Erklæring
(Til Laura.)
(Til Laura.)
Nylig Laura! eiegode Pige!
Fra din Elskers Arm du til mig saae,
Spurgte mig, hvorfor om Amors Rige
Aldrig dog jeg Strengen vilde slaae?
Skiønne! nu dens Toner skal forklare
Hvi om Elskov de saa tause vare,
Hvi ei Minnesangens Roes de snaae.
Laura! siig, om nogentiid den Blinde
Malte dig en yndig Foraarsdag?
Siig mig, om den Døve nogensinde
Roste Nattergalens ømme Slag?
Siig! mon den om Livets Fryd kan qvæde,
Den, der aldrig smagte Livets Glæde,
Men, hvis Lod var varig Kummers Nag?
Kiærligheds saa sødt beskrevne Smerte
Skiæbnen mig endnu ei kiende bød,
Ingen Pige skienkte mig sit Hierte,
Intet kælent Ønske for mig lød;
Ubemærkt, i Livets Dal jeg vanker,
Der min Søvn af Elskovs mange Tanker
Uforstyrret er endnu og sød.
Derfor ei endnu jeg Strengen rørte
Amors underfulde Magt til Priis;
Pige! derfor ei endnu du hørte
Mig at sukke ømt paa Elsker-Viis;
Dog — om Een, som dine Ynder pryde,
Mig et Smiil, et Haandtryk vilde yde,
Sikkert sang jeg da min Freds Forliis.