Nikolai Fogtmann (1788–1851)

Saa han talte med Taarer, og Flaaden giver han Tømmen,

Og til Kumas eubøiske Kyst han endelig glider.

Forstavnen vendes mod Hav, og Ankret med bidende Hage

Holder Seilerne fast; men Skibenes krummede Bagstavn

Ud paa Hesperiens Kyst; en Deel søger Sæden til Ilden,

Skiult i Flintens Aarer, en Deel henter Ved udi Skoven,

Vildtets tætbuskede Skiul og fundne Floder de vise.

Men den fromme Æneas søger den Borg, hvor Apollo

Ret en uhyre Hule; men opløftet Aand og Begeistring

Indaander hende den deliske Gud og det Vordende tolker.

Alt betræde de Trivias Lund og de gyldene Slotte. —

        Dædalus, Rygtet saa gaaer, da han flygted fra Minosses Rige,

Paa usædvanlige Vei han svømmed mod kølige Norden.

Endelig svævende let han stod paa chalcidiske Borge.

Disse Lande først givet igien, dig, Phøbus, han offrer

Sine de roende Vinger, og reiser Dig vældige Templer.

Aarlig, o Jammer! at yde som Straf, syv Ynglingers Kroppe,

Egne Børn! hist Urnerne staae med de udtrukne Lodder.

Høit fremrager det gnossiske Land paa modsatte Side:

Tyrens grusomme Elskov er her, og Pasiphae lønlig

Minotaurus der staaer, et Minde om skændige Vellyst.

Her er hiint konstige Huus og den heel forvirrende Irgang.

Inderlig rørt ved Dronningens heftige Kiærlighed aabned

Dædalus selv sin Bygnings med List indrettede Gange,

Skulde, hvis Sorgen det havde tilladt, faaet Plads i det Konstværk.

Togange havde han søgt dit Fald at bilde i Guldet,

Togange segnede Faderens Haand. Ja alting de havde

Strax beseet, hvis ikke den forhen udsendte Achates

Deiphobe, Datter af Glaukus, som taler saaledes til Kongen:

Ikke saadanne Syn sig skikke i saadanne Tider,

Bedre det var af urørte Hiord syv Øxne at slagte,

Og et lignende Tal af Smaaqvæg, tilbørligen udvalgt.

Ikke udsatte. Præstinden opkalder de Teukrer til Templet.

I den eubøiske Klippes Bryst er hugget en Hule:

Hundrede Aabninger føre derind og hundrede Døre,

Hvorfra Sibyllas Svar fremruller i saamange Stemmer.

Skiebnen at affordre Svar: see! Guden, see! og imens hun

Talede saa, paa Stand sin Mine og Farve hun skifted:

Haarene flagrede vildt omkring, og stønnende Brystet

Svulmede, Hiertet stormede grumt og større hun syntes;

Af den sig nærmende Gud: Du tøver med Løfter og Bønner,

Troer Æneas! hun sang, Du tøver, sig før dog ei aabner

Skrækindjagende Boligs Svælg: saaledes hun talte;

Derpaa hun taug, en isnende Gysen foer da igiennem

        Phøbus! du har over Trojas Nød dig altid forbarmet,

Du som styrede Paris’s Piil og dardaniske Hænder

Mod Æacidens Krop; saamange om mægtige Lande

Rullende Have jeg ledet ved dig har betraadt, jeg besøgte

Endelig nu har vi naaet Italiens flygtende Kyster.

Maatte dog Trojas Skiebne ikkun ei længer os følge!

Og det er Ret, at I nu forskaane Pergamiens Stamme,

Guder, Gudinder, I alle, som Iliums Glands have hadet,

Du som det Vordende veed, o! tillad (thi jeg fordrer et Rige,

Mig ved Skiebnen bestemt) at vi Teukrer i Latium bygge

Med de omvankende Guder og Trojas forjagede Skytsaand.

