Vinterlig Nat udfolder sit Slör,
Stormene bruse saa vilde;
hjemlös en Moder fra Dör til Dör
haster med grædende Lille.
"Frelser! o! frelser i Nattens Gru!
"Himlen vil lönne med freidig Hu. —"
Dörrene lukkes den Arme;
inde de Glæde larme.
Vildsomt den Sukkende flygter afsted;
hör! hvor de Skummende brage!
stander den Moder ved Bölgebred,
stönner i Stormen sin Klage.
Tangklædte Havmand fra Dybet steeg,
angst den Moder tilbage veeg,
bange den Lille mon græde,
griber i Modrens Klæde.
"Flygt ei! jeg bringer Dig Fryd og Ro,
"Medynk fra Jorden er stedet;
"dybt i det Blaae, i Havmandens Bo
"bliver den pleiet og fredet.
"Giv mig den Lille, Du förer ved Arm!
"Lyst skal hun finde ved Havmös Barm;
"hist i de perlede Sale
"lulles hver Sorg i Dvale."
Perler fremdrager den Bölgesön,
sölvernt i Natten de skinne;
"visseligt! föier Du Havmandens Bön,
"Lise og Fryd skal Du finde;
"endes skal al Din Sorrig og Nöd;
"Perlen Du vexler med Guld, saa röd’,
"blinkende Borg skal Du kjöbe,
"vel udi Maar Dig svöbe."
Natten isner, og Stormen slaaer
huult til de Fraadendes Dandsen,
stander den Kvinde med flagrende Haar,
Blikket mod Underhavskrandsen,
see! en Perle fra skumhvid Flod
slynges for kæmpende Moders Fod,
Stemmen hun kvæler i Barmen,
griber det Barn ved Armen.
"Moder! o! Moder! ak! nei! o! nei!
"ei til den Havmand jeg dukker;
"hvo vil da spögende lette Din Vei,
"alt naar Du vandrer og sukker?
"hvo vil flette Din Lok i Kveld?
"fylde Dit Bæger fra Kildevæld?
"lukke i hjælpelös Alder
"Öiet, naar Christ Dig kalder?" — —
"Gyldne Carm skal före Dig frem,
"Viin i Crystallet skal blinke,
"Öiet skal lukkes i guldprydet Hjem,
"alt af de Terner, saa flinke."
Moderen frister det Guld, saa röd,
Barnet segner i Bölgens Skjöd,
Perlerne funkle i Sandet,
Havmanden leer fra Vandet.
Moderen haster fra Bölgebred
alt med de Perler, saa blanke;
hist paa de dyrkjöbte Perlers Sted
kneise de Borgstötter ranke.
Fruen inddrager i gylden Vraa,
glemt er den Lille bag Bölgen blaae,
thi i de Sale omfare
Terner, saa lette og snare.
Og da den förste Nat fremsteeg,
der hun i Borgen vil hvile,
knager det huult fra Tillie og Væg:
"Himlen Dig skjænked’ den Lille."
Der den fölgende Nat frembröd,
"Himlen vil hevne den Lille", det löd;
Ternerne sjunge for Fruen,
glemt er det Varsels Truen.
Og i den tredie Nat med Brag
Lyn slaaer fra Himmelens Bue,
blankt det knittrer om Spiir og Tag,
Borgen staaer höit i Lue.
Tom er Hallen for Terne og Svend,
magteslös synker den Frue hen;
Hjertet bristende dirrer,
Blikket end aabent stirrer. —
See! en Cherub, saa venlig og mild,
dale fra Fredens Höie,
hylt i Forsonligheds Englesmiil,
lukke det stirrende Öie;
det er den Datter, saa tro og blöd,
som dog ei glemte sin Moders Nöd. —
Vee den Moder i Döden!
glemmer hun Barnet i Nöden.