1.
Did, hvor den gamle Skov sig dunkel hæver,
Imidlertid Erminia hastig naâr,
Men mellem Liv og Død den Arme svæver
Og Vejen ej at vælge selv formaar,
Thi Haanden kraftløs hen om Tøjlen bæver,
Og efter eget Tykke Hesten gaar
Og lægger Vejen vidt og bredt i Bugter,
Saa Søgen og Forfølgen intet frugter.
2.
Som trætte Hunde midt i Jagtens Hede
Sig skuffede paa Stien vende brat,
Naar de forgjæves efter Vildtet lede,
Hvis Spor fra Sletten svandt i Skovens Nat,
Saa vende Ridderne med Skam og Vrede
Til Lejren hjem, mens aandeløs og mat
Hun fremad flyr og ej tør se tilbage,
At spejde, om i Sporet end de jage.
3.
Hun flygter hele Natten, vildsom drager
Hun hele Dagen om fra Sted til Sted
Og mærker kun til sine bitre Klager
Og til sin Graad, der rinder strid og hed;
Men da nu Solen fra sin Guldvogn tager
Det ædle Spand og gaar i Havet ned,
Hun ser den skjønne Jordans Bølger smile
Og stiger ned og lægger sig til Hvile.
4.
Ej Nadver nød hun, hun er mæt af Kummer,
Og Graad alene vil hun læskes ved;
Men du, for hvem i Glemsel huldt forstummer
De Dødeliges Kval, du daled ned
Og bredte dine Vinger, søde Slummer!
Ud over hendes Leje med din Fred.
Men Hjærtets Længsel gjennem Freden bæver
Og Drømmes Billeder for Sjælen væver.
5.
Hun vaagned op ved Kviddertoner søde,
Mens tusend Fuglerøster sammen slaa,
Og Vinden søgte mangt et skjemtsomt Møde
Med Blomster, Græs og alle Bølger blaa,
Og Buskenes og Flodens Stemmer løde,
Og stolte Træ’r med huldrig Hilsen staa,
Og dybt i Skovens Susen var en Klage,
Som drog til Sorgen hendes Sjæl tilbage.
6.
Da lod paa ny hun hede Taarer rinde,
Men Graaden brydes af den rene Klang
Af Rørets Fløjtetoner, som forbinde
Sig kunstløst med en simpel Hyrdesang:
Hun efter Lyden gaar og ser der inde,
Med Hjorden lejret under Skovens Hang,
En Olding, som til Kurve Vidjer føjer,
Og sig ved trende Drenges Sang fornøjer.
7.
De sjælden sete Vaaben først dem skræmme
Med Staalets Blinken, som saa brat dem slaar;
Da hilser hun dem med sin blide Stemme
Og løfter Hjælmen af det gyldne Haar:
»I Himlens Yndlinge, som her har hjemme!«
Saa mæler hun, da skjøn hun for dem staar,
»O bliver ved! Mit Sværd skal Intet mindre
End Eders Kvad og Eders Gjerning hindre.«
8.
»O Fader!« blev hun ved, »i vilde Luer
Staar Landet tændt af Krigens Fakkel rød,
»Og trygt og sorgløst Eder her jeg skuer
I Hyrdelivets Hvile from og sød.«
»Min Søn!« han svarer, »under disse Buer
Ej Stridens Larm den milde Taushed brød,
Ukrænket end i Skovens stille Skygger
Jeg med min Slægt og mine Hjorder bygger.
9.
Tak være Himlen, som i Naade freder
Om Hyrdens brødefri, beskedne Sti!
Den Lynet mod de stolte Tinder leder
Den ydmyge og lave Dal forbi,
Den kun de store Kongers Fald bereder
Ved Sværdets blodig grumme Raseri,
Mens ingen rovsyg Krigers haarde Hænder
Mod vor ynkværdig lave Lod sig vender.
10.
Ynkværdig, lav dog kun for Andres Blikke,
For mig mer ønskelig end Sceptrets Guld,
Mit fredsom stille Bryst sig aabner ikke
For Ærens Tørst og Lyst til Rigdoms Muld,
Den svale Kilde giver mig at drikke
Sin Bølge, uforgiftet, klar og huld,
Og denne Hjord og Kjøkkenhavens Bede
Ukjøbte Spiser for mit Bord berede.
