1.
Der skjænkes Vin, der skjænkes Mjød,
og Borgens Herre staaer
med Smil om Mund, med Krus i Haand
ved Skaalen for den Lilievaand,
der blev hans Hustru sød.
Der skjænkes Mjød, der skjænkes Vin —
fra Bord det driver ned —
og Borgens Herre, vild i Hu,
mod Kongegjæst sig vender nu,
fremtrædende et Trin.
„Jeg under Tøflen? Vel saa hør,
— og Ed er hvert mit Ord —:
Forlang hvad Prøve selv I vil,
og kan I vinde dette Spil,
min Hustru Jer tilhør.“
„Hans Æresord! I Vidner er!“
udraaber Kongen brat.
„Jeg bryder af min Krones Guld
den bedste Sten, af Straaler fuld.
Den er min Indsats her.
Stort er det, hvad her spilles om,
og Spillet være stort.
Et Aar med hver en Hjerteqval
Din Hustru Du hjemsøge skal,
da fældes hendes Dom.
Og hvis da hendes Haand saa fin
end holder fast, hvis hun
til Modstand aldrig ægges op,
da staaer Du stolt paa Seirens Top.
Hvis ikke — er hun Min.“
En Gysen gjennem Ridderen gaaer.
Det drukne Mod forsvandt.
Men hvert et Blik han stirre seer,
mens Kongen staaer og halvveis leer
og han hans Haandslag faaer.
„Nu mine Mænd! Op og afsted,
at Intet robes her.
Og Du, min Ven: En rolig Nat.
Din Ære har i Pant Du sat,
Dit Ord jeg tager med.“
2.
Den unge Viv saa huld og øm
sin Husbond træder nær.
Den Haand, hun let paa hans har lagt,
han kaster vredent bort med Magt.
Mon det vel er en Drøm?
Hvert Ord, hun siger, er nu galt,
og hendes Taushed Trods.
I hvor hun staaer, i hvor hun gaaer,
hun Utak kun for Alting faaer;
dog bærer mild hun Alt.
Først søgte hun med kjærlig Bøn,
med søde Elskovsord
at bøie hans forvendte Sind.
Da blev han som en Hvirvelvind.
Nu græder hun iløn.
Men Kongen sender Bud og Brev:
„Har Du Din Ed forglemt?
Du staaer jo som en Ridder prud,
har kun een Hustru og een Gud.
For veegt Du Sagen drev.“
Da vender han med opbragt Hu
sit Blik mod Terners Flok.
En kjøn, en næsvis lille Ting
han giver Spanger, giver Ring,
hun er hans Guddom nu.
Han tager Sløret af sin Viv
og hendes Hovedguld.
„Den Skjønneste det hører til.
Du skjæmmer, hvad Dig pryde vil;
her blomstrer Lyst og Liv.“
Men Kongen sender atter Bud:
„Hvor er Din svorne Tro?
Riv hendes Barn fra hende bort,
saa kommer hendes Taal tilkort.“
Han seer ad Vindvet ud.
Da Kongen sidst var der som Gjæst,
stod Som’ren i sin Pragt.
Nu drysser Sneens hvide Dun
og dækker Jorden til saa lun.
Nu kommer Julens Fest.
„Pak Drengen til.“ — Hvad skal min Dreng?
— „Han er kun til Besvær.
Han fjernes skal.“ Lad ei det skee!
Jeg døer, skal jeg om Natten see
hans tomme lille Seng.
„Den flyttes kan.“ — Saa sæt det ud!
Se Sneens kolde Fnug!
„Væk skal han.“ — Lad mig følge med!
Kun med! Og Eders Kjærlighed
jeg prise skal for Gud!
For førstegang han fuldt nu seer
den blege, svundne Kind.
En Gysen gjennem ham vel gaaer,
men ubønhørlig Æren staaer:
Han vender sig og leer.
De Græsstraa smaa med spædest Magt
beseire mørke Muld.
Da faaer han Brev: „Lyv Drengen død:
Paa Reisen blegned Kinden rød!
Besind Dig paa vor Pagt.“
Han krammer Brevet i sin Haand
og stirrer vildt til Jord.
