Finkel, Mjød og Mumme væk —
Slag i Værtshusbordet;
Krofa’rs Tønde har en Læk,
Krofa’r frafaldt Ordet,
Hvad? er han død?
Det var en Tort,
Seks Mænd i Kitler bar ham bort
Alt hvad de aarked bære — —
Værtinde, kom og tag hans Plads,
Og tøm hans Krus og fyld vort Glas
I disse Tider svære!
Lyset oser — Tan’en krum —
Tavs er Værtshusstuen;
Er Madamen bleven stum
— Undskyld, hvor er „Fruen“?
Snak, er hun død?
Lige derved,
Ovenpaa ligger hun i Sved
— Angsten har Tag i Kroppen! — —
Værtinde, tag min Lommeklud,
Tør Frygten af din friske Hud,
Imens vi løsner Proppen!
Finkel, Mjød og Mumme væk —
Vin paa Værtshusbordet!
Krofa’rs Skude fik en Læk,
Kromo’r fører Ordet!
Aa, hun er død,
Ramt af et Slag,
Snuppet af Angsten i et Tag
— Op har hun Aanden givet! — —
Saa kom Du Krofa’rs Datter sød,
Du frygter ej den lede Død,
Du elsker mig — og Livet!