Denne er Eders Time og Mørkets Magt.
Du Lys for Sjælens Øje,
Min Jesu, hvor du lyser,
Mens Mørkets Magter sig omkring dig lejre!
For Mørket ej jeg gyser,
Du straaler som det Høje,
Der i din Herlighed skal sikkert sejre. —
Du styrer Tidens Vejre,
Du seer, at nu er Tiden,
Den Stund, du med din Fader
Til Mørket overlader,
At Lyset mere klart skal skinne siden:
Du synker ned i Døden
Og stiger som en Sol i Morgenrøden.
Til Skriften hen du viser:
Ej til sin egen Ære
Nu Mørkets Magt en Stund Triumphen nyder;
Guds Redskab skal den være,
At i dens Værk man priser
Guds Værk, hvis Raad i Skriftens Taler lyder.
Den Tanke højt mig fryder
I disse Mørkets Dage,
At Mørket har sin Time,
Som Gud med sin vil rime,
Saa Lyset skinner frem foruden Mage:
Retfærdighed og Naade,
Som end har over Jorderig at raade.
O Jesu, vredes ikke,
At, mens paa dig jeg skuer,
Min egen Qval og Kummer frem sig trænger!
Med Nidkjærhedens Luer,
Med Sorgens Veemods Blikke
Jeg seer det Land, hvorved mit Hjerte hænger:
De kom med Sværd og Stænger,
Mens Hadets Fakler brændte,
Med Løgn og List paa Læben
Og Ondskabs værste Stræben
Og falske Vidner frem imod os sendte,
Og det var deres Time,
Som lod med Mørkets Magt sig herligt rime.
See, du min Sol og Sejer!
Mig Mørkets Magt mon bøje,
Mig Ondskabs frække Sejre dybt forvirre:
Dig vil min Sang ophøje,
O du, som Lyset ejer!
Men ned i Mørket mine Tanker stirre;
Svagt Harpens Strænge dirre,
Thi Tidens Taager klamme
Har lagt sig om mit Hjerte
Med Jordens Harm og Smerte
Og dæmpet koldt min Lovsangs Offerflamme:
Du kald den selv tillive,
Stem Troens Stræng til reen sin Klang at give!
Du Mørkets Overvinder!
Ned for din Fod jeg synker,
Du, som gik frem med Sejr af selve Døden,
Du, som Forladthed ynker,
Hvem Løgnens Væv ej blinder,
Ak, for os ind igjen i Morgenrøden!
Tag dig os an i Nøden,
Lad Dragens Tænder brydes,
Lad Mørkets Time svinde,
Lad Lysets Dag oprinde,
Lad Saaret læges, lad vort Hjerte frydes,
Ak, lad vor Sjæl omvendes,
At Lysets Sejr kan i vort Hjerte kjendes!
Da see vi, at du brugte,
Du med din store Fader
I Lysets Plan kun brugte Mørkets Planer;
Thi han, som Synd forlader,
Til Frelse vilde tugte
Og lede bort en Slægt fra Syndens Vaner.
For os paa Viisdoms Baner,
For os paa Fredens Veje,
At Fejlene maae rettes,
Og Folket ej udslettes,
Men Lysets Fro faae Spirekraft og Pleje;
Lad ej vort Hjerte gyse,
Lad Herrens Finger gjennem Mørket lyse!
Tilsidst skal Herrens Finger
Omstyrte Mørkets Throne,
Som gaaer i Evighedens Dyb tilgrunde;
Tilsidst med Sejerstone
For Gud min Lovsang klinger,
Det troer jeg fast og tvivler ingenlunde:
Tilsidst med alt det Onde
Skal disse Mørkets Sejre
For evigt underkjendes,
Med Dommens Ild forbrændes,
Som Avner vejres hen for Vredens Vejre:
Til da jeg vil fornøje
Min Sjæl med Gud, min Frelser, at ophøje.