1.
Imens i Staden høres Hammerklang,
Hos hver en Vaabensmed ses Essen gløde
Fra Gry til Solbjærg, dernæst Natten lang;
Tilførsel ny var bragt af Markens Grøde
Ved Nattetid, og for en Storm at møde
Befæstningsværket gaar sin sikre Gang:
Mest knejser nordre Mur, som derhos henter
Forøget Magt af Krigens Instrumenter.
2.
Da tren Argant for Kong Aladdin frem
Og mælte brat: »Hvorlænge skal det vare?
I smedde Sværd og Lanser, men mod hvem?
De Kristne have Fred og ingen Fare:
Hver Nat har Søvn, hvert Maaltid Ro hos dem,
Mens vi vort Mod til Hungersdøden spare;
De strejfe gjennem Landet frit og røve,
Vi, spærret inde, os i Taalmod øve.
3.
Paa Hjælpen fra Ægypten vil du vente —
Nej! har en Gnist du af dit fordums Mod,
Du ved en rask Bedrift kan Lykken hente,
Thi den, som tror paa Lykken, er den god:
Hvad om du brat mod Frankerhæren sendte
Lig Fossens Vande dine Skarers Flod?
Er sligt for meget vovet, lad mig gaa
Som Enkeltmand et Slag for dig at slaa!«
4.
Ham svarte Kongen: »Glødende du staar
I Ungdomsmod, men derfor ej du tænke,
At Fejghed følger med de hvide Haar,
Og med erfaren Alder Sløvheds Lænke;
Dog Himlen vil os anden Udgang skjænke
End Hungersdød, som smædelig du spaar.
Med Sværd i Haand som Kriger lad mig falde! —
Men hør nu, hvad jeg holder skjult for Alle.
5.
Nicæas Helt, den ædle Soliman,
Som bærer Hævn i sine Kongetanker
Mod Tronens Ransmænd, de forhadte Franker,
Har samlet Horderne fra Ørknens Sand,
De spredte Sønner af Arabialand,
Som hen mod Libyens Grænser vildt omvanker;
I Mulm ved Midjenat han løfter Sværd
Og slaar sig til os gjennem Frankers Hær.
6.
Han skaffer Hjælp, han Folk og Føde bringer,
Han bringer med sin Aand, den Krigerarm,
Der fører Lynet, naar den Sværdet svinger;
Snart er han her, thi vent!« — Af Vreden varm
Udbrød Argant, thi han har hørt med Harm
Hvert Hædersord, der om den Anden klinger —
Til Soliman han længst bar skinsygt Nag:
»Ja, vent du kun, og støt til ham din Sag!
7.
Sit eget Rige værged han med Held!
Lad ham kun sikre dit! men jeg vil gaa
Med dit Forlov derned alligevel
Og som min egen Mand en Dyst mig faa,
Og da jeg nødig staar i Andres Gjæld,
Hvad selv jeg magter, vil jeg prøve paa.«
»Saa gjør kun,« svarer Kongen, »som du vil!
Det staar dig frit, skjønt ej jeg raader til.«
8.
Paa Stand Argant befaler en Herold:
Bring Gotfred og hans Kæmper saadant Bud!
En Helt, som dvæler inden Zions Vold,
Til Tvekamp En af Eder æsker ud,
Og ej blot En, thi har han En gjort kold,
Han tager mod en Anden, stærk og prud,
Indtil den Femte: han sig venter Sejren
Paa Sletten mellem Stadens Mur og Lejren.
9.
Om Gotfred vil, Tilladelsen han give!
Den Overvundne, efter Krigersæder,
Som Sejerherrens Træl hos denne blive!« —
Herolden frem for Frankers Høvding træder:
»Mon Sendemand sig her ved Lejde glæder
Til frit at tale?« — »Frygten du fordrive,
Sig frem!« lød Gotfreds Svar, og uden Stammen
Sin Herres Budskab melder hin med Brammen.
10.
Ham svarte Gotfred flux med saadant Ord,
Mens gjennem Ridderskaren, der stod hos,
Et Vredens Vindstød stærkt med Brusen fór:
»Din Herres Kamplyst, mærker jeg, er stor,
Og mindre træffer han den ej hos os;
At ham den Femte gaar at byde Trods,
Behøves knap! vi vende mod ham Sporet
Til Tvekamp uden Fordel, det er svoret.«
11.
Argantes, da han modtog slig Besked,
Med Brynje, Sværd og Skjold sig rusted brat
Og ned fra Staden ud paa Sletten red:
Stor var han, vældig som en Goliath,
Af Muskler stærk og høj og skulderbred,
Mørkt var hans Aasyn som en Uvejrsnat,
Men Kongen bød Klorinda: »Du skal gaa
Med tusend Mand som Sikkerhed at staa.«
12.
Men i de Kristnes Lejr man søger nu
Den Første blandt de Bedste: Alles Øje
Paa Tankred faldt, ham søger Alles Hu,
Og Alles Hjærter hen mod ham sig bøje,
Sig Alles Træk og Miner sammenføje
Til denne Skrift: den rette Mand er du,
Mens klart en Lyd af Røster man fornemmer;
Og Gotfreds Bifaldsblik med Lyden stemmer.
