Udsigter over mit Liv
Tilegnet mine Venner i Danmark.
Tilegnet mine Venner i Danmark.
Qvos ego dilexi fraterno more, sodales,
O mihi Thesea pectora juncta fide!
Dum licet, amplectar: nunqvam fortasse licebit
Amplius: in lucro est qva datur hora mihi.
Ovid.
Den synker alt blandt Vester Havets Bølger,
Den blide Soel fuldender alt sit Løb;
Og bag den Skumringen og Natten følger,
Og hyller Jorden i et dunkelt Svøb;
Alt kaster Skoven hulkende tilbage
Dit tunge Drøn af Nattefuglens Klage.
Din dunkle Nedgang, skiønne Soel! fornyer
En tung Erindring om min Ungdoms Tid,
Da smilende, som du blant lette Skyer,
Jeg iilte fremad lykkelig og blid.
Nu synker jeg, og seer kun Kummer vaage,
Indhyllet mørkt i Eftertidens Taage.
Alfader prøvede mit unge Hierte
Og fandt det svagt i Livets haarde Kamp,
Snart segne som et Røer ved mindste Smerte,
Snart trykket af Letsindighedens Damp;
Da blev det Sorg og Modgang overgivet,
At leede mig ved Haanden giennem Livet.
Nu gleed min Fod igiennem øde Heder,
Og snublede ved hver en øde Klindt,
Forgieves søgte jeg en Ven, en Leeder
I Nattens Mulm og Ørkens Labyrint;
Jeg var et Barn, jeg græd, og barnlig Klage
Lød spottende fra Fieldene tilbage.
Jeg saae med Nag, at Glædens Skygger veege
Mig dandsende og smidskende forbi,
Og blanded’ sig i Nattens mørke Leege
Med rædselfuldt og selsomt Koglerie,
Mistænken fængsled’ mig i tunge Lænker,
Og viiste mig kun Sorg, og Svig, og Rænker.
Da saae jeg Natten pludselig at vige,
Og Venskab ned fra Himmelen at stige
Til Egne, hvor den før var flygtet fra;
Dens Gang var stolt; dens Øie ømt, dens Tale
Var sød, som Strængeleeg i Kongers Sale.
Mild gik den frem med hvide Lilier smykket,
Som flagrede for Aftenvinden hen,
Den smilede, og tog min Haand, og trykked’
Den til sin ømme Barm, og sagde: »Ven!
Du var ulykkelig — lad af at græde!
Vær lykkelig igien! nyd Livets Glæde!
Saa svandt den bort, og lette Vinde strøede
Gudindens Vei med buntet Blomster-Støv,
Naturens Smiil, den matte Aftenrøde
Sank døsig ned iblandt det dunkle Løv;
En Raslen krøb hen over Egnens Sletter,
Liig Bækkens Gnye i tause Sommer-Nætter.
Naturen var ei længer taus og øde,
Kun Veemods Smiil paa blide Marke laae.
Een ung og herlig Mand kom mig imøde,
Dig var det, elskte Horn! jeg den Gang saae,
Dig var det Himlen mig til Trøst bestemte,
Og ved din Barm jeg Livets Kummer glemte.
Som Kilden, vældet op af fule Moser,
Sig lister bort fra dorske Fødested,
Til Dalens Skiød, hvor nys udsprungne Roser
Den byder vinkende at rulle ned,
Den vanker glad blant grønne Labyrinter
Af Kløver, Krat og vilde Hyacinter.
Saaledes flyede jeg de mørke Dage,
Og al min Sorg, med lette Ungdoms Fied,
Nu vendte Haab og Roe og Fryd tilbage,
Og Ømhed, og en sød Uskyldighed,
Jeg vanked’ som min Bæk blant Blomsterbeeder,
Tvivlraadig vælgende blant tusind Glæder.
Alt var os skiønt, alt syntes, at forvisse
Os om en Rad af lykkelige Aar,
Og traf en Storm hen over vores Isse,
Saa lod vi den kun lege med vort Haar;
Vi voxte op som tvende unge Graner,
Der hærdes kun ved Vinterens Orcaner.
Min Siel var reen som Erycines Kilde,
Høitidelig som Herthas mørke Lund,
Mit Øie var saa blidt, min Barm saa stille,
Som Havet i en roelig Morgenstund.
Da kunde blot et Smiil, blot tvende Taarer
Forsone mig med alle Livets Daarer.
Opmerksom gik jeg tidt omkring i Dalen,
Og lyttede hen over Flodens Bred,
Hvor lykkelig, hvor nøisom Nattergalen
Besang sin Elskov og sin Eensomhed.
Skiult leegte Bølgerne paa sølvblaae Vande,
Og skvulped dukkende mod mørke Strande.
Og naar jeg sank i Hæggens sorte Skygge
Saa legte Lillier i min aabne Barm,
Og Spurven blev fortroelig, ved at bygge
Sit lille Reede lige ved min Arm,
Og bød mig mildt ved smaae Fortroeligheder,
At tage Deel i sin Foraars Glæder.
O Ven! vor Jord er ingen rædsom Heede,
Hvor Slanger hvisle Skræk ved hvert et Fied;
Unøisomhed men ikke Himlens Vrede
Har røvet den sin første Yndighed,
Forglem din Sorg! vær lykkelig og roelig,
Saa leger Skiønhed rundt omkring din Bolig.
