Signe
Gevars Datter.
Gevars Datter.
Lento qvidem gradu ad vindictam sui divina procedit ira, tarditatemqve supplicii gravitate compensat.
Val. Max.
Herr Torgrim var fra Værmeland
Bekiendt af Mod og Vælde,
Den drabeligste Adelsmand
Imellem Nordens Fielde.
Men han var falsk, og grum han var,
Og vild i sine Sæder,
Han blegnede og Tænder skar
Ved ædle Landsmænds Hæder;
Han røved’ mangen Mand sin Brud
Og mangen Faer sin Datter;
Forbandede og spotted’ Gud,
Og drak hans Skaal med Latter.
En Stiemand var hans bedste Ven,
Hans Navn var Asbiorn Store,
Ham skikkede han heden hen
I Tvekamp om en H···
Af Gud og Mennesker forladt
Han fløi til nye Glæder,
Saa reed han baade Dag og Nat
Igiennem vilde Heder.
Hans Ganger standser ved et Sted,
Hvor grønne Høie prale
Med skiøn og simpel Yndighed
Imellem blide Dale.
Ved Foden af et skovrigt Field
En yndig Brink opstiger,
Hvorfra et lidet Kildevæld
Sig giennem Engen sniger.
En gammel Eeg ved Kildens Bred
Udbreder sig fortrolig,
Og drysser kiølig Dunkelhed
Ned over Gevars Bolig.
Her var det liden Signe sad
Saa ubekiendt med Sorgen,
Og yndig, smilende og glad,
Som Vaarens blide Morgen.
Den melankolske Drossel sang
Sin kielne Elskovs Klage,
Og Hyrdens ømme Fløite klang
Fra Skovens Skiød tilbage.
Vor Signes Siel var rørt og øm,
For Veemods Stemme aaben,
Med eet hun vaktes af sin Drøm
Ved Klangen af hans Vaaben.
„Hvad skrækker Dig? saa talte han:
„Et Vrag paa Livets Bølger?
„En Skygge fra et fremmed Land,
„Som Skiæbnens Harm forfølger?
„Jeg er en Gothisk Adelsmand,
„Som saae mit Brud af blegne,
„Og flydde fra mit Fødeland
„Til Sorgens stille Egne.
„Forvildet har jeg vanket her
„Blandt Skov og øde Sletter,
„Forfulgt af Dyr og Spøgelser
„I otte lange Nætter.
„Siig, Fredens Datter! hvo Du er,
„Som denne Egn beskytter?
„Hvor er jeg? og hvem lever her
„I disse stille Hytter?“ —
„Du seer det gamle Norges Land,
„Og Gevars Herresæde;
„Her boer min Faer, en gammel Mand,
„I roelig landlig Glæde.
„Du er en ung og vakker Mand,
„Ulykkelig bedrøvet,
„Forvildet i et fremmed Land,
„Og Vennetrøst berøvet.
„Men her er skiønt i denne Dal,
„Her trives ingen Kummer,
„Den lykkelige Nattergal
„Hendysser den i Slummer.
„O gid Naturens skiønne Røst
„Og Vaarens blide Dage
„Maae kalde i dit tunge Bryst
„Din Roelighed tilbage!“ —
„Ja, svarte han, jeg kiendte Fryd,
„Men ogsaa Skiæbnens Løve;
„O den var skiøn som Fløitens Lyd
„Imellem hine Skove.
„Men naar den eengang synker ned,
„Liig Solens Glands, den bygger
„Sin fjerne Grav i Dunkelhed
„Og frygtelige Skygger.
„Mon Klangen af min Hestes Hov
„Og Ulveglam i Norges Skov
„Fordriver mørke Griller?
„Og er det Leeg og Qvindelyst,
„At prøve nok en Ridderdyst
„Med Nattens lede Trolde?
„Mig fryder ingen yndig Lund,
„Nei, uerfarne Pige!
„Dens Smiil og Sange spotte kun
„Med den Ulykkelige.
„Jeg hører ingen kielen Bæk,
„Som mig til Roe indbyder;
„Kun Stormens Tuden, Nattens Skræk
„Forbi mit Øre lyder.
„Og naar da Mathed sænker mig
„I Søvnens kolde Slummer,
„Saa vækkes jeg af Ugleskrig —
„Og vækkes til min Kummer.
