N.F.S. Grundtvig (1783–1872)

Hvad var vel Jomsborg? Kun et Vikingsbøl,

Et Smuthul for en vild og fremmed Skare,

Som røved fra den stille Bondemand,

Fra Ven og Fiende, sloges fræk om Rovet,

Og krænked Kvinder, dræbte Vaabenløse.

Vor Arm har knuset denne Røverflok,

Men skulle vi fornye dens onde Idræt!

Kun slet det sømmed sig for os, som alle

Fra Odin stamme ned. En anden Trang

Os sanked her, det høit skal nævnes

I Nord, hvi Danmarks Kæmpeskare drog

Til Vindland hen. — I veed, paa Bretlands Kyst

Jeg har et Rige, som jeg kunde raade;

Hvi kom jeg hid? hvi stillede jeg mig

I eders Spidse, nu da Haaret graaner,

Da jeg med Hæder kunde i min Hal

Hensidde rolig, trodse Haralds Vrede?

Oplader eders Øine, Kæmper, seer,

Hvor Nordens Aand i Norden selv forsvinder,

Hvormangen Drot nu kaster gamle Sæd,

For hviden Christ at tjene! seer med Harme

En Klerk fra Saxland knæle, sukke der,

Hvor fordum Kæmpen sad og Skjalden kvad!

Jeg saae det, og jeg svor ved Urdas Brønd

At standse Edderelven, som fra Syden

Vil strømme hid og overskylle Nord,

Og disse Mure skal som Dæmning stande

Mod striden Elv og giemme Nordens Kraft,

Til den sit gamle Hjem kan atter vinde.

Men skeer det ei, og driver Jetters Flok

Den gamle, stolte Gudehær fra Norden,

Da skal dog Jomsborg staae i hellig Kraft,

Som Undersyn, som varigt Kæmpeminde

Om Tiderne, som rulled hen,

Som dræbtes af en Trælleskare.

Ja, og af hver en Nidings Been,

Som Sværdet naaer, skal Muren voxe,

Og Blod skal farve den, da staaer

Vor Borg som røden Altersteen

Til Skræk og Gru for hele Norden.

Du har os sanket, Toke! her til Stevne,

For mellem os at skifte Lov og Ret,

At Borgen, som saa stærk vi bygged,

Som har i os saa fast et Værn,

Ei skal ved Splid og Tvedragt ødes;

At Vildhed og at Grumhed ei

Skal Høvdinger imod os reise.

Thi, siig, hvad med din stille Kløgt

Du har udfundet!

                                        Trænge vi til Love?

Skal de vel binde vores Kæmpehaand!

At kaste Hjelm og Skjold og modig,

Med løftet Sværd i baade Hænder

At gange frem og aldrig flye,

Er Mandens Lov; men kiønt at holde Fred,

Det er en Lov for gamle Kvinder.

Du Bue! pukker altid paa dit Sværd,

Hvad har du vel, naar det engang du mister?

Din Hjerne, den er tom og farlig huul,

Derfor og nu saa høit din Pralen skralder.

Du mener, at af Dødningbeen

En Muur kan bygges, veed da ikke,

At snart de rulle, naar kun Liv

Heel sagtelig det ene rører,

Du vil bestryge den med Blod,

En herlig Kalk, som stadig rinder

Og river Muren med sig hen.

O, kives nu ei saa! kun lidet sømmer

Sig Sligt for Mænd. Vist, Bue! ei

Min Lov din Kæmpehaand skal binde,

Kun raade med den, saa den ei

Sig alt for vildt omkring skal tumle.

Du, Sigvald! kløgtig fandt, at Bue

Foruden Sværd var vaabenløs;

Men hvor er Kæmpen vel, som nænner

At vriste Sværdet af hans Haand!

Nu Lovene jeg eder vil fremsætte,

Og hvad ham tykkes, maa Enhver i Dag

Om dennem tale, men naar næste Morgen

Fremgryer, da skal for hver, som Loven ei

Vil taus adlyde, Porten flux oplades,

Og har han hørt den slingre bag sin Hæl

Mod Stolpen ind med Gny, han aldrig

Af Jomsborgs Mænd skal høre anden Tale,

End den, som lyder høit i Sværdets Døn,

Naar det hans Skjold og Brynje kløver.

Ja, han skal høre Sværdets Døn,

Naar det hans Skjold og Brynje kløver.

I Livets Morgenrøde Livet spiller

Letsindig vaklende, som Rør i Luft;

Mod Livets Aften Styrken atter svinder,

Og varig Kraft er ikkun Asers Lod;

Vor Borg behøver Mænd, og derfor Ingen,

Som ei har baaret atten Vintres Kuld,

Og Ingen, som har sexti Aar paa Bagen,

Skal stædes Adgang til vort Kæmpelag.

Ja, ingen Dreng og ingen Gubbe,

Som blegner ved at skue Blod,

Som nøler med at drage Sværdet,

Maa taales i vort Kæmpelag.

Den Mand, som bange veg i Strid

For En, der kaldes maa hans Jævning,

Om han ved List end sneg sig ind,

Skal flux uddrives som en Niding.

Ja, Hver, som bange veg i Strid

For een, for ti, for hundred Fjender,

Bør drives ud.

                                    Nei, ikke saa!

Du est af Staal, og Staalet viger

Ei før det heel er sønderbrudt;

Gid Jomsborg aldrig dine Lige

Maa fattes! men den ødes flux,

Hvis Alle vare dine Lige.

I Vesterhavet tit jeg foer,

Og naar jeg veg for Stormens Vælde,

Jeg stundom saae en Snekke stolt

Forsage Land og Kyst og Havn,

Og trodse kiek de store Bølger.

Jeg stod og saae med herlig Lyst

Paa Asathors det høie Billed;

Men Roret knak, og Snekken sank

Og kneiste aldrig meer paa Havet,

Og aldrig meer den bar en Flok

Af Kæmper hen til mandig Idræt.

Du veed det, Bue! ei af Frygt

Jeg taler saa, end ofte Skjoldet

I Striden tykkes mig for tungt;

Men dette Lag ei, som et Veirlys

Paa Himlen, skal en føie Tid

Fremglimte og igien forsvinde;

Af haarde Stene Muren blev,

I Jernets Styrke Porten klædtes,

Thi vil jeg og, at flere Ledd;

End jeg kan tælle op til Odin,

Skal tælles ned fra mig, og end

Skal i sin Vælde Borgen stande.

Ja, det vanærer ingen Mand

At vige for en mægtig Fiende,

Thi ellers maatte stolte Eg

Sig skamme, naar dens Top sig bøier

For Vindens Kraft.

                                            Saa tænker du,

Din Fader tænkte ligedan, Strutharald

Har seet sin Strut af fem Marks Guld

Paa Bues Hjelm og han har tiet.

Alt Nag og Nid skal her forsvundet være,

Thi Brødre er det, som i Jomsborg boe;

Om Nogen ogsaa fandt sin næste Frændes,

Sin Broders, Faders Bane her,

Ei maa han blotte Sværd, men ene

Jeg dømmer, hvad mig tykkes Ret.

Med Vandet, som vor Borg omskyller,

Sig Blodet blande! men den selv

Ei smittes maa af røde Vædske.

Mon Aser vel har glemt, at Fenris bed

Med onde Tand af Tyr hans Høire;

Og veed de kanskee ei, han skal engang

Den høie Seierfader sluge?

De Intet glemme, Alt de veed,

Men helligt Thing de ei vil smitte

Med Ulvens Blod. Som Guders Thing

Saa skal vor Borg os hellig være.

Den Lov er haard, var anden Høvding

End Toke, snart jeg skulde atter see

Borgundarholms de høie Banker,

Hvor frit jeg turde løfte Sværd

Mod Vesets og mod egne Fjender.

Den Lov er viis, thi ingen Høvding

De vilde Kæmpers Overmod

Var mægtig uden Lov at styre;

Snart skulde Ravnen hakke ud

Den sidste faldne Vikings Øine,

Og Ulven vade dybt i Blod

Og slide Lig i Borgens Sale,

Om Frændehævn og Tvekamp her

Tillodes inden disse Mure.

Hvor Tappre er, Bagtalelse og Løgn

Kan ikke vare; hvis det Nogen glemmer,

Med Spot og Haan fra os han drives ud.

At sige Tidende ei heller Nogen vove!

Thi selv jeg først og ene vil

Forkynde, hvad der skal forkyndes.

Alt Bytte skal til reiste Stang

Henbæres, der det skal uddeles;

Og er en Niding, som for sig

Beholder Noget, aldrig Solen

Ham skal beskinne mere her,

Om han og var min næste Frænde,

Næst mig den vældigste i Kamp.

Ei sankedes vi her til Lyst og Gammen,

Men til at virke, bære kiækt som Mænd

Hvad Mænd kan bære; derfor Ingen

Sin Trængsel eller Kvide maa

For Anden klage.

                                    Kvinder sømmer

Det sig at klage, seer jeg En

At vride sig i Kamp ved Saaret,

Han skal vist ei fortælle, hvad

Han vred sig for.

                                    Men naar en Byrde

Er mig for tung, hvi maa jeg da

Ei byde Vennen hielpe mig at bære?

Fordi saalænge du den bærer selv,

Da er den din, men naar du den fortæller,

Da er du dens, og den igiennem dig

End søger at nedbryde Vennens Kraft.

Kun een er Loven, som end maa tilføies:

Imellem os skal ingen Kvinde boe,

Ei Manddom skal i Kvinde-Arme døe.

Selvanden jeg hver Nat i Sengen ligger,

Jeg med mit gode Sværd, og vi

Vist ei hinanden skal forkiele.

Som Maandevid er lidt mod Norners Viisdom,

Saa, Toke! agter jeg min Kløgt mod din;

Men dog mig tykkes, om mig Noget tykkes,

At denne Lov er underlig og sær.

Naar Vinterfrosten binder Havets Strømme,

Og Snekken hviler trygt i Borgens Havn,

Naar Kæmperne om breden Bord forsamles

Til Gammens-Tale, siunge gamle Kvad,

Hvi maa da fagre Møer ei fremgange

Alt under hviden Lin og brune Miød

I Hornet øse, det til Kæmpen række?

Valkyrierne jo i Odins Sal

Fremgange saa, og aldrig end man hørte

Einherier at glemme daglig Strid.

Ei er jeg snild i Maal som Sigvald,

Og tier gierne, naar som Kloge tale;

Men her mig tykkes dog et Ord

Jeg og maa lægge til: jeg fæsted

Mig liden Tove, hun er væn som Faa,

Dog hid jeg drog for Manddoms-Daad at øve.

Ja, Brødre! Kæmper! I har Ret,

Heel underlig kan denne Lov og synes,

Jeg grubled længe, nødig vilde jeg

Den fagre Lænke sønderbryde,

Ei har jeg sønderbrudt den, sagte

Jeg løfted ikkun Ledd fra Ledd:

I Borgen her maa ingen Kvinde være,

Kun tvende Nætter maa i Rad

Sig Nogen selv fra Borgen fjerne,

Men Høvdingen, som, skarp i Syn,

Maa dybt i sine Kæmper skue,

Vil stundum dog om Vinterstid

Tilstede den, hvis Mod er prøvet,

Hvis Hug er fast, som er en Mand,

At dvæle hos sin Mø, sin Kvinde.

Dig, Sigurd! Nordens ægte Søn!

Og Sigvald! snild i Raad og Tale!

Jer vil jeg lære, hvi vor Borg

Maa lukkes tæt for hver en Kvinde.

Valkyrier i Odins høie Sal

Frembære Miød! ja endnu mere:

Folkvangers Mø i kiærlig Favn

Indslutter Kæmpen, som har elsket.

Jeg fordum sad i Stefners Borgesal,

Med hviden Haand Olufa rakte

Mig Hornet, gav mig Haanden med,

Og mangengang jeg djærv er sprunget

Fra hendes Favn i Hildurs Leg;

Med Lyst jeg hørte hende kvæde,

Men og med Gammen Pilesang;

Alt under Høien hviler hun, men hist

Paa Disabænk jeg skal den Væne favne.

Ei er det Tingens, men kun Tidens Skyld,

Som ved sin Vanart nøder os at kaste

Det Halve bort af Fædres Kæmpeliv,

For anden Halvdeel at bevare;

Naar Møen er Valkyrie, da ei

Hun Manden kalder bort fra Odins Lege,

Saalænge hver en Nordens Mø

For Freia knæled øm og modig,

Oplued hun sin Beilers Sind

Til mandig Daad; thi vel hun vidste,

Sesrumner aabnes kun for Mænd.

Alt længe nu er Tro paa høie Guder

Hos Mange slukket; siden vi i Lund

Opreiste deres Støtter, synes Aser

Som døde i den døde Steen,

Og Kvinden, hun som søger Varme

Og lever kun i den, har følt

Paa kolde Steen og gyst, og flygtet;

Ei meer hun stunder efter Freias Sal,

Men tæt hun vil sin Elsker knuge

Til sig paa Jord. — Og nu den nye Lære!

For Kvinder skabt, den heder Kvindens Hierte,

Og Mandemods det før saa haarde Malm

I Heden smelter.

                                    Du da mener altsaa,

At Christuslæren Nordens gamle Kraft

Fordrive vil?

                                Jeg Intet mener,

Jeg seer og troer; og hver, som seer,

Maa troe med mig. Jeg fuldt har nemmet

I Bretland Læren, kunde og

Heel klarlig vise, at det saa maa være;

Men dennegang jeg dig kun vil adspørge:

Hvorfor mon Angler undertvang

De gamle Britter? Hvorfor mon

De samme Anglers Æt betvinges

Af Regnars Sønner? Hvorfor kued Rolf

Det stolte Valland?

                                        Ja, det synes vise,

At største Kraft hos Asafolket boer;

Men Eet er underligt: hvi kued

Vel Saxlands Otto Harald saa?

Mon Aserne da med ham strede,

Og mon for Aser Harald stred?

