Stemninger
1851—59.
1851—59.
1.
Hjælpeløse Hjerte,
hold Dig rolig kun;
bær iløn Din Smerte
til Din sidste Stund.
Herreløse Kvinde,
Jordens Fryd forglem.
Lær ihast at finde
Veien til Dit Hjem.
Trang den Vei mon falde,
og min Fod er træt.
Herre! Mild Du kalde
den, som standser let.
Herre! Mild Du række
mig Din Haand saa god.
Selv Du til Dig trække
den, som staaer imod.
Thi skjøndt stærkt jeg længes,
skjøndt jeg Fred ei har,
skjøndt mit Hjerte trænges
af en Sorrig svar —
Dog sig Øiet vender
efter Jordens Tant,
og de matte Hænder
gribe, hvad det fandt.
Og skjøndt Blomstens Smykke
falder af ihast,
de begjærlig trykke
sig om Tornen fast.
Herre! Løs min Kvide!
Tag Du mig ved Haand.
Selv jeg kan ei slide
mig af Verdens Baand.
Tag mig mod min Villie!
Lad mig græde ud
og saa hvile stille
hos min Herre og Gud.
2.
Min Fryd den er saa lille, min Sorg den er saa stor;
mit Hjerte er som tynget af tre Skuffer Jord.
Mit Hjerte saa betynget dog finder ingen Ro,
thi Graven er ei gravet end, hvor det saa trygt skal boe.
Hvor er den Glædens lyse, den underfulde Tid,
da Livets Sol sig hæver, saa straalende og blid,
da første Nyheds Morgendug i Glands indhyller Alt,
og Livet er et Eventyr, nu førstegang fortalt?
Hvor er, o svale Dæmring, Din Aftens sidste Stund,
da Døden selv saa stille mig dysse skal i Blund
og lægge mig i Fredens Arm og ved dens hulde Bryst,
mens Haabet hvisker sagtelig om Salighedens Lyst.
Nu staaer jeg midt imellem og er saa mat og svag;
dog veed jeg, den vil ende, den lummerhede Dag.
Og naar jeg tjener trofast kun, hvor ensom jeg er sat,
saa venter mig en Hvile sød i Gravens dybe Nat.
Saa venter mig den bedste, den evige Trøst,
naar jeg engang skal høre min Herres milde Røst:
„Du stakkels syndige Skabning, kom, thi dog Du var mig kjær;
blev Du paa Jord en Fremmed kun, saa vær da hjemme her.“
3.
Midtveis paa Livets lange Bane staaer
idag jeg jo; de femogtredive Aar
tilbagelagt — hvor kan det muligt være?
Dog har jeg vandret langt med Sorrig stor
den tomme Vei hen over kolde Jord,
der luktes over dem, som var mig kjære.
Vel var de Tre. For En jeg sørged kun;
kun engang brød den frem fra Hjertets Grund,
den dybe Sorg, opdæmmet der saa længe.
Den meste svundne Tid den skylled bort,
og derfor har jeg levet nu saa kort,
thi nyt sig maatte Alt igjen fremtrænge.
Og jeg er glad idag; jeg frygter ei
meer for at gaae min underlige Vei;
jeg troer, jeg tør vel være, som jeg skabtes.
Kjærligheds Rigdom blev nu ei min Deel,
men kan jeg, fattig, kun mig samle heel,
saa vandt jeg dog, hvor Meget end der tabtes.
4.
Paa mit eget Hjertes Høivande jeg svømmer,
og Verden mig synes saa skjøn og saa rig;
om Fred og om Lykke jeg sværmende drømmer
— men sank jeg, var snart jeg et Lig.
5.
Ei meer jeg hjemløs er paa Jord,
jeg har mig en Hvileplads fundet.
Paa den jeg bygger, paa den jeg boer,
da har jeg Freden vundet.
Den spirer op som spæde Straa
i den Krog, hvor jeg trak mig tilbage.
Jeg bygger en lille Hytte derpaa;
der bliver jeg alle Dage.
Jeg bygger Hytte, boer deri,
mens udenfor Fuglene synge.
Jeg gaaer ad Skovens halvtraadte Sti,
hvor Blomster staae tæt i Klynge.
Da binder jeg mig Krandse smaa
og hænger dem trindt i min Hytte.
Jeg sætter mig hen og seer derpaa:
herfra jeg aldrig vil flytte.
Engang en silde Aftenstund
saa kommer vel Den, jeg venter.
Han kysser mit Øie, han kysser min Mund
og bort til sin Himmel mig henter.
Men hvor vel mon den Hytte staae,
hvor blev den Byggegrund funden?
Det var i Hjertets inderste Vraa,
da Verdens Sorg var forvunden.
6.
Yndige Land,
hvor i min Ungdom jeg boede og bygged!
Bølgebeskyllet af kjølige Strand
og af løvkronede Træer overskygget!
Kan jeg ei komme derhen?
Kan jeg dog aldrig, dog aldrig didkomme igjen?
Skygge der var,
skraanende Dale, omhvælvet af høieste Himmel.
Aftnen var liflig, og Natten saa klar;
stille nedblinkede Stjernernes Vrimmel.
Enkelt et Stjerneskud gik
lovende hen for det ønskende, drømmende Blik.
Kommer jeg did,
naar min henvaklende Vandring i Livet er omme?
Naar jeg har levet den tilmaalte Tid,
naar jeg gjør Opbrud ved Dødens velsignede Komme?
Fører vel den mig derhen?
Finder jeg der, hvad jeg drømmende eied, igjen?
7.
Jeg gaaer ei bort i Livets Vaar,
end ikke i dets Sommer.
Ak nei! jeg stormforreven staaer,
naar Efteraaret kommer.
Vel hvirvles ned det sidste Blad,
før jeg i Graven blunder.
O, hvor vil jeg dog være glad,
naar det mod Døden stunder.
Da skal jeg gjemmes trygt og godt
og sove sødt og længe.
I Muld da staaer mit faste Slot,
hvor Sorg ei kan indtrænge.
Ei Sorg, ei Savn, ei Længselsve
kan trænge ind i Borgen;
og hvad der end paa Jord kan skee:
mig rammer ikke Sorgen.
Den har jo hele Verdens Rund,
dens Rige gaaer saa vide.
Men i den kjøle Gjemmegrund
der boer kun Søvnen blide.
Jeg længes efter Søvnen sød
alt med de milde Drømme.
Thi kom kun snart, trofaste Død,
Gud vil vist naadig dømme.