„Jeg vanker som et rædsomt Dyr
„Blandt Ørkens Irregange;
„Man seer mit mørke Blik, og flyer,
„Som for en giftig Slange.
„Mit Lives Roe forsvunden er
„Og Glædens blide Dage.
„O Tiid! — Du kommer aldrig meer —
„O! aldrig meer tilbage.“ —
„Ven! svarte hun, Du vil dog ei
„Imod min Bøn dig væbne?
„Thi ellers troer Du vist, at jeg
„Er værre end din Skiæbne.
„Bliv hos os, Ridder! bliv vor Ven!
„Forglem din ædle Smerte!
„Hvo veed? — vi kunde lindre den,
„Og trøste dette Hierte.
„Kom, følg mig, kom til Hytten ned,
„Hvor alt den Gamle sover;
„Og slaae dit Sind til Roelighed,
„Og bliv her Natten over.“
Herr Torgrims mørke Mine veeg;
Sin Hielm han fra sig lagde
Han frem i al sin Skiønhed steeg,
Og smilende han sagde;
„Sov roelig, ubekiendte Ven!
„Mit Suk dig ikke saare!
„Du vaagner tids nok op igien
„Til Livets tunge Taare.
„Men Du, som mild fra Himlen kom
„At lindre Jordens Møie,
„Og bragte Trøst og Lægedom
„Og Glæde i dit Øie!
„Jeg saae dit Smiil, og følte glad
„Min Smertes første Slummer,
„Jeg saae din Taare, og tilbad
„Min lykkelige Kummer.
„Skiønt er dit Smiil, o stille Grav!
„Dog føler jeg tillige
„Den Vellyst, at beklages af
„Saa god, saa øm en Pige.
„O lad mig nyde den, og døe,
„Og sænke al min Harme,
„Og selv dit Minde, skiønne Møe!
„I Dødens kolde Arme!“
Saaledes listed’ han sig om,
Med Dydens Glands bestraalet,
Og giennem lumske Stier kom
Alt nærmere til Maalet.
Vor Signe stod der rød og bleg;
Uvante Taare rinder,
Og strax derpaa en Blussen steeg
Paa hendes hvide Kinder.
Den unge Møe var øm og god,
Og fuld af Ungdoms Varme,
Og vilde gierne staae imod,
Men sank dog i hans Arme.
O vee! o vee! hvad har du giort?
Hvad kan dit Uheld ligne?
En Diævel stial dit Hierte bort;
O vee dig, arme Signe!
En Maaned kom og gik igien
Blandt Elskovs Spøg og Latter,
Den gamle Gevar blegner hen
Ved Synet af sin Datter.
Nu vaagned’ Signe af sin Drøm,
Og saae med grusom Anger
Sin gamle Faders Taarestrøm;
Hun fandt sig syg — og svanger.
De klare Øine falme bort,
Blandt bittre Taare rinder
Den hulde Ungdoms Rose bort
Af hendes vakre Kinder.
Vor Ridder saae dens Flugt — og loe,
Og stræbte at udrydde
En lønlig Qval — han søgde Roe —
Forgieves — Søvnen flydde.
Den Nat var ængstelig og fæl,
Hans sorte Hierte banker,
Og avler i hans stygge Siel
Forfærdelige Tanker.
Han vælter sig af Sengen ud,
Og, som en Tyv, sig sniger
Igiennem Natten til sin Brud,
Og pludseligen skriger:
„Staae op, min Signe! fat det Mod,
„Som denne Nat udkræver.
„Huh! Maanen skiuler sig i Blod,
„Og hele Jorden bæver.
„Jeg hører Brag og Vaabengnye,
„Og Graad og Qvindestemmer.
„Kom, Signe! kom og lad os flye
„Til Skovens mørke Giemmer.“
Forvildet foer hun af sin Seng,
Og i sin Skræk forlader
For sidste Gang sin blide Eng,
Sin elskte Lund — sin Fader.
Farvel, min Signe! o Farvel!
Gud hielpe dig i Nøden!
Fred være med din ømme Siel!
Fred med din Søn i Døden!
Den Nat var stille; alting sov,
Kun Natteravnen svæved’
Omkring den frygtelige Skov,
Og Espelunden bæved’.