Veed du det ei, at Leirekongen

Er haltende og sygelig,

Vil være baade Gorm og Thyra,

Vil være baade Ild og Vand,

Men bli’r en Dunst; det Slette af dem begge.

Hans Hirdmænd er som han, hans Folk

Forvirret veed ei, hvad det vil og søger,

Og var det da den christne Otto vel,

Som ødte Dannevirke, eller

Var det ei Trygves djærve Søn,

Den unge Olaf hist fra Norrigs Fjelde,

Af gamle Haralds Æt, med Haralds Tro,

Ham, som jeg før min Død end tænker

At see paa Haralds Stol og der

At giøre Jomsborg hardtad unødvendig!

Hvor kan du ønske det? Har Nogen

Vel dyrket Guderne med mere Flid

End Hakon?

                            Hakon? ja Hakon!

Jeg kiender ham, Guldharalds lumske Morder,

Han sanker Been af gamle Haralds Æt

Og reiser paa dem Hladejarlens Sæde,

At det kan vorde høit, en Kongestol.

Han troer paa Jetter, paa sin egen Styrke,

Paa Valhals Guder troer han ei.

Men hvorfor har han da vel bygget

Ved Hlade og i Guledal

De fagre, prude Gudehuse,

Hvis Mage man ei saae i Nord?

Hvi mon han Aser saa udsmykker,

At Guldet hardtad skiuler dem,

Hvorfor? Det var vel ikke tungt at sige;

Men naar han skiuler Aserne med Guld,

Da giør han ret; thi det var Guldet,

Som skiulte Aserne for ham.

Han har opbygget Gudehuse!

Hvor priseligt! Saa bygge og

De Christne Gudehuse. — Fordum,

Ved Tidens Fødsel, kvæder Vola, blev

De rige Guders Borg fra Jordens Vange

Til Himlen flyttet; Hakon vil

Den maaskee ned til Jorden atter hente,

Fordi den er lidt høiere end hans.

Dog, herom kan vi siden tale,

Om saa du vil.

                                    Nu har I hørt

Hvad Lov, hvad Ulov er i Borgen,

Og hver, som ei vil lyde, flux

Udgange, om han ei vil drives!

Thi denne Lov som Volas Kvad,

Som Odins Bud, skal hellig være.

Ja, den skal staae som Volas Kvad,

Som Odins Bud, som Valhal selv.

En Snekke hid har ladet stande,

Og ligger hardt ved Havnens Port,

En Ungersvend staaer i dens Løfting

Og raaber høit paa Palnatoke.

Hvem est du, mens saa høit du raaber,

Og teer dig storlig ved vor Borg?

Ei dølger jeg min Æt, og du vel burde

Mig kiende; thi mig avlede din Søn

Med Vesets Datter. Spørg kun Bue!

Han kiender Vagn.

                                    Hvi kom du hid?

Fordi jeg kiedtes mellem mine Frænder

Ved Bænkesæde og ved Studebrøl,

Og mine stille Frænder tyktes ilde

Om mig, fordi jeg stundum slog

Et Been i Panden paa en Vrøvler,

Maaskee lidt haardt, saa Blodet sprang,

Og Kroppen faldt og glemte sig at reise.

Thi søgte jeg nu hid, da jeg har hørt,

At her er Mænd og ingen Kvinder,

Jeg vidste og, at Bue var her alt,

Og hvor han er, der gad jeg ogsaa være.

Og mener du da, Frænde! at du her

Kan frit med Mandehovder lege,

At Jomborgs Kæmper taale meer

End dine egne næste Frænder?

Kun lidet nyder jeg vort Frændskab,

Den første Gang vi sees, og altid jeg

Har tænkt, du var en anderledes Mand.

Jeg sad som Dreng paa Skiødet af Thorgunna,

Og hørte Aage tale om din Daad,

Om Vinteraftner, naar han sad ved Ilden

Og giorde Pleiler, hvordan du

I Bretland foer og paa de irske Kyster,

Da kaagte al den Smule Blod,

Som i mig var, med begge Hænder

Jeg løftede paa Pleilen, slog i Ild,

Saa Aages Haar blev fuldt af Gnister.

Engang fortalte han, hvordan du skiød

Med sikker Piil det lille Æble

Ned af hans Hoved; flux jeg fik

Mig giort en Bue, lagde saa et Æble

Paa Hovedet af vores ene Træl,

For dog at see, om ei jeg kunde ramme

Saa godt som du. Jeg rigtignok

Skiød feil og ramte Trællens Øie,

Men siden den Tid har jeg øvet mig

Og søger nu til dig som til min Jævning.

Er du saa brav i Haand, som stærk i Mund,

Da har jeg ingen Skam af vores Frændskab.

Siig, Bue! tør du borge for,

At han ei bryder vore Love?

Jeg knap tør borge for mig selv, end sige

For slig en vild, ustyrlig Dreng;

Han bli’r en vældig Kæmpe, men at holde

De Love her, han sikkert mægter ei.

Kun lidet hædrer du din Fostersøn.

Hvad kan det være vel for Love,

Som du, men ikke jeg kan holde,

End I, Strutharalds fagre Sønner!

I raade dog vel godt for mig?

Eet Raad vi begge har, vi ville,

Du aldrig kommer her i Flok.

Ei heller, naar jeg bærer jer en Hilsen

Fra jeres Fader? Jeg i sidste Vaar

Var hos ham, for jeg vilde skiønne,

Om bedre nu sin røde Strut

Han giemte, siden Bue Digre

Af Medynk gav ham den igien.

Jeg fandt kun nogle Faar og Stude,

Og saa en Smule Andet. — Seer du,

Hvor dybt sig Rusten har indgnavet

I disse Skjolde, disse Sværd?

De har vist ogsaa ligget grumme længe;

Hver Dag vi dygtig slide paa dem, men

Endnu de ikke ret vil blive blanke.

Strutharald er vist ikke blevet vred,

Fordi jeg tog, hvad han dog selv ei brugte,

Og hvad jeg høilig kunde trænge til;

Thi Skib og Folk jeg fik af Aage,

Men ingen Vaaben, til sin Plov

Han bruger Jernet, og jeg maatte

Da selv see til at faae lidt Staal.

Nu, Sigvald! kommer jeg i Flokken?

Det kunde jo dog glæde dig

Hver Dag at skaade disse Vaaben

Og mindes om din Faders Gaard.

Men siig! hvor gammel est du, Frænde?

Jeg lyver ei, tolv Vintre er jeg gammel.

Ei bryde vi da vores Lov, som vil

At Hver hos os skal tælle atten Vintre,

Men vel mig tykkes om dig, Vagn!

I Bretland har jeg Jarlerige,

Og Hælvten nu skal være dit.

Vel er det budet; men jeg skiøtter

Ei om dit Rige. — Eders Lov

Jo brydes ei, naar ikkun Hugget

Er atten Vintre; jeg mit Sværd

Vil løfte da med baade Hænder,

Saa tænker jeg nok, at mitt Hugg

Blir fireogtyve Vintre gammelt.

Halvhundred Mand og dette ene Skib

Jeg ikkun har; men dog jeg byder

Strutharalds Søn, den tappre Sigvald, ud

At møde mig med tvende Skibe

Og hundred Mand til Vaabenthing,

Og taber jeg, da skal jeg vige;

Men viger han, mig og min Flok

I skal i eders Flok optage.

Nu, Sigvald! er du ingen Niding,

Er Mandehugg dig mere kiært

End Sengelyst og Bænkesæde,

Saa kom herud og prøv en Dyst!

Da han saa mandelig dig æsker,

Og byder saa forvovent Bud,

Saa faaer du lægge mod ham, Sigvald!

Du kuer vel hans Overmod;

Men dræb ham ei! lad Skjolde bære

Omkring ham! thi han skal

Kun lære, han er Dreng i meer end Alder.

Nu, Frænde! Porten er opvundet,

Og flux du frit kan seile ind

Her under Buen, naar kun først du jager

De Fiske ind, som nys løb ud.

Jeg troer saa vist, at Sigvald nænner ei

At hugge i sin Faders Skjolde.

Jeg mener, Vagn har Ret, de Hugg

Er meer end atten Vintre gamle;

Jeg frygter snart, at Sigvalds Skjolde

Bli’r alt for smaa, naar de skal til

At indeklemme ham, mig tykkes,

At Sigvald styrer ind mod Land.

Ham fattes Steen, dem vil han sanke.

Hør, Sigvald! det behøves ikke.

Jeg seer, at du vil sanke Steen

For at afgnide Vaabenrusten;

Det ei behøves, alt mit Sværd

Har slidt sig blankt i dine Skjolde,

Og Blodet troer jeg ogsaa hielper.

Nu er det nok. Vi har for Sæd

At prøve Mænd, som vil i Laget,

Men slig en Prøve som i Dag

Maa være sielden. Siig, hvormange

Gik der til Valhal?

                                        Sigvalds Flok

Har Tredve tabt, og Vagns kun tyve,

Men Somme have Ulivs-Saar.

Nu, Palnatoke! mener jeg dog ei,

Du nævner mig en Dreng.

                                                        Saa stille Frænde!

Du veed dog vel, at jeg er Høvding her.

Hvad praler du vel af? ei var det sieldent

Blandt vore Fædre, at en tolvaars Dreng

Var mægtig til i Strid at bære Vaaben,

Ja, stundum eied han og sindig Kløgt.

Den savner du, derfor du nu skal drage

Med Bue ud paa Tog, ei komme hid,

Før han sig trøster til for dig at borge,

At du vil skikke dig i vores Lov.

Vil du da bryde . . .

                                        Ti, og lyd din Høvding!

Du, Bue, tæm ham! før ham siden hid!

Et Bud fra Leirekongen stander

Ved Borgens Port.

                                        Fra Harald?

Gak, Bue! før os Budet hid!

Du vakkre Knøs! har du seet Leirekongen?

Om jeg har seet ham? veed du ei,

Han kommer tit paa Giæsteri hos Aage,

Og lider godt din Søn, den svage Mand,

Der passer kiønt sin Bondesyssel.

I Høst, da jeg fra Bretland kom

Og giæsted Aage, var og Blaatand der;

Vi sad og snakked overborde

Om Allehaande; Talen faldt

Da og paa dig og paa din Manddom.

Jeg saae, at Harald skifted Lød,

Hvergang vi nævned dig og Jomsborg,

Og vilde gierne dreiet Talen om,

Men jeg holdt fast og sagde lydt min Mening,

At, siden Rolf, i Danmark ei

Var født din Jævning. Det var Gammen,

At see paa Haralds Øine; thi

Det Hvide vendte ud, og Læben

Er neppe bleven heel igien,

Saa sled i den de sorte Tænder,

Tilsidst han Hornet tog og drak

Heel vældig, for sin Harm at slukke.

Det var mit Arveøl, han drak;

Nu veed jeg, hvi han Bud mig sender.

Der har du ham, men om han lever,

Til han har røgtet Ærendet, det veed

Jeg ikke; thi da Porten bag hans Hæle

Lidt tungt blev smækket i, da skialv

Han ret som Løv i Blæst, og see,

End ryste alle Trællens Lemmer.

Siig frem, du Træl! hvi kom du hid?

Ei er jeg Træl, en Søn af Fjølnir.

Mig sendte Kongen til dig hen,

Fordi af samme Æt jeg stammer,

Fordi . . .

                    Af samme Æt? ja, Fjølnir

Han er maaskee min Farfars Søn,

Men dog af Trælleæt. Hans Frændskab,

Den onde Nidings, vil jeg ei,

Og endnu mindre dit, du Usling!

Nu! har du ædt dit Budskab op paa Veien?

Fordi at Kongen tænkte, naar du saae

Din Fræn . . . naar en Søn af Fjølnir

Indbød dig, var det dig et Tegn,

At Kongen har forglemt sin Vrede.

Ja, naar en Søn af Fjølnir kom,

Saa maatte jeg da sagtens mærke,

At Harald var mig grumme god;

Det var just ei saa dumt. Nu Meer!

Kong Harald Tidende har spurgt fra Bretland,

At Svend er død, og til hans Gravøl

I Roskild efter trende Nætters Frist

Han byder dig og mener, at du ikke

Vil oversidde Budet, da du selv

Har Svend opfostret.

                                        Træl! du lyver.

Hvem har vel sagt, at Svend er død?

Du, Vagn! har du hørt Sligt i Bretland?

Ja, hørt det har jeg, men om det er sandt,

Det veed jeg ikke.

                                    Far kun, Træl!

Og hvis du kommer førend jeg til Harald,

Da siig ham: Palnatoke kommer vist.

I Kæmper! reder trende Snekker flux,

Som bære kan tre Gange hundred Mænd!

Een styrer jeg, de andre Vagn og Bue.

Hvad er dog Mandekløgt! jeg meente

I Svend at fostre Dannemark en Drot,

Som vilde Skjoldungnavnet atter hædre

Og holde stadig ved den gamle Sæd;

Nu er han død, og al min Id forgiæves,

Forgiæves har jeg døvet stærke Røst,

Som kaldte mig til Hævn, — nu atter

Staaer Harald ene i sin Æt;

For Gorms de tunge Drømme, Klerkens Spaadom,

Jeg altid grued, og jeg gruer end.

Skal jeg udrydde Odins Slægt i Danmark?

Og dog, er Harald Odin værd? og jeg!

Er jeg da ikke og af Odins Stamme!

Du selv mig kalder, Harald! Vel! jeg kommer

Og drikker Arveøllet efter Svend.

Saa kom da Palnatoke ei! han trodser

Mig og det hele Danmark i sin Vraa.

En Røverkule er det, Herre Konge!

Et Helved, onde Aanders Hjem.

Han kommer vist, dumdristig var han stedse,

Han kommer med en Vikingflok,

Og mener da at kunne trodse

Sin Konge, men jeg tænker, det

Skal blive sidste Gang. Al Hæren

Er sanket; naar han gaaer tilsengs,

Vi, for at spare Blod, vil tænde

Lidt Baal og ryge Ræven ud,

Hvis han ei kvæles kan derinde.

