Krandset af lysgrønne, kjølige Skove,
Blomstrende, frugtbart, idyllisk og roligt,
Hviler det yndige Sjælland — fortroligt,
Sagte beskvulpet af sølvklare Vove.
Nylig jeg fandt, i dets venlige Skygge,
Stille Tilfredshed, og Venskabets Lykke.
Kredset af vildsomme, solbare Heder,
Herjet af Vestvindens evige Susen,
Døvet af Nordhavets vældige Brusen,
Hæver sig Jylland, med bakkede Breder.
Skjæbnen, foranderlig, bød mig at bytte
Lundenes Hang med en sildbehængt Hytte.
Krandset af Minder, veemodige, ømme,
Ligger en Præstegaard, smilende, roligt,
Dybt i en Dal, mellem Træer — fortroligt,
Sagte omsuset af Barndommens Drømme.
Kjærligheds Aand, som i Dalen har hjemme,
Flygtningen kalder med Moderens Stemme.
Gjennem de vildsomme, solbare Heder
Iler jeg, elskede Moder! at føie
Mig til de Andre, hvis tindrende Øie
Himlens Velsignelser paa Dig nedbeder!
Til Dine Elskedes Glæde og Lykke
Længe Du endnu Din Præstegaard smykke!