Ha! lange Öieblikkes dorske Vigen!
lyd, Du, min Saligheds Gjenföder! lyd!
iil! döde Tid! storm, bruus med rastlös Higen
mod Maalet for min Fryd!
Den svandt, forkyndt i Hjertets Hal ved Banken;
o! brist ei under Glædesfylden! Bryst!
lig Drömme svæve Jord og Liv for Tanken,
i Favnen af min Lyst.
Sig Sjæle hilse; Taushed griber Læben;
kun Barmen rörer sig fra dyben Grund,
mens Hjertets Bölgeslag, i henrykt Stræben
mod Hjertet, lyde kun.
Og Favnen over Favn urokket ruger,
og Blikket bader sig i Blikkets Lys,
og hungrigt Læben fælleds Aande suger
i lange, ömme Kys.
I hellig Samklangs Eet det Indre lyder,
mod Gjenliv dristigt peger Anelsen;
som löst af Lænken, Sjælen Fængslet bryder,
i Sjælen smelter hen. —
Livfulde Tid! sænk nu Din store Vinge!
giv Tankenuet Omfang! stands dets Flugt!
Din Altarfod en Offerskaal vi bringe
med elysæisk Frugt.
Men, ak! Du stormer, bruser, grumt indskrænker
det lyse Gjensyn kun til kortest Blund,
og, avindsyg imod vort Held, fremlænker
Fjernhedens mörke Stund.