Herr Biskop! kan det kaldes Synd?

Nei, det var Synd, at christne Mænd

For slig en Hedning skulde falde;

Vist nok, des større blev hans Straf,

Men vi er Christne, vi vil ikke

Hans Kval forøge, heller see

For nye Synder ham at spare.

Hvi, Gunnar! est du vaabenklædt?

Jeg kommer til dig, Herre Konge!

I denne aarle Morgenstund,

At bede Orlov, thi til Hjemmet

Nu staaer min Hug.

                                        Hvad fattes dig?

Mig fattes ikkun, hvad som Ingen

Kan give mig, end ikke du,

Mitt Island, Konge! mine Frænder,

Mit Hlidarende og min vante Dont.

Hvi kom du, da saa hardt dig længes

Nu efter Fosterlandet alt?

Jeg vilde see med egne Øine

De Steder, hvor i fordum Tid

De gamle Kæmper Livet fristed,

Hvor de bedrev saamangen Daad,

Der kvædes om af vore Skjalde;

I alskiøns Idræt vilde jeg

Forsøge mig, thi det mig tyktes

Uhæderligt, hvergang jeg kvad

Om Fædres djærve Id, saalænge

Jeg ikkun skifted Hugg til Skiemt.

Nu har jeg seet de rappe Pile

I Luften flyve, og mitt Skjold

Er mærket af de hvasse Egge;

Jeg Sigarsted har seet og Leire,

Og Jellinge og Odinsei,

Og hvad jeg kunde see i Danmark.

Nu drives jeg til Gudefolkets Hjem,

Til Upsals Helligdom og Sigtun:

End een Gang vil jeg da i Norrig

Omvanke, i det prude Land,

Der avled Mænd, som heller vilde

Omgierde sig med Snee og Iis,

End taale, at Kong Harald reiste

Paa deres Nakker høie Stol.

Naar det er skeet, da farer jeg

Med Gammen til mit kiære Island.

Kong Harald! elskte Søn i Christo! hør!

Den blinde Hedning vil til Upsals Tempel

Og dyrke Diævlene. Har du ham kiær,

Da byd ham tage Christendommen;

Hvis ei, da deler du hans Synd.

Hvi er den Klerk og altid her tilstede,

Naar Mænd samtale? Konge! du kan troe,

Hvad dig behager; men du vil dog ikke

Forlange, jeg skal skifte Guder med?

Vist ikke. Du beholde maa din Tro,

Men bliv saa her! hvad vil du hjemme?

Mig tykkes, vi har lange Nætter

Og gruelige nok, men I!

I har jo Nat den hele Vinter!

Det maa dog være grumme fælt.

Ei er det saa. Om Arnestedet

Vi sankes da i venlig Krinds.

Hvo Skjaldskab fik af Odin, kvæder

Om Asers og Hrimthursers Strid,

Om Odins Æt i Svithjod og i Frakland.

En Anden, som er snild i Maal,

De mange fagre Sagn fremtæller

Om Yngves, Skjolds og Anguls Slægt

Og vore egne gamle Frænder,

Som bygged først det øde Land;

Men de, som lyde paa, de sysle

Imens med deres egen Gierning;

En skæfter Spyd, en Anden skær

I Skjoldet Runer, og en Tredje

Sig snoer den stærke Buestræng;

En hvætter kanskee og sit Sværd

Saa sagte, eller Tollekniven

Han rører med sin nemme Haand.

Nu Kvinderne! de spinde Hørren

Paa bløden Hynde, eller sømme Lin,

Men Somme kan dog og baldyre,

Og Andre slaae den lette Væv;

De siunge stundom og en Vise,

Og meest om Elskov. Du kan troe,

Der fattes ikke Lyst og Gammen.

Det maa saa være, men det er

Dog ikke altid, at I kvæde

Om Guder og den gamle Tid;

I glemme ikke dem, som leve,

Men spilde ei paa dem jer Priis;

Mitt Blod end syder, naar jeg tænker

Paa den Nidvise, som en Træl

Om mig, en Konge, turde digte.

Da svor jeg hele Island Had,

Men du ei dine Landsmænd ligner,

Thi vilde jeg, du skulde her

Stadfæstes, tage dig en Kvinde

Og bedste Hersesyssel af min Haand.

Den Tak, som byder! men jeg tykkes

Mig meer end Herse paa min egen Gaard.

Storagtig er du som de Andre.

Tillader vel dit store Sind,

Islænding! Skiænk af mig at tage;

Hvad heller er og dette Klædebon

Med disse guldudsyede Vanter,

Samt denne Hat fra Garderig,

Dig mindre værd, end hvad du selv har hjemme?

Ei maa du vredes, Konge! og din Skiænk

Med Tak jeg tager, naar du derimod

Af mig vil tage gode Langskib

Med Gods og alt til Mindetegn.

Vel sømmer det sig lidt en Konge

At tage Skiænk af fremmed Bondemand;

Men dog vil jeg det giøre dig til Hæder,

At Islands stolte Folk kan see,

Om Dannerkongen ei fortjente

En bedre Drape.

                                    Hilsæl Kong Harald!

Jeg havde hardtad aldrig fundet dig.

Det havde været ilde, Brodersøn!

Thi du vist ledte grumme længe,

Før du har fundet hid, og dersom ei

Jeg kiendte dig des bedre, skulde

Jeg hardtad troe, at du dig denne Gang

Forvildede.

                        Det Samme tænkte jeg

I Aftes. Just som Maanen steg,

Jeg naaede til det gamle, prude Leire:

Kongsgaarden laa saa taus og øde,

Som om den sidste Skjoldung var begravet;

Jeg stødte med mit Sværd mod Porten,

Men hule Døn var alt det Svar, jeg fik;

Jeg kom til Hyldehøien, saae, at Stenen

Hvor Dannerkongen fordum sad,

Hvor Harald sad, da han blev hyldet,

Var væltet ned, da giøs jeg ret,

Og meente, det var arge Trolde,

Som kogled frem de slemme Syn.

Sorgmodig gik jeg trindt i Vangen

Og frygted hardtad ei at finde

De gamle Kongehøie meer,

Men da jeg saae Rolf Krakes stande,

Som selv han fordum stod og faldt,

I Ring af sine djærve Kæmper,

Da glædtes jeg; jeg gik derop

Ved Midnats-Tid, og stirred længe

Forundret paa den gamle Borg

Og lytted, om jeg ikke kunde høre

Et Sværd at klirre paa et Skjold,

En Hund at bieffe, om ei andet,

Saa dog en Snorken, alt forgiæves;

Mig tyktes kun at see en vældig Skygge,

Som om det kunde været Gorm,

Henskride sorgfuld over Vangen

Og stirre hen paa Odins Lund!

Det faldt mig aldrig ind, at Harald havde

Sin Stol fra Leire flyttet, thi det var

For mig, som om han havde flyttet

Sig fra sin Stol. — Hvordan

Kan Leirekongen ville bygge

Paa andet Sted, end Skjold og Rolf

Og Frode, Halvdan, Gorm hin Gamle?

I Morges først, da Sol oprandt

Og skinned paa det Kors, som stænger

For Offerlunden, da jeg saae,

At Stenen, som i tusind lange Vintre

Har baaret Guders Offer, den,

Som Skjold opreiste, var omstyrtet,

Da først jeg skiønned, hvorfor nu

Ei Harald bygger meer i Leire;

Da troløs han har Guderne forladt,

Det faldt ham tungt at see den Lund,

Hvor Konger fordum bad til høie Aser

Om Kraft i Aand og Held i Kamp,

Og hvor de bad til milde Vaner

Om Grøde for den grønne Eng,

For Agren og for Dannekvinden;

Det var ham underligt om Nat

I Kongehallen, hvor hans Fader døde

Og mæled sine sidste stærke Ord,

Imellem hine mange Kæmpehøie,

Hvor Drauger ride for at speide ud,

Om deres Æt end er dem værdig.

Nu først jeg mindtes, at den Træl,

I sendte, bød mig hid til Roskild.

Jeg kom, og da jeg spurgte ud

Om Kongen, peged man paa Kirken,

Som bygtes til en fremmed Gud.

Der vil du vel begraves, Harald,

Og skiule dig bag tykke Muur

For dine gamle Frænders Vrede?

Et herligt Valhal!

                                        Fule Hedning!

En Diævel taler giennem dig.

O, Herre Konge! lad dig ei forvilde!

Slaa Kors for Brystet, læs andægtig

Confiteor! og du skal vorde styrket.

Du giør jo Hammerstegnet, Konge!

Og vier dig til Asathor.

Selv Korsets Tegn kan Diævelen forvende!

Oprørsk og trodsig var du altid, Toke!

Af christen Kiærlighed tilgav

Jeg dig, men da du nu i Jomsborg

Dig teer, som du var Konge selv,

Og, hvad end værre er, forfølger Christne

Og holder ved den gamle Overtro,

Lod jeg dig hente for at høre,

Om du mig vilde agte for din Drot

Og vorde Christen, men isteden

Du taler til mig som min Overherre!

Med Helligdommen driver du din Spot

Og minder mig om de Afguder,

De lede Trolde, som engang

Desværre ogsaa jeg har dyrket.

Jeg vil ei dømme dig, der staaer

En hellig Biskop og din egen Frænde,

Jeg giver Sagen frit i deres Vold.

Du vilde heller ikke dømme

Din Brodersøn Guldharald og

Din Fostre, Norges Harald Graafeld!

Din Fostersøn du lokked ned fra Norrig,

Som om du vilde bøde paa hans Trang,

Og giorde det da rigtig nok saadan,

At han kom aldrig mere til at trænge.

Mig har du ogsaa faaet lokket hid

Til Gravøl efter Svend, og jeg kan mærke

Den Drik, du blanded, er vist ikke slap.

Det maa jeg sande, at den nye Lære

Har Ære af dig; det var klogt,

Du tog ved den, thi Odin

Ei havde noget Sæde paa sin Bænk,

Som var dig værdigt, og hos Hel

Du havde vel ei Lyst at ligge.

Det er heel tungt, min Konge! at du vil,

Jeg skal min egen Frænde dømme,

Thi Brøden er saa stor, at ei

Jeg tør vort Frændskab lade raade.

I, Popo! er en hellig Mand,

Hvad mener I om Palnatoke?

En giftig Urt maa rykkes op med Rod,

Det nytter ei, at Blade man afriver

Og bøier Toppen, thi igien

Den reiser sig og vidt sit Frø udspreder,

De spæde Blomster visne hen

Af Dunsten, eller og de kvæles.

Det giør du godt, men mon du ikke

Tog Feil? En saadan Karl som du

I Bretland sagde mig, som Dyden

Ved eders Tro, at I lod staae

Det slemme Ugræs iblandt Kornet,

Og nænte ei at luge det.

Ja, var du Ukrud blot! det la’r vi staae

Til Høsten, var du kun en Afgudsdyrker,

Fordi du ikke vidste bedre, da

Fortjente du at spares; thi man kunde

Da haabe, du omvendte dig engang;

Men ret som Diævlene du kiender Christ

Og frister ham. — Du er en giftig,

En farlig Urt, og du med Rod

Maa rykkes op. — Til Giæstebudet

Du kommer uden Hædersdragt,

Men derfor maa du ogsaa kastes

I Mørket ud til evig Graad

Og Tænders Gnidsel. — Korset selv

Du Lede spotter, og din Konge

Du straffer fræk, fordi han ei

Vil boe imellem de Fordømte,

Hans arme Fædre, som om Nat

Maae gaae og spøge mellem Høie,

Fordi de ikke kiendte Gud,

Men bad og offrede til Satan.

At han Kapellet op af Steen

Har bygget, at ei længer Stene

Forvendes til vanhellig Brug

Paa Høie og i Offerlunde,

At Troldoms Runer mere ei

Indgraves i dem, at de hvælve

Sig himmelsk i et helligt Kors,

Og at han under det vil hvile

I viet Jord, til herligt Pant

Paa Salighed, — det tør du laste!

Hvis du ei var saa ondskabsfuld,

Jeg maatte lee ad slig naragtig Tale.

Men, hvorfor vil jeg staae og spilde Tiden

Paa Sligt at høre? Skynd jer lidt!

At jeg kan vide, hvordan I vil dømme.

Du er saa utaalmodig, Brodersøn!

Men deri har du ogsaa Ret,

At vi har ingen Tid at spilde,

Dog, siden kan vi skynde os des meer

I nævned meget Grueligt, Herr Biskop!

Men det, desværre! er end ikke alt.

Hans Vikinger paa Danmarks Kyster røve,

Og han oppustet har den onde Ild

I Svends det unge Hierte, Sværdet,

Som mod sin Fader han har løftet, det

Har Palnatoke hvæsset. — Nødig

Jeg siger det, men slig en Id,

Saa vide kiendt, kan ei fordølges.

Ei vil jeg spilde mange Ord

Paa slige Nidinger at svare:

Naar Danmark har en Konge, som

Ei mægter Lov og Ret at skifte,

Ei er det Under, om hans Mænd

Da selv med Sværdet stille Trætte.

Jeg fostred Svend som Kongesøn;

Naar Harald vil sin Søn fornægte,

Er det vel Under, om han da

Med Jernet vil sin Æt bevise?

Naar Harald er saa ræd, at ei

Engang han vover mig at sige:

Fordi jeg hader dig, da skal

Du nyde, at jeg har dig ene,

Da maa en ussel Træl og Klerk

Optænke Raad til mig at fælde.

Du taler hvast, men fyndigt, Brodersøn!

Jeg hardtad selv dig nu maa troe uskyldig.

En Part for det, en Part for vores Frændskab,

Du ei skal have anden Straf,

End hvad du agte maa for Gammen:

Du selv har sagt, at intet Fjeld

Saa brat sig løfted, at du kunde

Jo som en Skridfinn fra dets Top

Nedglide paa de glatte Skier;

Vi har nu ikke noget rigtigt Fjeld,

Hvor ret du kunde vise dine Konster,

Men kun en lille Bakke, Kullen, der

Du skal for Løier løbe ned,

Og fare da hvorhen dig lyster.