11.
Thi saare lidt kun til vor Nødtørft hører,
Og lidt kun til at gjøre Hjærtet fro;
Ej nogen lønnet Svend er Hjordens Fører,
Men mine Sønner vogte paa den tro:
Her hvor Naturens blide Liv sig rører,
I skovlig Ensomhed vi sammen bo,
Hvor Fisken leger, og hvor Hjorten springer,
Og Himlens Fugle sprede deres Vinger.
12.
Der var en Tid, da jeg med Kjede vendte
Fra Hyrdens simple Færd mit stolte Blik,
Og Ønsket om Forandring i mig brændte,
Thi ledig Sværmen er den Unges Skik.
Jeg flygted fra mit Hjem, og det sig hændte,
At Plads i Memfis’ Kongeborg jeg fik —
Det var kun Haverne, som jeg tog vare,
Dog bleve Hoffets Rænker snart mig klare.
13.
Jeg taalte længe, hvad kun lidt mig hued,
Thi Haabet vinked; men da Tiden gled,
Og ej saa kjækt og ungt mig Brystet lued,
Da grebes jeg af dyb Sørgmodighed,
Og, blød om Hjærtet, jeg tilbage skued
Og sukked efter svundne Dages Fred,
Thi bød Farvel jeg til de høje Steder
Og vendte hjem til Skovens stille Glæder.«
14.
Saa taler han, men hendes Øre hænger
Opmærksomt ved de milde Læbers Røst,
Og dulmende den vise Tale trænger
Sig ned i hendes uvejrstrætte Bryst,
Vemodig grublende, hun faar til længer
At dvæle her i Ensomheden Lyst.
Og hun beslutter, ej herfra at drage,
Før Lykken vinker hende huld tilbage.
15.
Hun sagde til ham: »Hvad du før har prøvet
Af Modgangs Kval, du nu kan mindes fro;
Hav Medynk da, med den, som er bedrøvet,
At Himlen maa forunde dig din Ro,
Og giv mig Herberg hos dig under Løvet!
Min Sjæl forlænges efter her at bo:
Maaske jeg kan i disse Fredens Telte
Den dødelige Vægt fra Hjærtet vælte.
16.
Hvis ædle Perler eller gyldne Spange
Hvad Mængden elsker, dig for Øjne stod,
Jeg af Juveler ejed vel saa mange,
At der blev Løn for Herberg rund og god!«
Hun viser ham sin Skjæbnes sno’de Gange,
Og medens en krystalklar, yndig Flod
Af Smertens Draaber væder hendes Kinder,
Den fromme Hyrdes Medynkstaare rinder.
17.
Ret som en elsket Datter han mon finde,
Han gyder Trøst i hendes Hjærtes Saar
Og fører til sin ligestemte Kvinde,
Hvem Himlen skjænked ham, den væne Maar:
Da svøber sig den deilige Fyrstinde
I ringe Dragt og vikler om sit Haar
Et landligt Slør — dog Blik og Holdning sige,
At denne fødtes ej til Hyrdepige.
18.
Det grove Dække mægter ej at tvinge
Det ædle Lys af kongelige Tanker,
Saa lidt som hendes Gjerning, lav og ringe,
For medfødt Majestæt kan sætte Skranker.
Med Hyrdestaven hun paa Engen vanker,
For Hjorden ud og atter hjem at bringe,
Med hvide Hænder malker fuld sin Spand
Og samler Osten inden Koppens Rand.
19.
Naar hendes Faar i Læ for Solens Flammer
Sig hvile blødt, hun ud i Barken skjærer
Paa tusend Laurbærtræ’rs og Bøges Stammer
Det elskte Navn, som hun i Hjærtet bærer;
Den haarde Dom, som hendes Elskov rammer,
Hun tusendfoldig dem fortælle lærer,
Og naar saa hendes Øjne Skriften tyde,
En Taarestrøm de ned ad Kinden gyde.
20.
»I gode Stammer! jeg har givet Eder
Min mørke Livshistorie i Gjemme,«
Saa sukker hun, »naar da paa disse Steder
En trofast Sjæl de simple Tegn skal nemme,
Mens Løvets Hang dens stille Længsler freder,
Mit Levnedsløb den skal til Medynk stemme
Med En, hvis Troskab muligt dog var værdig
En Skjæbne mindre grum og uretfærdig.