De Græsstraa bringe ham en Trøst:
„Snart kommer Som’ren med sin Høst;
da brister Pagtens Baand.“
Men ved hans Budskab Kvinden staaer
som Marmorstøtte stiv.
Hun vakled, og til Jorden ned
hun sank i Dødens laante Fred.
Dog vaagned hun til Liv.
Hun tæt laae trykket til hans Bryst;
hans Øie skinned vaadt.
Han satte Drengens Liv paa Spil:
Det mindes hun, og trøste vil
med Blik og brudte Røst.
Men som af Vanvid slagen nu
han støder hende bort.
Med knyttet Haand han styrter ud
og truer selv ad Himlens Gud,
der taaler slig en Gru.
Men end et Brev fra Kongen kom:
„Har Du Din Ære glemt?
Hun lever høit som Ridderviv:
Forstødt hun bjerge selv sit Liv.
Saa kan der fældes Dom.“
Han seer sig om med uvist Blik.
Men Helveds Fyrste staaer
Ei paa hans Vei. Og Æren fræk
betvinger den alt vakte Skræk.
— Den sidste Offer fik.
Forstødt hun gaaer fra Borgen ned.
Paa Vindelbroen end
hun vender sig med udstrakt Haand
og beder Fredens milde Aand
omsvæve dette Sted.
Hun standser først i dunkle Skov;
Hun sank til grønklædt Grund.
Med slappet Haand og henstrakt Fod
hun hviler tæt ved Egens Rod.
Der laae hun, som hun sov.
Og Kongen snart for hende staaer:
„Jeg elsked længst iløn.
Se, Kronen vinker! Følg mig nu.“
Hun støder bort hans Haand med Gru,
og intet Svar han faaer.
De Nonner kom med Trøstensord
vil føre hende med.
Hun følger ei. Hun bygger sig
af Qvas en Hytte skrøbelig.
I Skoven nu hun boer. —
3.
Men Prøvens Tid udrunden er,
og Kongen, gram i Hu,
har brudt af Kronens røde Guld
den blanke Sten, af Straaler fuld,
et Hertugdom vel værd.
Hun sidder mat ved Egerod,
de Nonner trøste vil.
Men tabt i Drømme stirrer hun
kun ind i Skovens dunkle Grund,
som hun dem ei forstod.
Da glimter det bag Skovens Træer;
hun blinker mat derved.
En smykket Skare nærmer sig,
men forrest gaaer, bleg som et Lig,
Den, hun ei drømte nær.
Han træder saa tvivlraadig frem.
Med Magt han fatter Mod.
Han knæler ned, med bøiet Aand,
og kysser hendes tynde Haand
og hendes nøgne Fod.
Han fatter sig. Han tager frem
en Sten saa straalefuld.
Han lægger den i hendes Skjød
og blusser atter, stolt og rød:
„Min Brud! Følg nu mig hjem.
Jeg elsker Dig. Jeg elsked steds;
Din Dreng er ikke død.
En Prøve var det. Snart Du staaer
med Kongesten i dunkle Haar,
den Første i Din Kreds.“
Hun, mens han taled, langsomt sig
har reist saa rank og stiv.
Hun aabner Læben, tier dog,
mens Øiet taler sælsomt Sprog,
som leved op et Lig.
Han fører hastigt Drengen hen,
men ei til ham hun seer.
Hun slaaer med begge Hænder bort
sit lange Haar og stirrer fort.
Da blegner han igjen.
„Det sorte Skrud! Det hvide Lin!“
udbryder hun med Magt.
„Skjær Haaret af! Og bring mig hid
en Pandeskal, saa ren og hvid!
O Død! Nu er jeg Din.“
De Nonner Kreds om hende slaae;
hun synker dem i Favn.
saa gaadefuldt blev hendes Blik,
mens svagt et Suk fra Læben gik,
og som et Lig hun laae. —
Han vidt til fremmed Land drog bort,
og Drengen arved Alt.
Men høit ved Træets hule Gren
i Reden Kongens Ædelsten
blev gjemt af Ravnen sort.