Jeg tænker, for de mange Aar

Jeg tjente dig, Kong Harald! under

Du mig det Syn og vil stadfæste

Min milde Dom!

                                    Saa være det!

Han giøre skal, hvad han har pralet af.

Engang du var paa Giæsteri

Hos mig, Kong Harald! dig til Hæder

Jeg tømte Hornet alt for dybt,

Og praled da af mine Konster.

Den ene har jeg maattet vise jer,

Nu vil I ogsaa see den anden,

Og aldrig jeg mit Ord vil rygge;

Men først I dog en tredie Konst

Skal see: hvordan jeg Sværdet løfter

Og Isser kløver. Faa af jer

Skal see mig løbe ned ad Kullen.

Nu komme den, som eier Mod

Til mig at tage, kommer Ingen,

Da kommer jeg, og tag dig da

I Agt, Kong Harald!

                                            Bolde Kæmpe!

Med Undren har jeg hørt og seet

Din djærve Tale og din hele Adfærd.

Din Jævning har du ei i Norden, thi

Dig Odin gav, hvad han en Mand kan give;

Men har du undsagt lydt paa Thing din Drot,

Da i hans Sal du mod ham Sværdet blotter?

Ei har jeg det, men hvem er du,

Som tør mig saa til Regnskab kalde?

Jeg er som du en Mand fra Nord,

Vist ei saa vældig, gudeyndet,

Men dog en Mand, som ræddes ei;

Skal Blodet her i Salen strømme,

Da skal det første være mit,

Om ikke dit.

                            Men hvorfor blander

Du dig i denne Handel ind?

Med dig jeg Intet har at skifte.

Ei Fjølner eller Klerken jeg

Undskylde vil, de usle Trælle,

Som dig vil raade Bane, og

Som nu ved Sværdesyn staae blege;

Jeg byder Kamp for Haralds Skyld,

Hvem jeg har meget Godt at lønne.

Jeg ei forsvare vil hans Id,

Og ei hans Svig mod dig, du Giæve!

Men est du Asadyrker ret,

Det vel maa falde dig paa Sinde,

At Aser skaane Fenris-Ulv,

Dog han vil Seierfader sluge,

At ei det rene Gudething

Med Blod skal smittes; her paa Jorden

Er Kongehallen lig et Gudething,

Og vee den Haand, som det med Blod besmitter!

De høie Aser styre vil dit Løb,

Hvis Hyndet ei for dig er bredt i Valhal,

Men er dit Fald paa strænge Norners Skjold

Indpræget, du med Hæder gaaer til Valhal;

Hvis derimod du kæmper her i Sal,

Du falder her tilsidst dog hæderløs.

Fostbroderskab er saare helligt, Odin

Bød Vidar reise sig for Ulvens Fader,

Men hellig mer end en Fostbroder er

En Konge, som man ei har undsagt.

Du taler kæmpelig, saa vilde

Jeg tænkt og talt, hvis ei jeg var

Af Nidinger til Vrede tirret.

Vil Kongen troe mig paa mit Ord,

At jeg ham skal paa Kullen møde

I Morgen Dag, og maa jeg frit

Igiennem Salen nu udgange,

Da skal mit Sværd ei røre Nogen her.

Hvi nøler du med Svar? Kong Harald!

Hvad Toke kræver, det er Ret,

Og maa den Ret ham ikke undes,

Da stiller jeg min Ryg mod hans,

Og vaabenstærk den Mand maa sikkert nævnes,

Som mægter os at skille ad igien.

Maa Toke gaae?

                                    Jeg det tillader.

Jeg meente nys at have seet

Alt hvad jeg kunde see i Danmark,

Ei var det saa, men nu jeg troer for vist

At have seet, hvad der kan sees i Norden.

Du grove Synder! nu da du skal miste

Dit Liv, tilbyder Himlen end

Ved mig sin Naade. Lad dig døbe!

Naar Legemet mod haarde Fjeld

Da knuses, skal din Sjel dog frelses.

Jeg svær ved Thor og Odin, Klerk!

Hvis ei du gaaer, jeg flux skal kløve

Dig lige til dit Beltested,

Og Odins Fugl skal flygte fra dit Aadsel,

Kun fule Maddiker dit dovne Fedt

Skal æde, og dit sorte Jetteblod

Skal ligge boblende paa Klippen,

Ei suges op af noget Dyr,

Men svides hen af Solens Straaler,

Og milevidt din raadne Stank

Skal brede Skræk og fæle Syger.

Nu! gaaer du ei, ved Thor, jeg hugger.

Saa! gak og trøst Kong Harald! See

Hvor bleg han staaer i Skjoldekredsen!

Mit Sværd kan ikke flyve, vær

Kun rolig, Harald Dannerkonge!

Men hør mig nu! og hører mig,

I Mænd! — Jeg staaer paa Randen

Af dybe Svælg, og, Harald! du

Mig byder der at finde Døden.

Død er jeg som din Mand, og var

Det muligt, end jeg kunde leve,

Da blev din Død og Tegnet paa mit Liv.

Hist er en Dal paa Sællands Kyster,

Der groer nu kun det brune Lyng;

Thi den med Blod, uhævnet Blod, er giødet;

Der fordum var en urteprydet Eng,

Hvor Aage, Broder til min Fader,

Opslog sin Telt i Sommernatten,

Og sov saa trygt paa Danmarks Jord;

Han vaagned op ved høie Vaabenbulder,

En Nidingsflok sig havde sneget did,

Og myrded ham, før han var vel opvaagnet;

Man sagde: Vikinger bedrev den Id,

Men — hører det, I brave danske Mænd!

Det var jer Konge, endnu skinner

Den store Guldring paa hans Arm,

Som Aage bar paa Jarlemødet.

Den første Drøm, min Moder drømte,

Var den: hun havde sig en Væv,

Og som hun Væven slog, en Skyttel

Paa Jorden faldt, hun tog den op,

Det var et Mandehoved. Harald!

Hun tyktes, Hovedet var dit.

Heel sælsomt har det siden Nornen føiet;

Jeg blev din Mand og ei din Banemand;

Nu har du løst mig fra min Tro, og mødes

Vi meer i dette Liv, da vist

Paa en af os skal Aage vorde hevnet.

Nu veed jeg! Harald! du er bleven undsagt.

I danske Mænd! vil I vel troe

De Løgne, som han jer fortæller?

Har I nu alt saa hurtig glemt,

At det var ham, som Svend opfostred,

Som lærte ham i eders Bo at røve?

Giør Kongen Uret i at frie sig selv

Og eder fra en fælles Fjende?

Nu, Harald! glæd dig ved min Død!

Men stir ei altfor længe ned mod Søen

Med Gammen paa min knuste Krop!

Det kunde skee, at Vagn og Bue

Kom seilende og saae dig staae,

Og fik i Sinde, at du skulde ligge

Saa blødt som jeg. Tag derfor dig i Agt!

Nu, Odin! nu jeg kommer snart,

I Valhals Sal dig selv at skue,

Da ei mig undes meer paa Jord

At fremme din og alle Asers Vælde.

Som du befol, med Sværdeodd

Jeg mærker mig i baade Hænder,

Til Tegn, at det min Attraa var

At falde midt i Sværdelegen.

En værdig Altersteen er høien Klint,

Som skygger over Havets Bølger,

Her vil jeg offre mig til dig,

O, maatte Offret dig behage!

Jeg beder til dig i min sidste Stund,

At du vil give Jomsborgs Kæmper Styrke,

Og deres Høvding mandig Kløgt!

End har jeg til dig, høie As! en Bøn:

At vred du ei fra Danmark vender Øiet,

Skiøndt Danmark blind bortvender sit fra dig!

Hvad var det Sidste, Palnatoke mælte?

Til Asa-Odin offred han sig jo!

Saa faaer dog Odin noget Offer,

Nu staaer det sig kun slet med ham.

Med os, var det, du vilde sige.

Jeg gyste ret, da Palnatoke bad:

At Odin dog ei vilde os forlade,

Skiøndt blinde vi forlode ham!

Det gaaer vist aldrig godt i Danmark.

Vi saae, hvordan det gik Kong Erik

I Jotland, der han bygged Huus

Til hviden Christ, og hængte der en Klokke,

Den klang saa underlig engang ved Nat,

Om Morgenen laa Erik død i Sengen,

Og man vil sige, Odin kvalte ham.

Men hvordan er det med de Klokker?

Hvad du fortæller, har jeg ogsaa hørt,

Men har da disse Klokker Mæle?

Du veed jo vel, at Dværge bygge

Hos Malmen i det dybe Fjeld,

De christne Mænd forstaae at binde

Den Dværg i Malmen, og den Lyd,

Som Klokken har, er Dværgens Mæle.

Men vores Harald har jo ogsaa bygt

Et Huus til Christ, og lever dog endnu.

Ja, ja, hans Time vil nok ogsaa komme,

Thi vore Guder straffe haardt og vist.

I veed jo nok, hvordan det gik i Norge

Med Hakon Adelsteen, han gik og fri

En Stund, men blev tilsidst dog rammet;

Vel Pilen længe høit i Luften hang,

Som om den vilde først sig ret betænke,

Men traf ham og des vissere. Mon ei

Den kom fra gamle Odin, mener I?

I snakker altid kun om eders Guder,

I har jo dog vel ogsaa hørt,

Hvordan det nylig gik i Svithjod,

Da Bønderne en hellig Mand

Fra Saxland vovede at myrde,

Hvordan med onde Landfarsot

Dem Christus slog, trods alle Guder,

Som vilde hielpe dem! Jo, I kan troe,

Han raader mere end de Alle.

Jeg troer nu ikkun paa min egen Styrke,

Og det er nok den bedste Gud.

Jeg tænker paa, om Palnatoke

Nu ikke døde! Det var dog

Et Jærtegn, som os kunde lære,

Hvadfor en Gud der raader meest.

Ja, staa kun du her til i Morgen

Og grund paa det! saa skal du see,

At Palnatoke vist vil komme

Lyslevende herop igien!

Jeg gider ikke seet ham mere,

Han havde jo to Øine, som

Han vilde sluge Folk, jeg derfor

Vil sige dig Farvel og gaae.

Er du tilsinds at laste Palnatoke?

Ved alle Aser! det var ei min Agt.

Jeg meente: just fordi han er saa kløgtig,

Det og maa kaldes dobbelt underligt,

At fra vor Borg han Kvinden udelukker,

Men han er da og alderstegen nu.

Er Palnatoke ikke her?

Hvordan kan du saaledes spørge?

Er I da løbet bort fra ham?

Thi han fra jer vist ei er løbet.

Fodrappe som Strutharalds Sønner

Er ikke Vagn og jeg, men selv

Du vist ei grumme langt var løbet,

Thi dyb og tung var vaade Vei.

Hvor er da Palnatoke blevet af?

Mig tykkes, Sigvald! at din Vaande

For Toke er just ikke stor.

Jeg er en Mand, og kan ei græde

Som Drengen for sin Bedstefa’r.

Jeg var engang en Dreng, da klapped

Jeg sagtelig dig under Kind;

Hvi græd du da saa røde Taarer?

Dog, nu er ikke Tid at prøve, hvem

Af os der nemmest græder, hurtig

Maae alle Jomsborgs Snekker ud

I Hav at søge Palnatoke

Og finde ham, hvis ikke alt

Til Havets Bund han er nedsiunken.

Jeg priser det, at du er djærv

Og vil for Toke Allting friste,

Men Stormen farer over Hav

Og blæser haardt mod disse Strande;

Hvor Toke er, det veed vi ei,

Skiøndt nys et Vrag er her inddrevet,

Som ligner paa et Haar hans Skib;

Men er til Havets Bund han siunken,

Det nytter ham kun lidt, om vi

Vil stunde did for ham at søge.

Hvert Skib skal giøres rede flux,

Og da, saasnart sig Stormen lægger, ile

Vi rundt paa Hav at søge op

Vor tabte Høvding.

                                            Snildt du taler.

Ei sandt? det var en herlig Ting,

At være Jomsborgs Høvding, Sigvald!

Kom, Vagn, vi er ei bange for

At dyppes af en Bølge. Bedre

Det altid er paa Havsens Bund

Hos Toke, end som her hos Sigvald.

Selv har jo Palnatoke sagt:

Den Snekke, som engang er siunken,

Fordi den trodsed Stormens Magt,

Den kneiser aldrig meer paa Havet,

Og bærer aldrig Kæmper meer

I Herrefærd. — Her er jeg Høvding,

Til Toke kommer selv, og I

Maae lyde mig, ei løse eders Snekker,

Før jeg tillader.

                                    Sigvald! hør!

Nu ganger jeg og stærken Bue,

Hvis du har Lyst, da stil dig kun

Her paa vor Vei, men vredes ikke,

Ifald vi troe, du er en Knold,

Og sparke dig lidt haardt tilside!

Vor Høvding, Palnatoke!

                                                    Hvad?

Hvorledes kan det være muligt?

Hvad? løb han alt igien?

Ja, staa kun du! jeg ogsaa løber.

Nu er dit Høvdingskab forbi.

End var da Timen ikke kommen,

Men komme skal og maa den dog engang.

Men siig mig, Toke! er dit Skib

Paa Havet brudt, og har du været

I Roskild hos Kong Harald? Alt

Mig tykkes underligt, forvirret.

Ja, Alt er underligt, min Søn!

For os, som ei paa Norners Skjolde

De Runer see, hvorefter Livet sig

Maa snoe i dunkle, krumme Gange;

Men siden høie Guder selv paa Jord

Omvandred, ei et større Under

Er skeet, end nu paa denne Færd.

Et Jærtegn har mig Livet skiænket;

Da Stormen mig i mørken Nat

Fra eder skilte, blev jeg drevet

Paa Havet om, indtil ved Morgengry

Jeg øined Sællands skarpe Odde.