21.
Maaske, hvis Himlen nogensinde skjænker
De Dødeliges Bøn et naadigt Øre,
Den ham, som nu kun lidet paa mig tænker,
Engang i disse Skoves Læ vil føre:
Naar da hans Øje paa min Grav sig sænker,
En sildig Ømhed skal hans Hjærte røre,
Et Suk, en Taare skal da vel omsider
Forunde mig en Løn for hvad jeg lider.
22.
Og om saa Hjærtet end har Kummer prøvet,
Saa skal dog Aanden sig i Døden glæde,
Den kolde Aske, som er gjemt i Støvet,
Skal eje det, hvorfor jeg nu maa græde.«
Saa til de døve Stammer hun bedrøvet
Sin Sjæl betror, mens Taarer Øjet væde. —
Men langt fra hende, for at søge hende,
Drog Tankred om, som Skjæbnen ham mon vende.
23.
De friske Mærker i den bløde Jord
Af jærnbeslagne Hove rask han følger,
Og trænger ind i Skoven mørk og stor;
Men Skyggens brede Slør i sorte Bølger
Sig mægtigt sænker ned og Bunden dølger,
Og ej han skjelne kan de nye Spor:
Han rider fort og spørger tit sit Øre,
Om Hestetrav og Kamplarm er at høre.
24.
Og Nattens Vind den Lyttende bedrog,
Naar raslende den gjennem Løvet lød,
Og Fuglen, der med Vingen skræmmet slog,
Og Vildtet, der en Gren med Knagen brød,
Ham tit afsted i Lydens Retning jog,
Og førte sært omkring i Skovens Skjød,
Til sent han undslap, da mod Nat den gyste
Og Maanen, hvidlig gul, paa Marken lyste.
25.
En Larm ham atter monne til sig lokke,
Og ret som Morgenen sin Lue tænder,
Han naâr et Fjæld, der fra de faste Blokke
En talrig Hær af Sølverbølger sender;
De til en skumfuld Elv sig sammenflokke,
Der Foden dundrende mod Dalen vender:
Han standser mørk og kalder uden Haab,
Og Ekko svarer ene paa hans Raab.
26.
Han med et harmfuldt Suk mod Himlen skuer,
Der Intet af hans søde Drøm vil levne;
Men hver en Tort mod den, for hvem han luer,
Han sværger paa Fornærmeren at hævne,
Og da sig Tiden nærmer for hans Stævne
Med Hedningen Argant, det bedst ham huer
Paa Stand til Frankerlejren hjem at drage —
Men hvor er Vejen, som gaar did tilbage?
27.
Som henad vilden Sti nu Gang’ren skred,
Fra Klippedalen hørtes Hovslag klinge,
Og af dens Snævring frem en Rytter red,
Der syntes Bud og Brev i Hast at bringe,
Thi fra hans Skulder hængte Hornet ned,
Og højt i Haand han monne Pisken svinge;
Til ham sig Tankred vender: »Kan du ej
Til Gotfreds Lejr mig vise gjennest Vej?«
28.
»Med Bud fra Bohemund jeg didhen drager,«
Saa lød i Tankreds eget Maal hans Ord,
Og denne for sin Frændes Svend ham tager,
Og tryg sig til hans Følgeskab betror;
En Borg de naa mod Aften, skummel rager
Den frem med faste Volde, mørk og stor,
Mens trægt en sumpet Sø omkring den siver,
Og Vandet grumset tungt mod Bredden driver.
29.
I Hornet støder Løberen og taler
Til Ridderen, mens Broen hisses ned:
»Er du fra Latium, du kan i Fred
Dig vederkvæge her, til Hanen galer;
Thi Greven af Cosenza nu befaler —
Det er alt tredie Dag — paa dette Sted.«
Sit Blik lod Helten hen ad Borgen gaa,
Den syntes uindtagelig at staa.
30.
Og af en Tvivl hans tapre Hjærte rørtes,
Om muligt for hans Fod var spændt en Snare,
Dog intet Ord derom fra Læben hørtes,
Og Kinden blegned ej; thi vant til Fare,
Han havde saa for Skik, at, hvor han førtes,
Han lod sig af sin højre Haand forsvare;
Men Kampen med Argantes vented nu,
Og ej til ny Bedrifter stod hans Hu.
