Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.
Engang endnu den Haand, hvis Saar helbreder,
Naar gjennemstunget den paa Korset bløder,
Han rækker ud og læger i det Mindre:
Han om sin Fjendes Tjener kjærligt freder,
Med Mildhed Petri Sværd og Flamme møder,
Og Almagts Stjerne lader for ham tindre.
Den lad mig her erindre!
Thi med Barmhjertighedens Lys forenet
Den gjennemfunkler Jesu Liv herneden
Med Glands af Evigheden,
I Kjærlighedens Gjerninger forgrenet,
Ved Lægekraften fra hans milde Hænder,
Som Stjerner trindt for Troens Øje tænder.
I, som blev hjulpne af den gode Mester
Hvis Tro blev prist af Jesu Læber milde,
I, de Helbredtes aldrig talte Skare!
Hvor end mit Blik i Kredsen rundt sig fæster,
Hans Naades Træk sig for mit Syn fremstille
I Magtens Glorie, den guddomsklare.
Med Eder at erfare
Den Frelsens Kraft hos Jesus Nazaræus,
Det Stjernen er, som rinder op med Styrke
I Sjælens syge Mørke,
Bevinger os med Ild som Bartimæus,
Vor Haand henleder til hans Kjortels Flige
Og lærer os: „Tal blot et Ord!“ at sige.
Udræk din Haand og borttag Sygdomsroden,
Du, til hvis Fod man sine Syge førte,
At Hænderne paa dem du kunde lægge!
Min syge Sjæl jeg lægger dig for Foden,
Ak, bøj dig ned, som da du dem berørte,
Og borttag Syndens Saar, som den bedække!
Tilsidst vil og du vække
Mit skrøbelige Støv i Tidens Aften,
Tilsidst i Evighedens friske Morgen,
Naar endt er Sygdoms-Sorgen,
Mig gjennemstrømme heelt med Sundheds-Kraften,
Den du, med udstrakt Haand til Korset bundet,
Da du vor Sygdom tog, for os har vundet.