Vort Skib var læk, vi roede saa,

At Blodet sprang af Fingerender;

Fra Jotunheim en Hvirvelvind

Da blæste haardt og vælted Skibet;

Med stærken Arm jeg kæmped mod

De høie Bølger, naaede Landet,

Men fandt ei Een af al min Flok.

Jeg kom til Roskild, der man dømte,

Til Skæmt for Harald og hans Klerk,

Jeg skulde løbe ned ad Kullen.

Og der er du da løbet ned?

Jeg løbet? Spørger du mig ei,

Om jeg er løbet op ad Kullen?

Imens mit gule Haar blev graat,

Jeg var en Mand, og troer at vide,

Hvad Manden kan udrette, men

Ei det er Mandeværk. Kun Aser

Kan løbe ned fra Klippetind,

Kun den, som Guderne beskytte,

Ei knuses ved at glide ned.

Jeg havde offret mig til Odin,

Og kun i Valhal tænkte jeg

Paa høien Bænk at tømme Hornet;

Alt svimled jeg, men Skien brast,

Og sagte gled jeg ned mod Havet.

Der kom et Skib med vundne Seil

Mod Vinden, mod de høie Bølger,

Det standsede, man tog mig ind,

Og hurtig vendtes atter Stavnen.

Ei spurgte Nogen mig om Navn,

Og ei jeg vovede at mæle,

Du kiender mig, ei var jeg ræd,

Men dyb Forundring bandt min Tunge.

Ved Roret stod en Ungersvend,

Saa mildt henskuede hans Øie,

Og mødte det en Bølge, flux

Mig tyktes, at den sank i Havet;

En Olding ved hans Side stod,

Ham var det, som mig Haanden rakte,

Da jeg i Skibet sprang, hans Blik

Forkyndte mild og hellig Alvor,

Som Goderne ved Odins Hof

Saa var han klædt, og Offerkniven hang

Med gyldent Hialte ved hans Lænd.

Ret som vi vare nær ved Landet,

Han greb min Haand og længe stirred

Han taus paa Mærket, som jeg skar,

Men da tilsidst han løfted Røsten,

Den klang saa underlig og dyb,

At jeg den aldrig meer kan glemme:

„Du offred dig til Odin djærv,

„Og Offeret har ham behaget,

„Sig Jetter sanke trindt hans Stol,

„Og det er Tid for ham at kæmpe.

Men hvem kan det vel have været?

Hvem uden ham, den høie Drot,

Der styrer Offringer og Altre,

Og ham, som løser hver en Mand,

Der troer paa Guderne, af Trængsel!

Kun ringe, Frænde! er din Kløgt,

Da ei du kiender Valhals Guder.

Men Valhals Guder, er de til?

Dig Bue Digre har opfostret,

Det kan man høre. Har du da

Ei hørt om dem, som bygged Midgaard?

Jo, Meget jeg om Aserne har hørt,

Men tænkte, at det var kun gamle

Besynderlige Sagn, som ei

Man skulde troe, og Bue Digre

Saa tit har sagt, at paa sig selv

Han troede kun.

                                    Har han da aldrig

Dig sagt, han troede dog paa Thor?

Han sagde, at naar al den Styrke,

Som spredtes om paa viden Jord,

Var sanket i een tapper Kæmpe,

Da var han stærk, som Styrkens Thor.

Jeg ogsaa troer, at der er Noget,

Hvorfra vor Styrke rinder ud,

Som Bækkene fra Kildevældet;

Men for sig selv jo maa hver Bæk

Henløbe, aldrig meer den kommer

Til Vældet, selv den maa see til

At blive selv et Væld; saaledes

Maa ogsaa Manden stræbe frem,

Og jeg har meent, at Styrken voxte,

Hvergang han svang et ærligt Sværd,

Ret som med hans den Dræbtes kunde

Sig sammenblande. Derfor og

Jeg altid efter Striden længes,

For dog at ligne Styrkens Thor,

Om ei jeg vorde kan hans Lige.

Med Kløgt du veed at føie dine Ord,

Men troer du vel, at Bækken kunde løbe,

Hvis den fra Vældet ingen Næring fik?

Derfor den og tilsidst maa stilles,

Og krybe sagte ned i Jord,

Ret som naar vi bli’r lagt i Høien.

Men ender sig dog i en Mose,

Og denne vaade Bautasteen

Maa vidne: den ei heel er svundet.

Hvem har fortalt dig, at fordi

Den ikke mere løber over Jorden,

Den heller ikke under Jord

Henløber mod sit gamle Hjem?

Vist Mimers Brønd fra Urdes Kilde

Er kommet langt og længere

End Bækkene fra deres Væld,

Og dog de vist vil atter mødes

Endnu engang, om ikke før,

Saa dog naar Ragnarok kommer.

Ja, ældre er din Kløgt end min,

Og ei jeg veed, hvad sig kan sømme

At svare dig. Jeg maa vel troe,

At Styrken, som fra Thor udrandt,

Med hans engang skal atter blandes;

Men Guder, som sig blande ind

I Livet, som for Spyd og Sværde

Kun bruge Smilet, lig en Kvinde,

Dem troer jeg ikke paa.

Du mener da,

At Mennesker blev til alene

Fordi de skulde være til,

Og ei for deres Skyld, som lod dem blive;

Thi ellers maae de høie Guder vel

Og styre Livet, saa det Maalet rækker.

Du vil, at ikkun idel Mandighed

Skal sig i Guder aabenbare:

Er Kvinden da ei til, ei blevet til?

Er hendes Hierte og de fine Lemmer

Vel dannet af det samme Malm,

Som Sværd og Skjold?

                                                Paa Kvinden aldrig

Jeg just har tænkt; men troer du da,

At hun blev til paa anden Maade

End Manden?

                                Jeg just ikke troer,

At hun blev til paa anden Maade,

Men vel, at anderledes blev

Hos hende Allting sammenblandet.

Jeg til det Dobbelte i Livet

Dig ikkun vilde vise her,

Saa at du skiønned, i dets Udspring

Og maatte være Dobbelthed;

Og har du hørt de gamle Sagn

Om Gudedaad og Tidens dunkle Fødsel,

Du der vel og den samme fandt.

Man sagde mig: at Odin, Ve og Vile

Har Menneskene skabt.

                                                Ja, vel jeg veed

Den blinde Tid har Guders Tal forøget,

Og ængstlig ledt om nye, som om

De Gamle nu var altfor svage,

Og som i Fleer man Mere kunde see.

Fast intet Sagn og intet Kvad

Forplantes længer i sin Reenhed;

Men seer du dette gamle Skjold!

Det gik i Arv hos mine Fædre,

Og faste paa dets Hvælving staae

Usvigelige Runestave.

Du kiender Navnet; det er Vøluspaa,

Og naar de underlige Tegn du nemmer,

Da skal du læse, og som jeg

For høie Guder dybt dig bøie.

Saa kvæder Vola om vort Ophav:

                                Aserne tvende,

                                Kraftig og Kiærlig,

                                Ginge til Hjemmet,

                                Funde paa Landet

                                Mægtende lidet

                                Askur og Embla;

                                Aand de ei havde,

                                Skiønhed og Mæle,

                                Farve de mangled.

Alt, hvad de mangled, gav dem Gude-Parret,

Og du vel nu begriber lettelig,

At Alt maa være Dobbelthed i Livet.

Jeg halv forstaaer dig, men mig tykkes,

At ret som Guderne var to,

Saa bleve Mand og Kvinde tvende,

Den ene svag, den anden stærk,

Og Manden ene efter Styrke

Maa stunde; men du sagde jo,

De havde et og samme Udspring!

Det sagde jeg, og siger end;

Men siig mig! mener du, at Træet

Er ypperst, naar om Vinterstid

Det staaer i mørke, kolde Styrke,

Hvad heller, naar det klædt og grønt

I al sin Kraft med Blomsten pranger?

Er Blommen vænest, naar dens Top

Nedluder, eller naar den løfter

Sit lille fagre Hoved kiæk?

Kun liden maa min Kløgt dig tykkes,

Hvis du kan tvivle om mit Svar.

Kan du da tvivle om, at Manden

Er ypperst, naar sig Kraften blander

Med Mildhed, og at Kvinden da

Er fagrest, naar hun stundom glemmer

Sin Svaghed, klæder sig i Staal

Og holder Skjoldet for sin Beiler?

Kan du nu see, at Frei, som Thor,

At Vaner maae, som Aser dyrkes?

Dog, ei om Guder og om Askurs Æt

Jeg nu dig mægter Alt at sige;

Men har du Lyst, da skal vi tit,

Naar Skjoldet hænger under Loft,

Samtale om det Underlige

I Livet og dets Fødsel.

                                                Aldrig har

Jeg saadan Tale hørt, og ofte

Om Vinterstid begiærlig skal

Jeg lyde paa de gamle Frasagn,

Og paa den Kløgt, hvormed du dem udlægger;

Thi Noget rører sig i mig,

Det er, som Øiet sig oplukked;

Forhen jeg styrted vild i Kamp,

Men snart jeg venter nu at skue,

Hvorfor jeg kæmper.

                                            Ja, det skal

Du klarlig skue. — Derfor, Odin!

Det var, du frelste mig fra Død,

At Asers Magt jeg skulde styrke!

Sig Jetter sanke trindt din Stol,

Og det er Tid for dig at kæmpe.

Ja det er Tid. Med Sværd og Tunge,

Til Sværdet brister i min Haand,

Og Tungen lammes, skal jeg kæmpe.

Og Harald Blaatand være skal

Den første Niding, som du fælder.

Jeg svor ham Døden, svor med den

At hevne mig og mine Frænder;

Men jeg er nu ei længere min egen,

Jeg er kun Gudernes, og ene dem

Jeg hevne vil paa Leirekongen.

Jeg drog til Danmark med den Hug

At ville vorde Danmarks Høvding,

Ei tækkedes det høie Aser, thi

Jeg ellers ei skibbrudden, ene,

Var kastet op paa Sællands Kyst;

En Skjoldung kun maa Kongestolen klæde,

Og Svend kan ikke være død;

Jeg derfor brat vil give mig i Hav

At søge ham, og da, Kong Harald!

En Vikingsnekke stævner hid.

Veed du da ei, hvem Snekken raader?

Han nævner sig Svend Æsifsøn.

Saa lad ham løbe ind i Havnen,

Og før ham til mig flux!

Gak, Frænde! jeg vil være ene

Med Svend.

                            Saa er din Time nu

Da kommet, Harald! saare længe

Du beiled til din Undergang,

Og du er bleven graa som Niding.

I Guder! vilde Svend kun nu

Med Stadighed og Reenhed eder dyrke!

Da skulde Danmark til sin gamle Priis

Sig atter løfte, Folket atter knæle

I Lund med klar og hellig Sands.

Men ak! jeg frygter, Haralds Vaklen

Gienfødtes i hans Søn, og Svend

Er Æsas Søn, det var kun sielden,

En ædel Konge sprang af Trælleæt.

Her, Fosterfader! seer du mig,

Landflygtig, ringe og elendig;

Een Snekke er mit Alt, med den jeg hid

Er kommen, for hos dig at raadne.

Saa taler Leirekongens Søn!

Saa taler Trællekvindens Søn,

Forskudt af Fader og af Lykke.

Hvad Manden vil, kan Mænd og Guder

Forhindre, standse, det er sandt;

Men Manden ei kan holde op at ville.

Naar først du har min Trængsels Saga hørt,

Da maa du dømme.

                                            Hist ved Helgenæs

Jeg løftede mod Harald Sværdet,

Men Sværdet sloges af min Haand.

Jeg maatte flye. Jeg kom til Olaf

I Venden, han var mørk og kold,

Og bød mig bukke for min Fader,

Isteden for at trodse ham.

Jeg kom til England, som en Speider

Jeg grebes der, og med Foragt

Man netop Livet til mig slængte.

Forvildet vankede jeg om,

Som Trællen, der løb fra sin Herre,

Imellem Skotlands Bierge først

Jeg standsede, og der fandt jeg Medynk.

O! det er haardt, at Danmarks Kongesøn

Hos Odins og hos Danmarks Fjender

Skal søge Hielp og finde Medynk!

Det skulde undre mig, om ei

Man krævede som Løn for Ynken,

Du skulde blive Christen, Svend!

Jeg hørte, hvordan Barder kvad

Om Fingals Seier over Odin,

Jeg tænkte paa min Faders Seier,

Og Troen sank paa Asers Magt;

Jeg hørte Klerke love Christ

Og siunge om, hvordan han hielper

Enhver af Nød, som tjener ham,

Og Skottekongen bød mig Skibe

Og Mænd til Strid mod Danmarks Drot,

Naar kun jeg vilde Christen vorde;

Primsigne lod jeg mig, og med en Flok

Af Snekker jeg fra Skotland styred.

Du troede meer den blinde Ossian,

End vore Skjalde med det klare Øie,

Du meente, Skottekongens Mænd

Og Skibe kunde Odin trodse

Som Fingal! hvor er Flokken nu?

I trende Dage rased Nordenvinden,

Og kun det ene Skib jeg har igien.

I Nordenvinden mæled Nordens Guder,

Og dine Christne søgte Havets Bund,

Fordi de ikke kunde taale

At høre paa det stærke Maal,

Det var jo, hvad du maatte vente.

Saa troer du da, det var en Straf

Fra Aserne? ei kan jeg nægte,

At Stormen tyktes mig saa haard

Og huul, som vrede Guders Mæle.

Og dog endnu du trodser Asers Magt?

Ja, kan det hielpe atter dem at dyrke?

Mon det kan hielpe, at du troer,

Den Sol er til, som pryder Himlen?

Hvad der er til, maa jeg jo troe er til.

Er Aserne da ikke til?

Men om du nægted nu, at Solen

Var til, og sagde, at det var

En anden Ting, som lyste og som varmed,

Var det ei Ret, om Solen skiulte sig

For dig, saa at du kunde faae at vide,

Hvordan det var, ifald den ikke var,

Hvordan det Andet kunde lyse,

Og turde du da vente Dag,

Før du dig bøiede i Natten

Med Anger og bekiendte lydt,

At ingen Straale er som Solens?

