Igienfødelsen
(Skreven til min nuværende Kone
(Skreven til min nuværende Kone
i Forlovelses-Dagene.)
i Forlovelses-Dagene.)
”Min Musa! du som huld i hine Dage
”Omsvævede din Bardes tunge Fied;
”Som tit en stille Vemodstaare græd,
”Henrevet af din Yndlings ømme Klage;
”Du lærte mig at lede Livets Torden
”Ved Strengeleeg til andre Egne hen.
”Men ak! du efterlod din Ven paa Jorden,
”Og iilte selv til Himmelen!
”Nu kommer Vaarens blide Smiil tilbage;
”Det spæde Blad paa nysudsprungne Bøg
”Beskygger alt den kiælne Dues Spøg,
”Og vugger ømt dens tækkelige Mage.
”Men Vinterkulde snøer sig om mit Hierte,
”Ved Nattergalens Slag jeg vækkes ei til Sang;
”Og jeg som loe og græd med Venner mangen Gang,
”Er kold ved deres Fryd og deres Smerte.
”Selv Kildens Rislen jammerfuld mig klinger.
”Den muntre Zefyr leger paa min Sti;
”Men ak! den iler mig kun vild forbi!
”Jeg hører Lyden af dens lette Vinger
”Som Stormens Suk hen over faldne Steder;
”Som Klagens Lyd ved Heltens Hvilested;
”Jeg mindes om min egen Grav, og leder
”Kun der — kun der! — om min Lyksalighed!
Saa klaged’ jeg, da i en døsig Slummer
Min Genius, urørt ved Vaarens Ynde, laae.
Den Vei var knudret, som jeg vandred paa,
Og ene gik jeg den, nedbøiet af min Kummer.
Da treen du frem min Pige! skiøn, beskeden
Og øm du stammede; ”Jeg følger med dig, Ven!”
Strax vaagnede jeg op, greb Harpen, sang igien,
Og fandt min skumle Ørk forvandlet til et Eden.
Nu seer jeg Jorden ved dit Smiil oplivet.
Jeg græder ved din Barm, og takker Gud,
Som gav mig dig o! evig elskte Brud!
Til troe Ledsagerinde giennem Livet.
Velsignede! skiænk mine fierne Dage
Den Yndighed, som Himlen selv dig gav;
Og skal en tidlig Urne mig modtage,
Saa fæld en Taare paa min Grav!
G. Faye.