Junker Vaar
I
I
Der gaar han i Lunden
med Ferskenduns Kind,
med Blomster omvunden,
med Skalken om Munden,
med Barnet og Ynglingen parret i Sind,
med Luth over Lænden,
med Sløjfer og Baand,
og i Øjnene frigjort de hundrede Længslers vidt-
vagabonderende Aand.
Han spejder og titter;
hver Sangfugl paa Kvist
han spørgende fritter:
hvor var Du vel sidst?
Ja ti Du kun stille
og duk dig, du Lille,
jeg véd nok, hvorom du saa bønligen bad,
jeg véd og, hos hvem du bag Løvskjulet sad!
Han bøjer tilside
hver Blomst paa hvert Straa,
han følger de hvide,
som kærlige glide
imøde de ømme, de ventende blaa;
hans Øjne har Taarer,
det er ikke Graad:
det er Længsel fra hundrede Blomster, som holder
den sitrende Øjerand vaad.