Her hvor Aftensolen smiler
Mat og rødlig ned,
Under disse Roser hviler
Emma sødt i Fred;
Svale Foraarsvinde lufte,
Liljer og Syringer dufte,
Engens Lærker Triller slaae,
Emmas Boelig ei de naae.
Blodet giennem Emmas Aarer
Ak! saa muntert flød,
Saare sielden Mismods Taarer
Faldt i hendes Skiød;
Glad hun stedse Glade søgte,
Munter hun med Muntre spøgte:
Pludselig fra Fryd og Leeg
Emma ned i Graven steeg.
Fire Vintre Emmas Øie
Nu alt tillukt er;
End i Kreds af siunkne Høie
Hendes frisk man seer;
Søstre om dens Grønsvær frede,
Fiernt dens Roser Vellugt sprede;
Mangen venlig Nattergal
Slaaer i denne Fredens Dal
Slumre i din tavse Boelig,
Emma, slumre sødt!
O! i Graven boer du roelig,
Mageligt og blødt:
Salig vorde dig din Hvile,
Engle til din Slummer smile
Fred af Himlen vennehuld
Svæve om dit kiære Muld!
Frankenau.