I den foregaaende femte Bog af Æneiden fortælles Æneas’s Reise fra Karthago til Italien. Af de flere Hændelser og Uheld, som tildroge sig paa dette Tog, var Styrmanden Palinurus’s Tab den sidste. Denne var nemlig i Vindstille falden i Søvn, og styrtede saaledes i Havet. Æneas udbryder ved hans Død i følgende Klage:
„O! du, som stoled for trygt paa Havets og Himmelens Blidhed,
Nøgen paa Fremmedes Strand du skal, Palinurus! nu ligge!“
Med disse Ord ender femte Sang. I Begyndelsen af den siette see vi Æneas, bedrøvet over Styrmandens Tab, at seile mod Italiens Kyster. Troerne naae omsider Landet og stige af Skibene. Høvdingen Æneas, som af ældre Orakelsvar og sin Faders Udsagn vidste, at han her skulde finde Seerinden Sibylla, tyer til hendes Helligdom og Apollos Tempel, hvilket den fra Kreta flygtende Dædalus siges at have opført og forskjønnet ved sin Konst. Her møder ham ogsaa Sibylla, der giver, efter Æneas’s Bøn, et vel mundtligt, men dog gaadefuldt Svar. Imidlertid havde Æneas erfaret, at der i denne Egn, ved Søen Avernus, var en Nedgang til Underverdenen, og da han længtes efter at see sin afdøde Fader, beder han Præstinden at føre sig did. Hun forestiller ham Reisens Farer, men angiver tillige Midlet til at overvinde dem: I den omliggende Lund voxe paa et skyggefuldt Træ en gylden Green, med gyldne Blade og Frugter. Denne skulde bringes Proserpina, og Gaven vilde aabne Pluto’s Døre. Et Offer maatte dog først bringes de underjordiske Guder, og en ubegravet Staldbroders, Flaaden besmittende, Liig jordes. Det skeer. Æneas beder, at Grenen maa vises ham: og see! et Par Duer, hans Moders, Venus’s, Fugle nedsvæve fra Himlen, og vise Veien til Træet, hvorpaa Æneas finder Skiebnens underfulde Green.
(Saavidt gaaer det Brudstykke af siette Bog, hvilket her meddeles som en Prøve paa en Oversættelse af den hele Sang.)