Minde-Ord over Hans Christian Knudsen,
fordum Skuespiller og Dannebrogsmand.
fordum Skuespiller og Dannebrogsmand.
(Skrevne og fremsagte ved en Sørgehøitiid over den Afdøde.)
(Skrevne og fremsagte ved en Sørgehøitiid over den Afdøde.)
Strø ei her Kiærmindens spæde Blaa,
eller Sydens Elskovs-Rosenblade!
ei Cypres ved Mandens Gravhøi staae,
og i Duggens Qvindegraad sig bade!
Kielne Sangfugl! tie ved denne Grav!
bløde Marmor ei som Minde kneise!
— nei! en Runesteen for Ham sig reise,
stærk som Field i vilde Verdenhav! — —
— — — Seiersstiernen i det mørke Slag:
Dannebrogen vaie mægtigt over,
hvor Skioldungens gamle Barde sover
træt af Harpeleeg og Vaabenbrag!
Thor lad tale ned fra Skyens Gang,
naar han vandrer høit sin Sommerbane;
og her synge Nordens Vinter-Svane
aarligt, Kampens Skiald! Din Minnisang! —
— — Borgersind og Daad; i Landets Fare
Old-Bersærker-Mod; Din Orlogs-Sang
skal Dit Navn i Ord’nens Hal bevare,
og det vie bedste Harpers Klang; —
ja! naar længst Din Kunstner-Tornekrone
visner i sædvanlig Glemsels Favn,
da skal her blandt ædle Navne tone
høit i Hal Dit Borger-Adelsnavn! —
— — Aabned’ er Dig nu de store Dørre,
som tillukke Evighedens Blaa! —
Tordenskiold Dig op mod Altret føre!
Skram og Juul som Borg’ner for Dig staae!
Hils de gamle klippefaste Helte!
siig dem i Din stærke Bardesang:
Norden staaer endnu med Sværd ved Belte,
og en Hauge er end Danmarks Vang:
Hils: at Dannebrogen evigt seirer,
hvor til Ligemand hun gaaer til Giæst,
og at danske Gut med Jubel feirer
hver en Kamp endnu som Gildefest! —
Siig dem: at de Mænd, hvis Kiæmpehænder
Dig henbare til Din stolte Grav,
end har Jern i Haand og Marv i Lænder,
og — næst Gud — end elske Flag og Hav!
Hils dem: Søepog taler Navnet: ”Konge!”
førend Faders Navn han nævner ret;
Psalmen, han først nemmer, er at siunge:
Hurra! høit paa Nordhavs Gyngebræt!
Siig dem: første Leeg, som Søn monn’ lære,
Gienspil er af Kongedybets Dyst;
A-b-c-ten — det er Ordet: Ære!
Katekismen: — døe for Land med Lyst!
Og, hvis han gaaer op i Hvidtfeldt-Flammen
og som heelbefaren Mand herfra,
da er: ”Fredrik leve!” her hans Amen:
Danmarks Navn hist hans Hallelluja! —
— — Aflægs Søemand ofte skal beskue
her Din Grav paa hellig Sommerdag,
og i Straalen fra vor Mesters Bue
mindes Dig, Din Sang og Danmarks Flag! —
Og den raske Søeguts Viv skal stande
med fin Knøs, den flinke danske Dreng,
og Dit Navn blandt faldne Braves blande,
mens hun peger paa Din Æresseng:
og en Eeg og Gran fra gamle Thule
skal fremstande selvfaaet paa Din Grav,
og en Stormsang hvirvle om Din Hule
fra Dit evig-elskte Dannerhav! —