"Hvo frelser, hvo frelser fra glubende Tiger?"
saa stönner den Jæger i Skov;
det Uhyre rasende hvæser og skriger,
fremstyrtende efter sit Rov.
"Jeg Favnen Dig aabner; kom! Jæger! den dækker;"
saa nynner den Ungmö i Træ;
"min bladfulde Krone den Grumme ei rækker,
"min Lövhvælving skjænke Dig Læ!"
Og raskt mod det Höie den Jæger sig slynger
med Farens bevingede Fod;
den Bladfavn sig om ham södt dækkende gynger;
men Tigeren fraader ved Rod.
Vildt Blikkene glöde; i Stammen, den spæde,
de rædsomme Angler den slaaer.
"Frels, frels mig! o! Jæger! den Rasendes Vrede
"mig myrder i tidlige Vaar."
Den Jæger, han sigter fra gyngende Stamme,
hans Hjerte saa underligt slaaer;
den Ilende suser fra Staalet med Flamme,
og Uhyret segner mod Jord.
Vildt döende Kraften i Krampe den samler,
og ryster den grönlokte Bo;
Dryaden sig vaander, og Jæg’ren nedfamler,
og blegner i rædsomme Klo. —
Og Solen sig hæver, og Solen neddaler,
sig Skoven forynger igjen;
kun hende, kun hende ei Varmen husvaler
hun falmer i Sommeren hen.
Hentæret hun rives fra moderligt Stade,
i Stormens den brusende Krig,
og breder et Lagen af visnede Blade
ud over det blodige Liig.