Da af Marmorets Steen dig, Trivia, Templer, dig, Phøbus,

Ogsaa dig venter en Helligdom stor udi vore Riger.

Der vil jeg giemme dit Svar og Skiebnens lønlige Udsagn,

Givne mit Folk, og udkaarne Mænd indvie dig, Hulde!

Ikkun nedskriv paa Bladene ei dine varslende Sange,

Selv du synge, jeg beder! — og saa han endte sin Tale.

        Seersken taalede Phøbus end ei; men ustyrlig i Hulen

Sværmer hun rasende vildt, om muligt hun kunde af Brystet

Støde den mægtige Gud, des meer han trætter den Vildes

Og nu aabned sig alt de hundrede vældige Døre

Villig, og Seerskens Svar de føre frem giennem Luften:

        Du, der omsider har endt Søfartens mægtige Farer:

Tungere dog dig vente paa Land: til Latinus’s Rige

Og skal de ønske de ei havde naaet det, thi redsomme Krige

Skuer jeg, Tiberen og at skumme med blodige Strømme.

Ikke skal Simois dig, ei Zanthus, ei doriske Leire

Mangle, en anden Achilles, alt udi Latium fostret,

Vige vil ingensteds bort: ydmyget i trængende Vilkaar,

Hvilke Italiens Folk og Byer maa du ei bønfalde!

Grunden til Nøden igien er en Qvinde, for Teukrerne fremmed,

Atter et udenlandsk Giftermaal.

Hvor det Lykken tillader! Den første Vei til din Frelse

Aabnes dig skal, som mindst du troer, fra Grækernes Byer. —

        Saa fra Løndommen spaaer Kumæerinden Sibylla.

Mørke Gaader hun frygtelig sang og hyled i Hulen,

Tvang den Rasendes Mund og vendte Brodden mod Brystet.

Snart Begeistringen veg og de rasende Læber sig stilled,

Da begyndte Æneas, den Helt: Af ingen Slags Trængsel,

Jomfru! nye Syner jeg saae, og intet uventet.

Eet jeg beder dog om, da det siges at her er en Indgang

Til underjordiske Drot og en Sø fra Acheron flyder:

Und du mig at see min elskede Fader og møde

Hans Blik. Vei du mig vise og aabne de hellige Porte!

Jeg paa min Skulder har frelst og reddet af Fiendernes Midte:

Han har mig vandrende fulgt; med mig paa Havene trindtom

Bølgernes hele Skræk og alle Himmelens Plager

Taalte den Svage, langt over Oldinge-Kræfter og Vilkaar.

Bedende ogsaa han bød. Over Sønnen og over hans Fader,

Hulde! forbarme dig dog, thi Alt du formaar: og forgieves

Ei har dig Hekate sat til at styre averniske Lunde.

Hvis sin Elskedes Siel fra Manes Orpheus har hentet,

Dersom Pollux ved vexlende Død har gienløst sin Broder,

Vandrende hen og tilbage saa tidt; thi hvi skal jeg nævne

Theseus, hvi Alkiden? Jeg og er Jupiters Ætling. —

Bedende talte han saa og favned det hellige Alter.

Troer, Anchises Søn! Du let nedstiger til Orkus:

Aaben ved Nat, ved Dag er den skumle Plutos’s Døre;

Men at føre tilbage dit Trin og at vinde til Luften,

Derved er Møie og Konst; kun faa, hvem Jupiter gunstig

Gudernes Børn, formaae det: opfyldt med Skove er Veien,

Trindtomkring i sorten Bugt sig Cocytus skyder.

Er det dog dit Hiertes Begiær, din heftige Attraa,

Togang at seile paa stygiske Sø, og togang at skue

Hør da hvad der forrettes maa først: Paa et Træ udi Skygge

Skiules en gylden Green med Blade og smidige Qviste,

Underjordiske Juno indviet og bedækket af Lunden

Heelt, og i Dalenes dybeste Skiød i Skygge indhyllet.