Flye til den Eng, hvor Cherubs Sverd betrygger
Den smilende Natur mod Sorgens Blik,
Og iil saa frem blandt disse tause Skygger,
Hvor Adam før paa Glædens Roser gik,
Indaand dens Luft, og see dens Kilder lede
Sit reene Vand til Pisons klare Bredde.
Lad Floden stige op i Ambra Dunster,
Og drysse Perler om den heele Egn;
Lad Nattens Haand ved ubekiendte Kunster
Dig vugge paa en yndig Blomster Seng,
Lad Vinden sødt, mens Nattergalen tier,
Fremlokke Søvn ved stille Harmonier.
Men vee dig! om et haabløst Ønske slæber
Sig uformærkt i Glædens Egn mod dig,
O denne Basilisk er lumsk, den dræber
Din Roelighed, du er ulykkelig!
Nu leer Naturens Pragt kun ad din Klage,
Og kaster dig i Ørkens Mulm tilbage.
Kun Venskab! du det tunge Hierte qvæger,
Og deeler upartisk din blide Løn,
Du blander Honning i Ulykkens Bæger,
Og leeger ømt med Lykkens kielne Søn,
Du søger Betleren paa øde Veie,
Og visker Taaren af hans matte Øie.
Du sanked’ rundt om mig en Flok af Venner
Fra Sletten af det grønne Danien!
Ja Brødre! — Elske Brødre! jeg erkiender,
At eders Land er rigt paa ædle Mænd;
Skiønt Himlen eders Land med Blomster pryder,
Men ei saa skiønt som eders Siæl med Dyder.
O Venner maatte Eders Dage skride
Saa roelig hen paa Livets jevne Strøm,
(Hvor Sorger bort blandt lette Bølger glide,
Som Mindet af den ængstelige Drøm)
Og I fortiente det! Jeg skylder Eder
Min Fordums Roe og mine Ungdoms Glæder.
De vige alt de lykkelige Dage,
Som Maanen bag den hagelsvangre Skye!
Men ak! — de vende ei som den tilbage;
Du smiler dog o Cynthia! paa ny;
Men denne Skye, som synes alt at stige
Op over mig, skal aldrig aldrig vige.
Bag Nordens Horizont af Havets Giemme
Opskyder sig een moesbegroet Steen;
Langt ud i Havet hører man en Stemme
Den skiult i Taage rundt om Stranden vanker,
Og lokker Søemænd ind paa skiulte Banker.
Nordhavet syder her, og Bølgen skummer,
Og slaaer med dumpe Stød den øde Strand,
Her sover Eensomhed i rolig Slummer,
Og Dorskhed vader i det tunge Sand;
Tungsindighed i Bækkens Murmel risler,
Og snoer sig frem igiennem skarpe Tisler.
Her rystes Luften ei af munter Svale,
Selv Ørnen paa sin himmelvante Stie
Seer tankefuld ned over disse Dale,
Og iiler dem med stadig Flugt forbi,
Den hyler gyseligt, i det den skuer
Kun Uglen, naar den Dagens Skin undviger
I Ørkens Mulm, Misgierningsmanden lig,
Den standser her forundrer sig, og skriger,
Og skielver for sit eget fæle Skrig.
Huh! huule Røst! du Budskab fra de Døde,
Du kalder mig; jeg drives dig i Møde.
Her seer jeg mig, som om blant Fielde vanker,
Hvor visnet Moes indhyller hvert et Trin,
Nedtrykt af Sorg, og tunge, mørke Tanker,
Og sviet af den skarpe Nordenvind;
Mit Hoved mod de svage Skuldre bukker,
Jeg grunder paa mit Ungdoms Liv og sukker.
Saa gaaer den fangne Helt i skumle Fængsel,
Hvis Taushed brydes kun ved Lænkers Brag,
Og venter paa sin Grav med roelig Længsel,
Og smiler til enhver forsvunden Dag;
Kun tunge Suk hans sidste Haab opdager,
Men aldrig Graad og qvindelige Klager.
Og, Venner, naar mit Ønske Eder følger,
Naar glad jeg drømmer mig blant Eder der;
Saa reiser Havet himmelhøie Bølger,
Og truer mig, at blive hvor jeg er,
Og hvert et Suk, mit Hierte Eder bringer,
Det splitter Stormen ad med barske Vinger.
Naar Glæder da, o Venner! Eder søge
I landlig Egn i muntre Venners Kreds,
Naar glad I der med Ungdoms Sorger spøge,
Og finde Livet skiønt, og er tilfreds,
Nævn da mit Navn! saa skal min Engel føre
En hellig, stille Gienlyd til mit Øre. —
For mig skal Haabet aldrig meere drysse
Med Flitterguld den falske Banes Trin,
Og aldrig skal en elsket Pige dysse
Min Græmmelse i salig Slummer ind,
Ei skal engang en Ven min Død begræde —
O falske Drøm! forfængelige Glæde.
O Himmel! du som skaber Fryd og Smerte,
Og planter Torne under vore Fied,
Bevar du dog mit uerfarne Hierte,
Min svage Siel fra Utaalmodighed!
Naar da forladt jeg Livets Vei skal træde,
Og vær da du min Ven, mit Haab, min Glæde.