Ja, det er dig, den rene,
Den hellige, den vise,
Den milde Jesus, efter hvem de lede,
Dig, hvem man tør alene
Af alle Slagter prise
Som fri for Synd og ufortjent til Vrede —
Ej for dig at tilbede,
At trøstes ved din Naade,
Ej af din Haand at læges,
Ej ved dit Ord at qvæges,
Ak nej! for ved et Kys dig at forraade
Og saa med Korsets Qvaler
Faae bragt til Ende dine Sandheds-Taler.
Men jeg vil dig oplede
I Spotten og i Nøden
For heelt til dig mit Hjerte hen at give,
I Støvet dig tilbede,
Paa Korset og i Døden
Og aldrig fra din Fod mig lade rive.
Ak, lad mig hjulpen blive
Af denne Haand saa blodig,
Ak, lad mit Hjerte læges,
Min Tanke vederkvæges
Af hvert et Ord, du siger saa taalmodig,
Ak, viis dig for mit Øje,
Sig: „Det er mig,“ at sig mit Knæ maa bøje!
Sig: Det er mig, som lider,
Guds Søn den Elskelige,
Betjent hos ham af Engles Legioner,
Som i Forladthed strider
Med Mørkets grumme Rige,
Hvem man korsfæster og med Torne kroner.
Ja, det er dig Forsoner!
Lad mig dit Ansigt kjende,
Lad Syndens Rædselsjammer
Og Hellighedens Flammer
Og Naadens Lys mig gjennem Hjertet brænde,
Lad for din Fod mig falde
Og dig ved Navn som Gud og Frelser kalde!
Dig er det, som os skabte,
Som kroned os med Ære,
Beredte for os Livets Saligheder,
Dig, som vil de Fortabte
Paa dine Skuldre bære
Til Livsens Vang og Væld, som selv du freder,
Dig er det, som helbreder,
Som trøster, vederqvæger,
Dig, som med Blod os kjøber,
Dig, som med Aand os døber,
Dig, hvem en evig Kjærlighed bevæger:
Lad mig og alle Sjæle
For den, du er, i evigt Knæfald knæle!
Sig: „Det er mig,“ saalænge,
Til alle Hjerter røres
Og frit og fromt i villigt Knæfald bøjes!
Din Røst saa dybt lad trænge,
At Synden ret afsløres,
At ret Guds Naades Hellighed ophøjes!
Saa vil din Sjæl fornøjes,
Naar hver en Sjæl er vundet,
Naar ingen Sjæl er savnet
Men hver af Naaden favnet,
Til dig i Salighedens Knæfald bundet,
Naar: „Det er dig, Forsoner,
Dig Christus, Jesus!“ Klang i Klang det toner.