Førend guldbladede Frugt en Mand har plukket af Træet.

Det er den Skienk, som den skiønne Proserpina fordrer skal bringes

Hende som Hylding: den ene afplukt, en anden ei mangler,

Ogsaa af Guld, og en Green af lignende Malm skyder Blade.

Tag den med Haanden, thi selv frivillig og let vil den følge,

Hvis du har Skiebnens Kald; hvis ei, da ikke din Styrke

Vinde den kan, og det haardeste Staal kan ikke den fælde.

Ogsaa ligger din Vens afsiælede Legem henkastet,

Mens du søger Orakelsvar og dvæler paa Tærsklen.

Ham du først maa stede i Jord og skiule i Graven.

Sort Qvæg bringe du hid, som de første forsonende Offre,

Saaledes seer du den stygiske Lund og hine for Livet

        Men Æneas med nedslaget Blik og tungsindige Miner

Træder frem, forladende Hulen, i Sindet han vælter

De i Mørke indhyllede Svar. Trofaste Achates

Ved hans Side gaaer frem og nærer lignende Sorger.

Hvilken Staldbroders Lig og hvilket Legem at jorde

Seersken bød; og de saae paa den sandige Strandbred Misenus,

Da de naaede did, uværdigen Livet berøvet,

Æolus’ Søn Misenus, der ikke sin Overmand kiendte

Vaabendrager hos Hektor, hiin Helt, om Hektor bestandig

Havde han vandret i Kamp, udmærket ved Spyd og Basune.

Da Achilles fældede hiin og røved ham Livet,

Havde den tappre Helt til Dardaniden Æneas

Men da engang han stødte, paa Sø, i den lydende Tuba,

Og afsindig til Kamp i Sang han Guderne æsked,

Greb ham, hvis man Sagnet kan troe, Medbeileren Triton

Og mellem Klipper i skummende Hav nedsænkede Manden.

Mest den fromme Æneas og snart, hvad Sibylla befalte,

Sattes i Værk under Graad, og et Alter paa Graven de stræbe

At opreise af Træer og bygge det høit imod Himlen.

Nu de gaae mod en ældgammel Skov, hvor Vildtet sig leirer:

Bielker af Ask og den revnende Eeg man kløver med Kiler.

Vældige Bøgestammer de ned fra Biergene vælte.

Ogsaa Æneas selv ved saadant Arbeid den første

Skyndede paa sine Folk, udrustet med lignende Vaaben. —

Skuende hen paa den uhyre Skov, og i Bøn han udbryder:

        Gid nu den gyldene Green vilde vise sig for os paa Træet

I den vidtløftige Lund! da Seersken alting har sagt os

Ak! ikkun alt for sandt om dig, henfarne Misenus.

Kom i svævende Flugt for Heltens Øine fra Himlen,

Dalende ned paa den græsgrønne Jord: den herlige Høvding

Kiender sin Moders Fugle igien, og henrykt han beder:

Værer Ledsagere I, hvis Vei der gives, og styrer

Frugtbare Jord beskygger, og du, guddomlige Moder,

Svigt mig ei i min Nød! Han talede saa og stod stille,

Agtende paa hvad Tegn de gav, hvorhen de mon stunde.

        Nippende Græs, de ikkun saa langt fremskrede i Flugten,

Saa, da de kom til det fælt uddampende Svælg af Avernus,

De sig løfte i Hast, og svævende let giennem Luften,

Paa det forønskede Sted, de begge neddale i Træet,

Hvor et Gienskin af Guld giennem Grenene spillende funkler:

Grønnende Løv at bære, hvis Sæd ei Træet har baaret,

Og med Safranfrugt omgive den rundede Stamme:

Saadan var Guldets Syn, der alt paa den skyggende Steeneeg

Voxed som Løv og rasled som Blek for de viftende Vinde.

Da den holdt fast, og bar den ind under Tag til Sibylla.