Vel tykkes mig, at du har Ret,

Men naar igien jeg Aser dyrker,

Da vredes vist de Christnes Gud,

Og han er haard, naar han vil straffe.

O, skam dig, Svend! jeg fostred dig,

Og tænkte ei, din Moders Hierte

Var krøbet ind i dig. At Haralds Blod

Var blandet tykt med Jetteedder,

Det vidste jeg, men tænkte dog,

At Skjoldungblodet kunde renses.

Du ræddes for de Christnes Gud,

Fordi du troer, at han har Styrke,

Men har da Aser ingen? mener du,

At Ymers Pande ei var haard at bryde?

O, reis dig, Svend! og bliv en Mand,

Og tro paa Guderne! da mine Snekker

Skal bære dig til Danmarks Kyst,

Og dette Skjold skal værge dig i Kampen,

Og denne gamle, dog ei svage Haand

Skal løfte dig paa Kongestolen.

Ja, Toke! ja, jeg skammer mig,

Af Mod og Anger Kinden blusser.

Med Hug og Mund jeg hylder Asers Magt,

Og i dit Fied jeg djærvt for dem skal kæmpe,

For dem, for dig og for mig selv,

Og vorde Skjoldungnavnet værdig.

Nu kiender jeg min Fostersøn igien.

Naar det kun ei er Spaanens falske Lue,

Som blusser vel i Luft en føie Stund,

Men uden Næring brat igien udslukkes.

Ei maa du vredes, Herre Konge!

Fordi jeg spørger dig saa frit:

Hvad vil du med de mange Snekker?

Hvad jeg vil? nei, du skulde spørge,

Hvad Stormen vil, at jeg skal giøre

Her, hvor jeg aldrig gider kommet,

Ret fra den Stund, du husker nok,

Den Juleaften.

                                    Ikke saa jeg meente!

Men hvi du nu i Alderdom

Vil give dig paa Vikingstoge;

Hvi ei du tøver hjemme nu

I Ro, derom jeg vilde spørge.

Og du jo svaret har dig selv!

Du vil, at jeg skal tøve hjemme

I Ro, ja, naar jeg havde Ro.

Nu er jo Palnatoke tæmmet,

Og Svend er sikkert ogsaa død.

Maaskee. Det var vel og det Bedste;

Men har du glemt det gamle Sagn

Om Randver, der han skulde hænges,

Hvordan han plukkede en Høg

Og sendte Høgen til sin Fader,

Og Jormunrek paa Høgen saae saalænge,

Til han forstod med tung og bitter Sorg,

At han var sønneløs. Mig ogsaa tykkes,

Det er heel underligt at døe

Og ingen Søn at efterlade.

                                    Fødtes end Sønnen

                                    Sildig, dog bedre

                                    Er det, end ingen

                                    Arving at eie;

                                    Sjelden staae tætte

                                    Bautastene,

                                    Reise ei Sønner

                                    Dem efter Fædre.

Er saa ei sagt i Havamaal?

Hvorledes er det med dig? Herre Konge!

Saaledes talte du jo aldrig før.

Jeg troer, at du har Sot.

                                                Ja, Helsot.

Jeg og har levet mange, mange Aar.

Hvorlænge er det nu vel siden

Den Juleaften?

Ogsaa jeg

Er siden den Tid vorden gammel.

Men, gaae vi ikke altfor langt

Fra Skibene? Du kunde trættes.

Ja, jeg er allerede træt

Af denne Gang, som af den anden.

Hist er en Steen, en mægtig Steen,

Der kan vi sætte os og hvile

Og tale om den forbigangne Tid.

Nei, Konge! Sædet er for haardt

Til dine gamle, møde Lemmer;

Vi snart kan naae igien dit Skib,

Der kan du dig langt bedre hvile.

Vist ikke, Fjølner! Hvilken Steen!

Hvad om vi kunde faae en saadan

Paa vore Høie! Vil du troe,

Den kunde skygge over begge,

Og naar de lange Tider led,

Man skulde dog i Danmark mindes,

Hvem der fik slig en Bautasteen.

Din Tale er heel underlig, min Konge!

Hist er en anden Steen, og den

Er ei saa høi, saa ubekvem til Sæde.

Jeg troer, du ræddes for den Steen,

Kan du nu ikke klavre længer?

End kan jeg mindes, da du sprang

Med mig fra Skib til Skib i Fjorden,

Og saa fra Skib paa Land. Kom nu!

Saa vil vi see, hvem af os begge

Der først kan klavre op.

                                                Nei, nei,

Jeg kan ei klavre, du og neppe.

Kom med til denne lille Steen!

Der kan vi sidde ret i Mag.

Du glemmer nok, at jeg er Konge,

Og hvad jeg vil, det vil jeg; kom!

Og du skal see, at jeg kan klavre;

Kan du ei vinde op, saa tøv

Kun nedenfor! du est jo ogsaa

Af Trælleæt.

                            Besynderligt!

Var det ei hist ved hine Træer,

At Knud sprang op? og denne Steen!

Hvad! Hu! hvor blev du, Fjølner! kom dog

Og see! Er Mosset ikke rødt

Paa denne Side?

                                    Nei, mig tykkes,

At det er guult, en Smule brunt.

En Smule! ja han havde ogsaa

Alt dengang mistet meget Blod,

Det var jo kun de sidste Draaber,

Som dryppede paa denne Steen!

Og det var allerede meget,

At Mosset blev en Smule brunt;

Men det giør sagtens Broderblodet.

                                    Brødre skulle

                                    Slægtskab bryde,

                                    Hinanden dræbe,

                                    Frænder svige

                                    Næste Frænder.

                                    Sværdtid, Skjoldtid,

                                    Vindtid, Ulvtid,

                                    Før Ragnarokke.

Kan du ei mindes, Fjølner! disse Ord?

Saa mælte Knud i Dødens Vaande.

Det var mig tit, som Nogen raabte

Dem i mitt Øre, aldrig dog

Saa høit, saa frygtelig de løde,

Som nu i denne fæle Stund.

Er det vel Stormen, som i Skoven hviner,

Hvad heller mæler denne Steen?

Du sagde nys, jeg var af Trælleæt,

Du seer dog ei, at mine Lemmer ryste;

Men vel det undrer mig, at du,

En Christen, gruer ved at tænke

Paa hedensk Kvad, paa Noget, som

En Hedning kvad, for dig at skrække.

Hvad har du giort? Det Samme jo,

Som dine gamle, priste Frænder,

Som Regner Lodbrok selv: en Mø

Du saae, som du fik Lyst at eie,

Og Ormen, som sig trindt om Buret vandt,

Ham stak du, og gik ind og favned Møen;

Fordi den Mø ei Thyra hed, men Danmark,

Fordi den Orm hed Knud, hvad skader det?

Men Regner, han, som Ormen stak,

Han blev og stungen død af Orme,

Det har du glemt.

                                        Ja, det er vist,

At jeg har meget glemt, som du end mindes,

Og aldrig har jeg hørt endog en Hedning

At tyde saa paa sig de gamle Eventyr.

Hvad vilde vel din fromme Moder sige,

Hvis hun dig hørte kvæde gammelt Digt

Med samme Fynd, som Klerke synge Tider?

Min Moder! ja, jeg skylder hende Meget.

Nu lystig, Fjølner! spring til Skibs!

Og hent mig alle mine Mænd

Med Touge og med Løftestænger!

Og jag saa Nogle ud i Landet trindt,

Og lad dem drive mine Bønder hid,

Med Stænger og med Reb og Øxne,

Thi her er Arbeid for dem Alle!

Nu er jeg engang blevet glad igien.

Min Konge!

                            Ja, din Konge er jeg,

Men derfor skal du ogsaa løbe

Alt hvad du kan, thi du kan troe,

At her er ingen Tid at spilde.

De Døde er just ei at spøge med,

Og hvad man lover dem, det maa man holde.

Nu! hvorfor nøler du! kun rask!

Jeg ræddes for dig, Herre Konge!

Du seer saa vildt.

                                    Nei, hør til ham,

Fordi man stundom er lidt lystig!

Hvad havde jeg for alt hvad jeg har giort,

Hvad var der ved at være Konge,

Naar jeg, som du, var aldrig glad?

Nu ingen Snak! men løb!

                                                    Jeg maa

Vel gange, naar du saa befaler,

Men saa er du jo ene her!

Jeg ene? du kan aldrig huske,

At jeg er Konge. Alle Ting,

Det Døde som det Levende, maa snakke

Med mig, saasnart jeg ikkun vil.

Nu skal du bare høre:

Hvorfor er du saa brun, du Mos!

Har du vel Lyst at blive flyttet,

Du store Steen! til Jelling-Høi?

Ja rigtig! ja det vidste jeg

Da nok, hvorfor du Lødd har skiftet,

Men vil du flyttes? nu saa svar!

Jeg troer, at ogsaa du har Nykker

Og stoler paa, jeg ei er ung;

Men jeg skal vise dig, at Konger

Bli’r aldrig gamle, aldrig svage,

Saalænge der er Noget ungt,

Og om jeg saa dig overalt

Skal male med den samme Lødd

Som dette Mos, saa skal du flyttes.

Det gaaer jo herligt, hopsa, hopsasa!

Der kan du see, at det gaaer an;

Men den er tung, det kan jeg mærke.

Min Moder kommer til at vænne

Sig til et stakket Aandedræt;

Men hun gad ogsaa gierne sukke,

Imens hun leved, og hun alt

Vel nu er vant til lidt at knuges.

Dig hielpe Christ af Nød, min Konge!

O, jeg har ingen Nød, see der!

Jeg har den Hjelp, som jeg behøver.

Hvem er du ellers? jeg er Harald,

De Danskes Konge, som du seer.

Jeg er kun Christi ringe Tiener,

Men bytted ei med dig, jeg har,

Hvad du maa savne, Ro i Sind.

Hold Mund, du dumme Klerk!

O, lad ham snakke! det er Løier

At see, hvordan han skaber sig.

Din Stakkel! er det længe siden,

Saa reent du tabte din Forstand?

Du har den allerværste Galskab;

Du tænker, du kan finde Ro.

See paa den store Steen derhenne!

Den meente og, den vilde staae i Ro,

Men seer du nu, hvordan jeg triller

Den som et Hjul!

Jeg seer det, men

Det Hjul har Mandebeen til Axel,

Og bliver smurt med Mandesved

Og Mandeblod, det maa vel trille.

Ja, deri har du Ret, det hielper,

At den blev smurt med Mandeblod,

Men derfor skal den ogsaa trille;

Thi Alt, hvad der er smurt med Blod,

Maa aldrig stilles, aldrig stædes.

Det kan du ogsaa see paa mig,

Jeg er nu gammel, grumme gammel,

Men jeg kan aldrig have Ro.

O Gud! saa mærkede du Kain,

Saa dreves om den første Brodermorder.

Men siig mig, Konge! hvor skal Stenen hen?

Det skal jeg saamen sige dig.

Du veed, min Moder hun hed Thyra,

Min Broder hed Knud Daneast,

Thi Danske godt ham kunde lide.

Min Moder holdt dog meest af mig,

Thi naar hun sang, saa sad jeg stille

Og lærte Noget udenad

Af det, hun sang, og naar hun spurgte,

Om ligesaa jeg vilde sjunge

Og være Christen, dersom jeg blev Konge,

Saa svared jeg bestandig: ja,

Fordi mig tyktes, det var herligt

At være Konge, som det ogsaa er.

Jeg hørte tit, hvordan min Moder sukked,

Naar Nogen nævned Knud, og tit

Hun sagde til mig: hvis han lever,

Saa bli’r du aldrig Konge, han,

Den Hedning, bliver det. Da tænkte

Jeg mange Gange paa, om og

Det just var sagt, han skulde leve,

En Klerk fortalte mig, det var

En hellig Idræt ham at dræbe;

Jeg dræbte ham, min Fader Gorm,

Han døde flux af Sorg og Harme,

Saa blev jeg Konge.

                                            Dyrt var Kiøbet.

Hvordan? var det saa dyrt? du er

Jo ogsaa Christen, og min Popo

Har sagt, at Christendommens Urt

Des bedre groer, jo mere Hedningblod

Den giødes med, og Knud var Hedning

Og kom til Helved, men til Himmerig

Skal jeg, fordi jeg fik ham fældet.

Men veed du hvad? det er dog tit,

Jeg troer, at baade du og Popo

Og Thyra løi og narrede mig kun;

Mig tykkes da, at jeg er Høder,

Som myrdede sin Broder Balder,

Den Elskede, og Fjølner! du,

Du er da Loke, du mig raadte

At overfalde Knud om Natten

Med mange flere Folk. Naar mig

Man smider i det sorte Helheim,

Saa skal du bindes her paa Stenen

Med Palnatokes Tarme, Stenen? ja

Den triller herlig, hopsa, hopsasa!

O, vee det arme Mandebryst,

Hvori med Himlen Helved strides!

Men dobbelt vee det Helvedbryst,

Hvor Satan uden Strid regierer!

Men seer du nu, den Steen skal staae

Paa Thyras Grav; thi jeg vil glæde

Min Moder med en værdig Bautasteen;

Den har kun een, en lille Rune,

Men den er ristet med mit Sværd,

Som dyppedes i Hedningblodet.

Naar Gorm kun ikke bliver vred!

Men det er sandt, o det var herligt!

Da Knud han skulde til at døe,

Da sagde han, jeg skulde myrdes

Paa ligedan en Steen, ifald

Jeg nu blev myrdet af en Hedning,

Saa kunde Gorm jo faae en Steen,

Som ogsaa var ham kiær. Ei sandt?

Det kunde jo gaae lige op.

Nei, vil du see, der sprang jo Rebet,

Og hele Flokken drat omkuld,

Den vil nok ikke trille længer.

