Epilog
(Efter en Benefice-Forestilling af Todes Søeofficerer den 26de Februar 1814.)
(Efter en Benefice-Forestilling af Todes Søeofficerer den 26de Februar 1814.)
Med Mindets veemodblandte, søde Lyst
sig Pilegrimmen paa sin Valfart vender;
i Aftnens Guld staaer elskte Fædrekyst,
i Østen Land, hans Ahnelse kun kiender.
Hans Vandring striber mod den store Grav;
dog — førend Solen slukker sine Luer,
i Tankens Blik han Faderhiemmet skuer
og al den Salighed, det huldt ham gav.
Glemt er da steenriig Vei, han vandred over,
glemt bratte Dyb, han kun med Nød undgaaer;
hvert Minde om betraadte Torne sover,
kun Mindets Rose i hans Siel opstaaer.
Han øiner meer ei Tiørnen i det Fierne;
han mindefuld dens skiønne Blomst kun seer;
den sødt og huldt og venligt til ham leer
som sneehvid Lilljes sølverblanke Stierne.
— Saa lad mig, ædle Folk! i denne Stund
taknemlig kalde i min Aand tilbage
hver Fryd, jeg nød her i Din Musa-Lund,
i trende Lustrers nu henrundne Dage! —
Som Yngling tyede jeg til dette Sted,
skiøndt ei jeg reent afsvoer Pallas-Athene;
jeg knæled’, Danmark! for Din Melpomene,
og huldriig saae Du paa mit Offer ned
Men Pilegrimmen paa sin Valfart kaster
sit Blik og did, hvor kun en Udvalgt naaer,
og frydeligt og freidigt did op haster,
hvor Maalet høit i Haabets Blaanen staaer.
— Saaledes, ædle Danske! seer mig hige
og stræbe op ad mine Mest’res Vei! —
Jeg seer hvor høit de staae — jeg naaer dem ei;
dog dale skal jeg ei, om end ei stige!
Og nu min dybe Tak, Du ædle Kreds!
Dit Bifald aabned frygtsom Ynglings Læbe;
vil Du mig see som Mand mod Maalet stræbe
og med min Stræben være huld tilfreds:
da fremad skuer jeg med Haab og Mod,
da seer jeg fro, taknemlig stolt tilbage,
og signer gladest den blandt mine Dage,
da første Gang jeg for Dit Aasyn stod! —