31.
Hvor Broen krum ned mod en Grønning glider,
Midt ud for Borgen han tvivlraadig dvæler;
Med draget Sværd en staalklædt Ridder skrider
Paa Broen frem og højt med Trusel mæler:
»Du, hvo du er, forgjæves du dig fjæler,
Det nytter ej, du ser til alle Sider —
Dit Fodtrin en fortryllet Jordbund krænker,
Fremræk din Haand og bær Armidas Lænker!
32.
Her er hun Dronning, drag dit Sværd for hende
Mod Alt, hvad efter Jesu Navn sig kalder
Du ellers ej mod Lysets Stjærnehaller,
Mens du fornyr din Hud, skal Blikket sende!«
Men Tankreds Øje hvast paa Manden falder,
Og Rambald af Gascogne kan han kjende,
Der med Armida drog, og uden Blu
Afsvor sin Frelser, tjener Mahom nu.
33.
Af hellig Vrede farves Heltens Pande:
»Gudløse Nidding!« brød i Harm han ud,
»Jeg er den Tankred, som skal altid stande,
For Kristi Sag ombæltet, stærk i Gud;
Ved hans Kraft undertvang jeg Hedninglande,
Som nu jeg tugter dig paa Himlens Bud.«
Den Anden studser, da han Navnet hører,
Men dog sin Frygt med nye Trusler slører.
34.
»Jeg ynker dig, der kom herhid til Jammer,
Dit Hoved jeg de Kristnes Høvding sender,
Her findes Kræfter, som dig Kraften lammer;« —
Men Mørket sænker sig, thi Dagen ender:
Da Slottet brat af tusend Lamper flammer,
Som naar en oplyst Skueplads os blænder,
Armidas Trone højt derinde staar,
Selv uset, ser hun alt, hvad foregaar.
35.
Ej føler Tankred Mathed mer og Saar,
Ej heller paa sin trætte Hest han bliver,
Tilfods er hin, tilfods han mod ham gaar;
Rask gaar han fremad og et Saar ham giver,
Hin dækker sig og flyr, ham Tankred driver
Paa Broen ind og med sin Haand ham naâr,
Med den hans Skulder, med sin Fod hans Fod
Han klemmer fast i Sejerherrens Mod.
36.
Da slukkes alle Borgens Lamper brat,
Ja hvert et Stjærneglimt fra Himlen svinder,
Udplyndret staar den straaleløse Nat,
Ej mindste Maaneskjær med Lysning skinner;
Ej skjønner Tankred, hvor hans Fod er sat,
Han raver, famler, trindt ham Mulmet blinder —
En Dør han føler — før han véd og vil,
Er han traadt ind — med Drøn den falder til.
37.
Som Fisken, naar fra vredt oprørte Vande,
Dem Stormen pisker i det aabne Hav,
Den søger indad mod Comachios Strande,
Hvor Kysten bugter sumpet sig og lav,
Og brat sit Fristed maa som Fængsel sande —
Den gaar i Hullet ind, ej ud deraf —
Saa Tankred her: han frit kan indad gaa,
Men for hans Udgang lukker Laas og Slaa.
38.
Han ryster Døren i det bælne Mørke —
Det var, som han sin Kraft til Vinden gav —
»Armidas Fange! du har spildt dit Ørke,«
Saa lød en Røst, »frist Livet i din Grav,
Frygt ej for Død!« Sin Kval med Heltestyrke
I Hjærtet tvinger ned den Ridder brav;
Dèr klager vildt han paa sin Elskovs Lænker,
Sin egen Daarskab og de Andres Rænker.
39.
»Guds Sol farvel! og du, hvis Blik jeg skatter
Som Himlens Lys, farvel, min Elskte du!
Skal ej dit Aasyns Straaler naa mig atter?«
Saa lyder Sukket inderst i hans Hu.
Da mindes han Argant, og først han fatter
Sin Jammers Dyb: »Til Spot jeg vorder nu,
Det var imorgen, jeg ham skulde møde,
Ha! Skam og Skjændsel! ve mig for min Brøde.«