O, vee de Arme, som opsluges maae

Af dybe Kløft imellem Christ og Odin!

Du gamle Graaskiæg! har du seet

Et større Hjul end det at trille?

Hvad kan ei trille, naar der kun

Er nok om Værket! Vil du sige

Mig, Konge! hvad dig tykkes størst:

Den store Steen, hvad heller Landet,

Den væltes paa? thi jeg har seet,

At hele Dannemark kan trille.

Du er da ogsaa gal, i Dag

Har Alle, troer jeg, tabt Forstanden.

Hvis du har og Forstanden tabt,

Da har i Dag du meget mistet;

Thi aarle, ret som Sol gik op,

Paa Viborg-Thing du Danmark misted.

Din Søn er kommen her i Fjord

Med Palnatoke.

Hvad? med Palnatoke?

Har Svend da rigtig sanket op

De døde Been og sat dem sammen?

Dog det er sandt, din Stakkel! du er gal.

Det er dog vel kun Løgn, du Gamle!

At Palnatoke skulde leve end?

Du kan jo faae det selv at see, thi længe

Det varer ei, før han er her,

Og der var mange Mænd paa Thinget,

Som vilde med herhen at see,

Om I nu og var blevet færdig

Med jeres Steen. De meente, at

Da nu Saameget skulde flyttes,

Saa var det bedst at flytte Alt.

Den Steen kan vist ei heller trille,

Undtagen den bli’r smurt med Blod.

I tappre Jotlands Mænd! jer Konge ...

Hold Mund! jeg kan jo snakke selv.

I veed, jeg har en Søn, jeg avled

Ham just engang, da jeg var gal,

Og derfor er han vred, og kommer

Her, for at slaae mig selv ihjel.

Nu er jeg klog og har i Sinde,

Den Ting skal giøres om igien.

Han er kun vred, fordi han lever,

Derfor vil jeg ham slaae ihjel,

Saa tænker jeg, han bli’r fornøiet.

Jeg seer, den Steen vil ikke bort

Fra Fjorden, en tre, fire Stykker

Af Jer kan nu gaae hen igien,

Og bære den paa jeres Skuldre

Til Fjorden, og saasnart som Svend

Da kommer, skal I strax den smide

I Panden paa ham. I kan troe,

At han vil føle, hvor den rammer,

Saa dumper han med den til Bunds,

Og I skal see, hvor det vil boble.

Nu! skynd jer! hvorfor nøler I?

I mene, det er Synd for Stenen,

Den kan vi trække op igien!

Nu! vil I ikke? ja, saa kan jeg selv.

Der ganger Harald, eders gamle Konge,

Hans Fødder vakle, skaldet er hans Isse.

Da I opvoxte, graanede hans Haar;

Men Himlen gav ham dette lange Liv,

Paa det at eders Sønner skulde skue

I ham hans Moder: Thyra Danebod,

Hun, som bespiste eders Oldefædre,

Og redded dem fra Sultens tunge Død,

Som Heder rydded, og som Landet bygged,

Som reiste Danevirke op med Kraft

Til Jotlands Værn, som ikke end i Døden

Fra eder og fra Jotland vilde skilles.

Kong Harald kaldte jer. End før sin Død

Paa Thyras Høi en Steen han vilde reise,

Som giennem Aldre kunde vidne om,

Hvor elsket Thyra var, hvad Jotland mægted.

I knurred over store, tunge Værk,

Og ei det undred mig; I aldrig Thyra

Har seet, I saae ei, hvad hun led

For eders gamle Oldefædres Skyld;

Men medens Harald ægger jer til Vrede,

Fordi han er en altfor kierlig Søn,

Da kommer Svend, hans egen Søn, med Vaaben

Og med en Vikingsflok, at dræbe ham

Og hærge Landet, som hans Sæd mon være.

Der Harald spurgte denne onde Færd,

Af Sorg, I hørte det, sit Vidd han tabte.

Jeg fulgte ham i trende Snese Aar,

Min gamle Fod mig knap vil bære længer,

Og Haanden ryster, men endnu engang

Til Hevn for Harald skal jeg Sværdet løfte.

Vil I gaae med til Strid for Thyras Søn?

Hvad heller vil I Oldingen forsage,

Og hylde Æsas, Trællekvindens Søn?

Til Strid, til Hevn for Thyras Søn!

Hvor er vi? er her ingen Stub

Og ingen Steen, hvor jeg kan hvile?

Men, Herre Konge! hvorfor vilde du

Ei blive paa dit Skib og hvile?

Jeg kunde ei, det stærke Vaabengny

Blev ved at dundre for mit Øre.

Jeg veed ei selv, hvordan det er,

Mig tykkes, jeg var glad i Morges,

Nu er jeg saa bedrøvet og beklemt.

Det maa du ikke være, Herre Konge!

Alt kan jo blive godt endnu.

Vi seirede, og Svend kan ikke flygte,

I Morgen er han i din Vold.

Og er det derfor godt? ham kan jeg dræbe,

Men ikke Angsten i mig selv.

Her er en Steen.

                                        O, lad mig komme

Derhen! — Saa! det var godt, men, hu!

Hvor det er mørkt og sort og skummelt!

Kan I ei tænde os et Baal,

Som dog kan lyse lidt i Natten?

Hvad skal jeg giøre, Fjølner! skal jeg ei

I Morgen mig med Svend forlige?

Jeg døer dog snart, og kan ei længer selv

Regiere.

                    Skal da Palnatoke leve?

Ja, Palnatoke! hvem kan dræbe ham,

Som kunde løbe ned ad Kullen

Og leve dog? Endnu har Odin Magt,

Da sine Venner han formaaer at frelse.

O, vidste du, hvor mat og syg jeg er!

Paa Strid og Had jeg ikke meer kan tænke,

I Hjertet faaer jeg aldrig mere Ro,

Men udenfor mig vilde jeg saa gierne

Dog have Fred, maaskee jeg kunde da

Lidt mere rolig lægge mig i Høi;

Thi du kan troe, min Tid er snarlig omme.

Du skulde sove, det vil styrke dig;

Det Andet skal nok jeg besørge.

Ak nei, jeg har jo sovet længe nok,

Jeg vaagned først ved Sværdclarmen,

Men Søvnen har ei kvæget mig,

Jeg laa og drømte om saa Meget,

Om Knud og Gorm og Thyra. Nei

Jeg vil ei sove meer. O! kunde

Jeg have tænkt mig denne Stund,

Jeg vilde aldrig været Konge.

Saa skal da Jetter altid seire!

Saa er da Asers Magt forbi paa Jord!

Dog nei, det kan, det maa ei være,

Og dog, hvad bringer vel den Dag,

Som ruges ud i dette fæle Mørke?

Ja, bragte den mig Heltedød!

Men Sværde vil mig ikke saare.

Da Hildur sveg os, trængte jeg

Mig ind i største Mandevrimmel,

Men kunde hverken vinde eller døe,

Og fanges jeg! nei, før mit eget Sværd

Skal sende mig til Valhals Guder,

Og hvorfor ikke nu i denne Stund,

Som er min egen? Hvi fremdrives

Jeg saa? Hvad kan vel findes her?

Hvad blusser hist? er det et Baal?

Hvad aner mig!

                                    Ja, det er Valhals Lynglimt!

Hvem er vel det, som sidder der

Paa Stenen? er det ikke Harald!

Det er, det er den feige Niding, som

I Dag jeg søgte, men ei kunde finde,

Fordi han fjæled sig. — Nu vel!

Saa dø da Nidingsdød, du Niding!

Hvad er det Gule vel, som skinner hist?

Jeg Intet seer, det er vel Luen,

Som kaster Skinnet paa et Træ.

Men Luen skulde ikke skinne saa,

Der kunde komme En og see os her.

Jeg er saa bange, slukker Ilden!

Jeg døer, o Christus! Christus eller Odin!

O, hvilken Gud tør jeg vel dristig nævne?

Ak Ingen, Ingen, jeg maa døe alene.

I mange hundred Aar sig ei har sanket

En saadan Mandeflok i Ring,

Fra Øresund og Blekings kierne Kyster

Til Jotlands Grændseskiel er ei

En Ø saa liden, ei et Syssel,

Hvorfra jo her sees Mænd i Kreds;

Men heller aldrig er i Danmark stevnet

Et saadant Thing, og aldrig drev

Saa stor en Nød de gamle Fædre

Til Stevne. Nys er død en Drot,

Hvis Hylding Faa af os kan mindes;

Dog før er Konger døde, og med Ret

Vi for den Døde os en ny udkaare;

Men Meer vi tabte i de sidste Tider,

Thi vore Fædres Guder tabte vi,

Først nu er Danmark høvdingløs at nævne.

Vi kom her, for at kaare os en Konge,

Og for at kaare Guder. Siger nu!

Hvorom skal der vel handles først:

Om Kongen eller om de høie Guder?

Om Guderne, om Guderne!

                                                        Velan!

Saa vælger da imellem Christ og Odin,

Imellem ham, som blev fra Arilds-Tid

I Danmark dyrket, som gav Seier

Til Fædrene, og efter stolte Liv

Paa Jord dem favnede i Valhal;

Og ham, hvis Dyrkere vi selv

Og vore Fædre have kiækt betvunget

Ved Odins Hjelp, som bruge Kors for Sværd,

Og fare ned til Helas skumle Bolig,

Hvor giftig Taage hvert et Aandedræt

Forpester, og hvor evigt Mørke ruger!

Ei Begge kan I tiene, og kun Børn,

Ei Mænd det egner saa at vakle;

Thi vælger nu med velberaadet Hug

Imellem Kraft og Svaghed, Krist og Odin!

Ei vil vi dyrke hviden Christ,

Men Odin: Thor og Frei og Odin.

Naar det er eders faste Vilje, naar

I har besluttet, at de høie Aser

Skal ene være eders Guder ...

                                                                Stands,

Du Hedning! og forfør ei Folket,

Og bind ei Munden paa de Mange her,

Som døbtes, og som mærkedes med Korset!

Frem, christne Mænd! bekiender eders Tro,

Og siger hvem det er, som I vil dyrke!

Paa Christus, paa hans Fader, og

Den Helligaand vi troe, men ikke

Paa Odin, eller nogen Afgud.

I Mænd, som holde ved den gamle Sæd!

Som sankes vil med eders hierve Fædre

Paa Odins Bænk i skioldbelagte Sal,

Som vil hos Freia favne eders Møer,

Som tør i Ragnarokes haarde Strid

For Aser kæmpe, staae mod onde Jetter,

O, skynder eder hen i Guders Lund!

O, dvæler ei hos denne vantro Skare!

Hofgoder, I, som Odin hylder! frem!

Og følge Hver, som vil i Valhal glædes!

                            Smitted en vanhellig Fod

                                    Hellige Kreds,

                            Hastelig visne den Fod!

                                    Kredsen er reen.

                            Stenene stande i Kreds,

                            Tregange Tregange Ni,

                            Tregange drage vi rundt,

                            Rundt om den hellige Kreds.

Hammerens Tegn

                            Vier og værger.

                            Jette og Trold!

                            Viger for Hammerens Tegn!

                            Kraftens hellige Steen!

                            Længe du stod

                            Øde i Gudernes Lund,

                            Taus og forladt;

                            Atter vi knæle paa Steen

                            Trindt om din Fod,

                            Odin har vundet i Nord,

                            Stor er din Priis.

                            Austri og Vestri,

                            Sudri og Nordri,

                            Dværgene, bære

                            Himlen paa Skuldre,

                            Saa bære fire

                            Stene mod fire

                            Hiørner den høie,

                            Hellige Steen.

                            Mægtige Guder!

                            Skuer til Jord!

                            Svæv over Lunden,

                            Venlige Njord!

                            Noatuns Konge,

                            Altrenes Drot!

                            Sku du vor Idræt,

                            Lyt til vort Kvad!

Solen og Maanen

                            Skinned paa Himlen,

                            Straalende Freia

                            Skinned i Sal,

                            Listige Jetter

                            Vilde dem røve,

                            Hesten dem redded,

                            Derfor er Hesten

                            Aserne kiær.

                            Solen og Maanen

                            Skinne paa Himlen!

                            Straalende Freia

                            Skinner i Sal;

                            Jorden oplyses,

                            Hjertet opglødes,

                            Hesten det voldte,

                            Derfor vi offre

                            Hesten til Aser

                            Her udi Lund.

                            Kniven jeg sliber,

                            Hvislende piber

                            Tørstige Steen.

                            Piblende Vædske

                            Snarlig skal lædske

                            Tørstige Steen.

Akathors Vogn!

                            Hører du hellige Døn?

                            Valhals forsonede Guder

                            Nærme sig. Knæl!

                            Bed dem med luende Andagt

                            Blive os nær!

                            Skued du Straalen,

                            Hvor den sig hvirvled

                            Ned over Kredsen,

                            Sagtelig rørte

                            Alterets Kanter,

                            Hvor den med Raslen

                            Nedsank i Hestens

                            Viede Tinding?

                            Hellige Guder!

                            Selv har I kaaret

                            Offeret nu.

                            Kniven er hvættet,

                            Brat vorder tvættet

                            Alterets Steen.

                            Det flyder, det flyder,

                            I Bollen sig gyder

Det rygende Blod,

                            Mod Himlen det ryger,

                            Mod Gudernes Borg,

                            Og Teignen bestryger

                            Den mossede Steen;

                            Graa var dens Lødd,

                            Nu er den rød.

                            Saa staar i Kampen

                            Graa Væv af Stridsmænd,

                            Faste som Kamp:

                            Graa stander Væven,

                            Rødmer i Kampen,

                            Skifter sin Lødd.

                            Skuer du Odins

                            Hungrige Fugle?

                            Hører du Ravnen

                            Skrige i Luft?

                            Vel har behaget

                            Mægtige Aser

                            Selvkaarne Offer.

                            Pris da de vældige

                            Guder i Valhal!

                            Drik deres Minne!

                            Kæmp deres Strid!

Hvor er min Fosterfader Toke?