Langt borte hørtes Elvens Gnye,
Som hæs blandt Nattens Vinde
Snart veeg, snart sused’ frem paa ny
Og rysted’ Dalens Linde.
„Tys! raabte Signe vild og bleg:
„Hvo vanker her saa silde?
„Jeg hører Sang og Strengeleeg,
„Som til et Bryllupsgilde.
„Hvo driver mig? Hvad har jeg giort?
„Mig Dødens Skræk omspænder;
„Huh! vend dit skumle Øie bort
„Og disse røde Hænder.“ —
„Jeg søger Roelighedens Strand,
„Hvor ækel Graad og Kummer
„Forvandles i det klare Vand
„Til sød og stille Slummer.“
Han gik, og talte ei et Ord,
Hen over Bierg og Høie;
Men der laae Svig og Skræk og Mord
Indhyllet i hans Øie.
Og da han kom til Fieldet Kiøl,
Hvor Fæmunds Bølger brydes,
Og med et evigt Tordenbrøl
Ned over Norge skydes,
Saa greb han der sin unge Brud
(Dig Himlens Hævn forfølge!)
Og styrtede fra Klippen ud
I Fæmunds vilde Bølge
En Taage sank om Elvens Bred,
Hen over Vandet hørtes
En Lyd af spæde Børn, som græd,
Og Skovens Blade rørtes.
Den sorte Nøk af Vandet steeg
Og søgte op paa Grunden,
Og saae sig vilde omkring, og skreeg,
Og sank igien til Bunden.
Herr Torgrim fløi den samme Nat
Fra Gevars tause Grotte
Hen over Bierg og Skov og Krat
Til sine høie Slotte.
Han seer igien sit Fødestæd,
Men finder Huset øde;
Kun Nattens Skræk og Eensomhed
Ham hvæsede i Møde.
I Harm han stødte Døren op,
De sultne Hunde gieve,
Den døde Ekko vaktes op
Og dundred’ ham i Møde.
Da hørtes i den stille Nat
Et Brag i næste Stue,
Strax brændte Lyset svagt og mat
I blege Svovel-Lue.
Det nærmer sig mod Døren hen,
Og slaaer med stærke Næver,
Og vender om og slaaer igien,
Saa hele Huset bæver.
Og da det slog det tredie Slag,
Som paa et øde Fængsel,
Sprang Dørren op med hæftigt Brag,
Og styrted’ af sin Hængsel.
Den døde Signe for ham staaer
Og grumset Vand nedrinder
Af hendes lange sorte Haar,
Og Blod af hendes Kinder.
Tungt, veemodsfuldt var hendes Blik
Dog uden Hævn og Klage,
Hun smiilte, sukkede og gik
Med svage Skridt tilbage.
Strax Asbiørn steg af Dørren ind,
Og frem af Gulvet søkker,
Omkring ham fløi en Hvirvelvind
Og rystede hans Lokker.
Han aabnede sit Gab, og see!
En blodig Damp opstiger,
Fordømtes Suk fra Helvede
Imellem Dampen skriger.
Tre Gange aabned’ han sit Gab,
Og rysted’ sig, og talte,
Liig Drønet af et Børneraab,
Hvis Hylen Stormen qvalte:
„Løgn — Meeneed — Mord og vilde Skrig
„Med alle Vinde kommer,
„Og fordrer Hævn — og spotter mig,
„Saa taler Verdens Dommer.
„Jeg var din Ven — du styrted’ mig
„I Evighedens Flammer.
„Ha Fryd! jeg styrter dig igien
„I tifold større Jammer.
„Vor Vei er lang og tung og sort,
„Igiennem Dødens Rige;
„Kom, skynd dig, Torgrim! — vi maae bort,
„Før Nattens Skygger vige.“
Strax Torgrim, som et Torden-Veir,
Foer frem med rædsom Harme,
Og styrted’ paa sit eget Sværd,
Og sank i Asbiørns Arme.
Hans Siel fløi fra det døde Liig
Mod Himlen for hans Dommer;
Fra Luften sank et hæsligt Skrig:
„See, Hævnens Time kommer!“
Hver Nat man Torgrims Skygge seer,
Og hører Graad og Jammer;
Og intet Lys kan brænde meer
I dette fæle Kammer.
G. Faye.