— Kjærlighed, fra Jorden landsforviist,
er Aandens, Tankens Kjærlighed.
C. Bredahl.
Vandrer jeg i Herthas Lund,
slaaer mit Hjerte sælsomt bange,
stræber hen mod tause Gange;
o! hvad er den dybe Grund? —
Hört jeg har Alhimlens Röst,
skuet Himmellysets Kjerte;
thi harmoniskt slog mit Hjerte
tæt mod Sulvas ömme Bryst.
Drukket har jeg hver en Lyst,
Aanden savnende begjerte;
thi harmoniskt Sulvas Hjerte
bölged’ mod mit fulde Bryst.
Ei Chariters lette Hær
stræber hen at see en Lige,
men fra Lyset Engler stige,
favnende dets Modne her.
Og naar hendes Röst frembær’
Sværmeri i fulde Skaaler,
mörkne hendes Öies Straaler
Middagsolens fulde Skjær. —
Hende saae jeg; Elskovs Aand
modned’ mig til Lysets Glæde;
lænkelagt i evig Kjæde,
kyssed’ taus jeg tidt mit Baand.
Hvilket end nu er mit Maal,
seer jeg den Tilbedtes Billed’,
mindes, hvor hun blidt mig drilled’,
hvor hun lönned’ södt mit Taal.
I Naturens Moderfavn
Mindet skyggetro mig fölger:
Procne sjunger, Kildens Bölger
risle, sprudle Sulvas Navn.
Bryder Kjendslen ud i Sang,
ved mig, see! da Englen svæver;
mens min Haand paa Strængen bæver,
leder hun min Harpes Klang. —
Dog maa Læben lukke sig,
Hjertets Sprog den tör ei tale,
tör ei lydt for Verden male,
at i Baand jeg föler mig.
Ak! thi mellem os fremfoer
Slörets prövende Gudinde,
höined’ os et Fjeld, hvis Tinde
Öiet skuer ei fra Jord.
Strengt det staaer nedskuende,
Runer, barske, rædselfulde,
varsle for vort Blik med Kulde:
jordiske Adskillelse.
Men hvad Öiet mægter ei,
trodser Flammen i vort Hjerte,
södt ved Elskovs lyse Kjerte
banes det til Spidsen Vei.
Vore Hjerter samles der,
samles til umörknet Stjerne,
som Forening i det Fjerne
tyder adskilt Elskov her. —
Ak! men dog i Herthas Lund
slaaer mit Hjerte sælsomt bange,
stræber hen mod tause Gange;
Elskov er den dybe Grund.