Mulm laae paa skumlen Grund
Tidsler fra giftig Bund
frodigt skiød frem;
da fremgik Lysets Aand,
sønderbrød Mørkets Baand,
greb med alvældig Haand,
sprængede dem.
Hvor før var Mørkheds Vraa,
mægtig nu Grundsieen laae;
Stemmer brød ud:
Slægter! o byg derpaa!
Templet lad stolt fremstaae,
stige i Himlens Blaa
op mod vor Gud!
Nu det saa herligt staaer,
trodser hvert Lyn, som gaaer
ned mod dets Tag;
pranger derpaa ei Navn,
Navnet er: virket Gavn;
Armodens sikkre Havn
til sidste Dag.
Løfter om runden Bord
Bægret som Mænd i Nord!
høit bryder ud:
Bygningen stande fri!
Slægter ti Gange ti
vandre til Lys deri!
signe dem Gud!
Bygherren mod i Hu
skued en Tomt endnu
dækket med Muld;
freidigen brød han ud:
her skal vort Tempels Brud
træde af Mørket ud
herlighedsfuld!
Flux var da Muurværk reist;
længst har alt Bielken kneist;
over dets Krands
pranger dets Døbenavn;
høit staaer i Blomsterfavn
vor Carolines Navn:
Dannemarks Glands.
Om Caroline syng!
Roser om Bægret slyng!
Jubel, bryd ud!
Syng om vor Æt af Skiold!
Syng om vort Værn og Vold:
Dannemarks Konge bold,
signe Ham Gud!