Han tidlig gik fra fulde Horn;

Han bliver gammel, kan jeg mærke,

Og elsker høit sin Nattero.

Men, Fjølner! gamle Skielm! hvorledes

Kan det vel være, du er her?

Din Krop er dog endnu lidt ældre.

Ja, Konge! jeg har aldrig havt

For Skik paa egen Mag at tænke.

En Tiener skal jo tiene, og kun slet

Det sømmer sig for ham sig selv at raade.

Mit Øie meente, at det fik sit Lys,

For vel at agte paa min Konges Øie,

Og prøved aldrig paa at lukke sig,

Saalænge det saae Kongens aabent.

Saa tiente jeg i trende Snese Aar

Kong Harald, saa jeg Svend vil tiene.

Det kan jeg lide, Gamle! saa jeg vil,

At alle mine Mænd skal tænke.

At Alle skulle tiene dig saadan,

Som de din Fader Harald tiente?

Om Palnatoke dig nu tiente saa

Som Harald, var du dermed tient?

Hvordan? jeg er jo ikke Harald.

Siig mine Hirdmænd: de kan gaa!

Kom saa igien!

                                    Hvor det dog løber

Mig rundt i Hovedet! jeg veed

Ei, om det Mjøden er, som avler

De sære Tanker i mit Sind.

Men Toke har mig jo opfostret

Og giort til Konge. Skam dig, Svend!

Du sagde mig jo, Herre Konge!

Jeg skulde komme hid igien?

Jeg siger, at jeg veed ei, hvad jeg sagde,

Men hvad du sagde, var vist vel betænkt.

Og skulde jeg da tale til min Konge,

Og ikke tænke først? hvad heller var

Det Ret at tale, som jeg ikke tænkte?

Det har jeg aldrig giort, og giør det da

End mindre nu paa mine gamle Dage.

Kan du ei Sandhed lide i din Gaard,

Saa jag mig bort! og jeg vil bede Toke

At give mig en Jordplet for min Arv,

Hvor jeg kan døe i Ro.

Aa Sludder, Gamle!

Jeg meente kun, at hvad du sagde før

Om Palnatoke, var, fordi du vilde,

Jeg skulde hade ham som du.

Jeg hader ham, og hader ham med Rette,

Men hvad jeg sagde, sagde jeg, fordi

Jeg ikke under dig din Faders Afgang.

Han har jo ikke Harald dræbt.

Just ikke han, men denne Piil det giorde,

Og Haanden, som i Buestrængen trak,

Da Pilen fløi og rammede din Fader,

Den har dog og lidt Deel deri.

Jeg kiender Pilen paa dens gyldne Spidse,

Det er den samme, som min Brodersøn

Tog af sit Kogger til Kong Harald,

Da Æblet han af Aages Hoved skiød.

Men denne Piil dog ogsaa kunde have

Lidt Ærinde hos Harald.

                                                    Derom vil

Vi ikke strides, jeg var Haralds Ven

Og ældste Tiener. Jeg kun vilde,

Du skulde see, det var den samme Toke,

Som Pilen skiød, og som i Dag

Gav sine Guder Skyld for Skuddet.

Jeg veed nu ei, om du kan være tient

Med Undersaatter, dog, det Ord ei duer,

Med Kæmper, som tør dømme Kongen selv,

Og straffe ham paa deres Guders Vegne.

Tag dig i Agt! meer siger jeg dig ei.

Du faaer mig aldrig til at tænke,

At Toke, som har fostret mig,

Hvem Folket vilde havt til Konge,

Men som mig skaffed Kongenavn,

Har Ondt isinde. Veed du Noget,

Saa lad mig høre! — Hvorfor tier du?

Fordi det dog jo nytter ei at tale.

Forglem, at jeg har Noget sagt,

Og tro kun Toke! han forlader

Dig sikkert ei, undtagen hvis en Piil

Fra Guderne dig traf, da kunde

Han som en Asadyrker ei

Beklage dig, men maatte takke Odin.

Hvordan? Hvad mener du med det?

Hvad Toke meente, da han svor: en Christen

Ei mere skulde klæde Kongestol.

Om Saxlands Keiser nu dig nødte

Til Christendom, om selv du fandt,

Naar sære Jærtegn du beskued,

At det var godt at troe paa Christ,

Og altfor tungt at staae imod

Saa stærk en Herre; mon da Odin

Ei kunde faae det Indfald, ved en Piil

Fra Tokes Haand, at nøde dig til Valhal?

Men jeg vil ikke troe paa Christ.

Jeg kun forstaaer mig lidt paa Troen,

Og veed ei, hvilken der er bedst;

Men snart er halve Danmark christnet,

Hvad vil saa du?

                                        Saa faaer vel jeg

At følge Strømmen.

                                            Og naar den du følger,

Hvad giør saa Toke, mener du?

Hvor veed vel jeg, hvad han vil giøre!

Din Tale giør mig hardtad gal.

Gid den dig giorde klog, forsigtig!

Du kiender Jomsborgs Vikingsflok,

Du hørte, at i Dag paa Thinge

Meer end det halve Folk sig laved til

At hylde Toke; naar han vredes

Paa dig engang! hvad saa?

Jeg seer, at han kan vorde farlig,

Men skulde jeg vel derfor dræbe ham!

Du skulde ligne ham; heel listig

I Dag han Kongenavnet ei

Modtog, men vilde heller bie,

Til Alt blev modent. Dræbe ham,

Sig just for dig ei sømmer, men jeg mener,

Du giorde vel, om du ham bød

Til Arveøllet efter Harald;

Naar Pilen da gik rundt omkring,

Naar trodsig han ved Pilen kiendtes,

Naar ikkun Haralds Venner sad paa Bænk,

Da blev vel Harald Blaatand hevnet.

Du havde ingen Skyld, men du

Sad fastere paa Kongestolen.

Men var det ei en Nidingsid

Af mig at lokke ham i Snaren?

Saa lad ham være løs saalænge,

Til Pilen dig har naglet fast!

Nu vil jeg sove. Mjøden og din Tale

Har reent fortumlet mig, jeg veed

Ei mere nu, hvad jeg skal tænke.

Jeg ønsker dig en rolig Søvn,

Dog ei saa rolig som Kong Haralds.

O, hvilken Lyst at dvæle her

Imellem disse gamle Stene,

Som bare Fædrene, hvergang

En Skioldung kaaredes til Konge!

O, dobbelt Lyst at dvæle her

I denne Nats det lyse Mørke!

See, hvor de Stjerner tindre mildt,

Som hver af dem var Freias Øie!

En Skikkelse fremskrider hist,

Naar færdes Mænd vel her saa silde?

Hvem er vel du, som vanker om

I Natten, og min Ro forstyrrer?

Jeg kommer for at søge dig,

Du ganger her omkring med Gammen

I Mørket, fordi Mørket vandt,

Og om din Gammen end jeg spildte,

Da var det Ret, thi du i Dag

Har spildt min Sjels den største Glæde.

O Toke! Toke! du har kæmpet

Mod Lyset, mod den klare Sol.

Du er den Klerk, som vilde her paa Thinge

Forføre Folket til at troe paa Christ.

Ei er du en af Saxlands fule Munke,

Men dansk, og, som mig tykkes, hierv;

Hvor kunde du saa skammelig affalde

Fra Fædreguder og fra Fædresæd?

Jeg er din Frænde Odinkar,

Som du jeg Aserne har dyrket,

Men tiener nu en bedre Gud.

O, Toke! hvorfor vil du ikke

Oplade Øiet?

                                Kom og sæt

Dig her paa Stenen! vi vil tale

Om Gudernes den hellige Natur;

Thi, som mig tykkes, er du ingen Daare,

Og farer ei med usselt Giøgleri,

Som Popo og de andre Klerke.

Jeg troer paa Aserne, fordi

Jeg troer, det saa er Ret, men kunde

Du vise mig, det ei var saa,

Da og min Tro jeg vilde skifte.

Jeg veed det, Toke! du er ikke Hedning,

Som Mange ere det, og ei

Du Lyset trodser blind i Mørke,

Men kun i Mørket seer du Lys;

Du elsker kun de kolde Stjerner,

Og hader Solens varme Glands.

Man vorder lad og dorsk i Heden,

Naar ei den blander sig med Kuld.

Naar Solen blusser hver en Morgen

I Østen frem, og Stjerner flye,

Hvad mener du vel, det betyder?

Med Natten kæmper Stjerners Lys,

Som Aserne med Jetter kæmpe.

I Ragnaroke Aser skal

Med Jetter falde, endt er Nattestriden,

Og Solen straaler frem i Glands,

Det aner jeg ved Morgengryet.

Men, naar nu Jetter kunde fældes

Før Ragnaroke, maatte da

Ei Aser og med dem forsvinde?

De maatte; men det kan ei skee,

Saalidt som Døgn kan vorde idel Dag.

Kan Asernes og Norners Fader

Ei avle En, som, mere tro

End Odin, Jetterne vil fælde?

Er Guddomskraften to? kan Ymers Krop

End staae, naar Ymers Æt udslettes?

Det er et Jærtegn, som vi ei

Begribe, men som selv forkyndes

I vore gamle, dunkle Sagn:

Naar Jord og Alt paa Jorden græder,

Da stiger Baldur op fra Hel;

Men stiger han, da Ymers Legem

Fra Smitten renses, thi det græd.

Din Kløgt er større end jeg tænkte.

Alfader sendte ned sin Søn,

Og Sønnen steg til Helas Bolig,

Der bandt han Jetters fæle Flok;

Men Baldur op han med sig førte,

Og denne Søn var hviden Christ.

Heel underligt er hvad du siger,

Men Aserne! hvor bleve de?

Hvor blive de i Ragnaroke?

Med Hødur stige de til Gimle.

Med Baldur Hødur steg fra Hel.

Kan du end spørge længer, Toke?

End spørger jeg: er Kraften to?

Kan blinde Hødur naae til Gimle,

Før did ham lyser Surturs Ild?

Kan Aser uden Kamp nedfældes?

Og hvem kan bundne Jetteflok

Med Fenrisulv og Midgaardsormen

Udslette, naar ei stærke Thor

Og tause Vidar mere aander?

Hvad mener du vel mægter bedst at lyse,

Alfaders Sol, hvad heller Surturs Ild?

Naar Aser leve, kan ei Fenrisulven

Og Midgaardsormen dræbes, som du veed,

Men om nu Aserne ei faldt,

Om disse Verdens stolte Guder

Blandt Jetter lagdes fast i Baand;

Om evig dem Alfader straffed

Med evig Kval i Surturs Lue;

Var det da ikke Ret?

                                            Hvordan?

Kan eders Gud sig selv da pine,

Og skal det Onde aldrig dø?

Skal Baldur ei med Hødur bygge

Paa Seierstøtten? skal fra Fielderod

Ei Nidhøg drives med sin Ormeyngel,

Og synke ned i Ginnunggab?

Skal Alt da engang Eet ei vorde,

Skal Meer end Gimle være til?

Det er en ond, en farlig Lære,

Og, trods dens fine Troldekløgt,

Jeg klarlig seer, hvorfra den stammer:

Alt længe Jetterne med Magt

Mod Aser kæmped, men forgiæves,

Nu stræbe de med selsom List

At vinde end i Ragnaroke;

De vil indbilde os, at alt

De ligge i et evigt Fængsel,

Naar vi da glemme mandig Kamp,

Og stille vores Liv hensover,

Da ødes Valhal, sorte Hel

Os griber, onde Jetter seire.

O, vee os! at saa skammelig

Vi Volas dybe Kvad forglemte,

Forglemte Aserne og kun

I Templet deres Støtter æred,

Thi derfor misted vi vor Kraft,

Og Jetter Asaturs Børn kan daare.

O, Frænde! hielp mig at fornye,

De herlige, de svundne Tider!

Nei, Frænde! nei, heel vel jeg veed,

Paa hvem jeg troer, han sviger ikke.

Forsonet er jeg med min Gud

Og trænger ei til Valhals Kampe,

Ei meer behøver jeg min Lid

Til Ragnarokes Strid at sætte,

Thi endt er Jetters onde Magt,

Og knust er Midgaardsormens Hoved.

Det mener du? har du da glemt

Det gamle Sagn om Thor og Hymer,

Som ender med de mærkelige Ord:

Vel sige Mænd, da Thor sin Hammer

Udkastede, blev Ormens Hoved knust;

Men det er sandere at sige,

At Ormen ligger end i Hav

Og vinder sig om alle Lande!

O! tro ei disse onde Løgne,

Lad dig ei daare af en Glands,

Der blænder, men vor Kraft fortærer!

Ei dræbes Kraften, skiøndt ei meer

Den mæler høit i Vaabengnyet;

Den virker stille, inderlig,

Og dræber daglig onde Jetter.

Dog — klart jeg seer, det nytter ei

At ville dig til Christus føre,

Du er stadfæstet i en vildsom Tro,

Og ingen Styrke mægter dig at rokke;

Ei vil jeg dømme, thi jeg vil ei dømmes,

Og vel jeg veed, din Hug er ikke ond,

Men syndig er din Id og dertil daarlig,

Thi medens Christi rene Lære du

Vil standse, prøver du at standse

Selv Tiden i sit Løb; den visne Urt

Skal paa dit Vink med friske Blade prange.

O, Daare; mener du, fordi

I Dag de gamle Guder seired,

At længe deres møre, raadne Stol

Kan staae, før heel den sønderbrydes?

See dig omkring, fra Romaborg

Til Eideren har Christus vundet.

Men her i Norden, Asers Hjem,

Her, hvor den høie, prude Kæmpetro,

Er groet imellem Klipper frem,

Kan den vel og som Klippen stande.

Jeg ærer Fædrene i Nord,

Og jeg beundrer dem, som kunde

I Mørket saadant herligt Glimt

Opdage, men det er jo svundet.

I Norrig og i Svithjod selv

De Fleste troe paa egen Styrke;

Men Mange ogsaa troe paa Christ

Der, som i Danmark.