23. Kristjan den anden
Mel. af Chr. Bull.
Mel. af Chr. Bull.
Alle smaa Fugle i Skoven er,
over Høgene føre de Klage;
de rive af dem baade Fjer og Dun
og vil dem af Skoven jage.
Men Ørnen bygger i Fjældet ud.
Saa fløj de op i Egetræ
om Raad at spørge og søge.
hvordan de skulde en Konge faa,
der kunde dem fri for Høge.
Derom da sang en lille Fugl,
det var den usle Krage:
„Vi kejse til Konge den gamle Ørn,
da faa vi gode Dage!“
Og det var alle de Fugle smaa,
de gav dertil deres Minde,
og Fuglekonge da blev den Ørn,
en bedre var ej at finde.
„Det", svared’ i Hast den stolte Høg,
„tilstede vi ingenlunde;
skal Konning være den gamle Ørn,
vi alle maa gaa til Grunde
Der han det spurgte, den gamle Ørn,
han blev saa harm i Huen
og slog saa til den stolte Høg,
som Høg slog før til Duen.
Derover glædtes de Fugle smaa,
de sang med hver sin Stemme,
i Lunden var Fryd og Fuglesang,
mens Ørnen selv var hjemme.
Men sammen da faar den Høgehær,
den skjulte baade Mark og Enge:
„Nu lad os fare i Flok til Lund
at lyse den Ørn til Senge!“
Vel Duen fløj til den gamle Ørn
og vared’ ham ad hans Skade;
hun sagde: „Nu kommer den Høgehær,
du lave dem Birtingsbade!“
Dertil dog svared’ den gamle Ørn,
mens begge hans Øjne runde:
„For mange Mus de bide en Kat,
thi maa jeg rømme af Lunde“.
Fra Skoven da fløj den gamle Ørn,
det timedes saa ilde,
og alle de arme Fugle smaa
de fore om Raad saa vilde.
Nu Høgen sidder i Egetop
og breder vidt ud sin Vinge,
og alle de andre Fugle smaa
dem Sorrig og Nød mon tvinge.
Nu Kragen sidder paa baren Kvist,
ej mere den Høgen undte,
og Uglen flyver i stor Uro,
sig skjuler i Elletrunte.
Nu Viben med sin høje Top,
hun dukker i Agerrene,
og alle de Fugle, som kvad i Lund,
nu tie hver som Stene.
Der er nu Sorrig og Graad i Lund,
hvor før var Fuglesange;
mig ynkes over de Fugle smaa,
de Dage dem gjøres saa lange.
Gud hjælpe og ham, den gamle Ørn,
som flyver paa vilden Hede,
han véd sig hverken Ly eller Læ,
hvor han kan bygge sin Rede.
Men Ørnen bygger i Fjældet ud.