Ove Christian Drejer (1806–36)

Imens min Broder drømmer med Haanden under Kind,

Jeg sidder hos de Døde og skjær i deres Skind;

Imens hans Aand sig maler en Landsbypræsts Idyl,

Min Haand gjør Incisioner med Kniven i en Byld.

Ungdommelig begeistret han seer kun Ideal;

Mig gik det længst af Glemme hos Fenger og hos Thal;

Han gjennem Fremtids Taager seer yndigt Himmelblaat;

Jeg øiner, hvor jeg skuer, kun idel Graat i Graat.

Men dog een Egn jeg veed, hvor mit Øie seer, som hans,

Hvor sig for Blikket maler en skyfri Himmels Glands;

Den Egn heel langt er borte; men aldrig saae jeg did,

Sig Sjælens Harm jo tabte i veemodblandet Fryd.

Den Egn er Eders, Elskte! min Barndoms glade Hjem!

Den maner for mit Indre de søde Minder frem,

De svundne Dages Drømme og Længsler og Haab,

Som skylledes bort, desværre! i Verdens kolde Daab.

Men ak! kun Tanken iler hen til mit Paradis.

Ei kan jeg Eder gjeste paa gode gamle Vis;

Thi sender jeg min Hilsen, som jeg formaaer det bedst:

Forældre! Søstre! Brødre! lyksalig Julefest!