13.
Hver viger Tankred, Ingen føler Harm,
Ej mer den fromme Gotfreds Hu sig dølger,
Og, vendt mod Ynglingen, han mæler varm:
»Gak, ædle Svend! dig al vor Tillid følger,
Tugt hin Forhaaner med din tapre Arm!«
Til Tankreds Hjærte strømme Frydens Bølger,
Flux rejser han sig, straalende af Lyst,
Og gaar, af Mange fulgt, til Kampens Dyst.
14.
Da, Maalet nær, han standser brat sit Ridt:
Paa Højen hist den ranke Skjoldmø stod,
Som Alpers Sne var Klædebonnet hvidt —
Hjælmgitret aabent — hendes Lokkers Flod
Med Guldets Glans for Vinden strømmed frit;
I Synet tabt, han rider Fod for Fod,
Argantes skreg: »Hvor bliver Kæmpen af?«
Sin Ganger Otto rask af Sporen gav.
15.
Den kjække Yngling veg for Tankreds Værd,
Da Valget faldt; nu, hurtig som en Tiger,
Han styrter mod Argant med løftet Sværd;
Da vaagner Tankred, Tryllesøvnen viger,
Han ryster Drømmen af: »Stands denne Færd,
Den Kamp er min!« han raaber, Blodet stiger
Til Panden vildt, af Harm og Blu han flammer,
Thi Ottos Sværd Argantes’ Hjælm alt rammer.
16.
Han rokkes ej men splintrer Ottos Skjold
Og med det nøgne Staal hans Brynje kløver,
Af Sadlen løftet, sank den Ridder bold.
»Giv tabt! du har, hvad Ære du behøver,
Da du mod mig har kæmpet,« haanlig kold
Argantes bød. »Nej, end engang vi prøver.« —
Imod ham vildt Argant da Hingsten driver,
Men Otto ham et Stik i Siden giver.
17.
Da med et Slag Argant til Jord ham kaster,
Tilintetgjort, og, skjændig i sin Harm,
Hen over Fjendens Bryst med Gang’ren haster,
Men Tankred raaber lydt, af Højmod varm:
»Du, som i Grumhed nedrig dig formaster,
Lav selv i Sejren, prøv en Ridders Arm,
Skjønt før i Skovens Dyb du burde krige
Mod Ulv og mod Hyæne, dine Lige!«
18.
Argant vil svare, Vrede Tungen lammer,
Det dumpe Brøl, som vildt hans Bryst udsender,
Er ligt med Dyrets Brøl blandt Skovens Stammer,
En uklar Lyd, hvori man Ord ej kjender;
Men højere hos begge Harmen flammer:
Den Enes Trods sig ved den Andens tænder,
Hver vender Hesten — Musa, styrk min Sang,
Lad Versets Lyd udtrykke Staalets Klang!
19.
De fælde brat de knudret tunge Spær
Og løfte dem, saa det i Luften klinger,
Ej saa man nogen Tid mer hastig Færd,
Ej Løb, ej Spring, ej Flugt af snelle Vinger,
Ej saa man Kampens Rasen vild som her,
Mens hver som Lyn sig mod den Anden svinger;
Mod begges Hjælme begges Lanse brister,
Det hvirvler rundt med Splinter og med Gnister.
20.
Et Brag sig løfter højt mod Himlens Bue,
Den Jordbund, som de vrede Kæmper bar,
Ved Lyden rysted, Bjærgene gav Svar,
Der trindtom mod den runde Kampplads skue;
Urokket dog de stolte Pander true,
Det kjække Hoved samme Rejsning har;
Brat Gangerne sank under dem i Blod,
Stigbøjlen Krigens Mestre da forlod.
21.
Med vaagen Krigerkunst til Fods de stred,
Med Varsomhed den Højre Sværdet fører,
Til Blikket Øjet og til Skridtet rører
Sig Foden, styret sikkert, fuldt bered;
Nu vendte man sig, nu man fremad skred,
Nu viger man, sit Angreb nu man slører,
Hist truer man, og andensteds man støder,
Her blotter sig og List med Listen møder.
22.
Sin Side, ubedækt af Skjold og Sværd,
Fremviser Tankred, ej Argantes nøler,
Han saare vil, men Tankreds Arm er nær
Og rammer ham; han stønner, raser, føler
Det grumme Staal, han ser sit Blod og brøler
Og løfter Sværdet — flux er Tankred dèr:
Ved Skulderbaandet Odden hin fornam,
Der føjed Saar til Saar og Skam til Skam.
23.
Som Bjørnen i en Bjærgskov, der fornemmer
Det haarde Jagtspyd, boret i sit Kjød,
Mod Vaaben styrter sig og glemmer Død,
Saa han fra Kaukasus ej Vreden tæmmer,
Han styrter voldsomt frem og Dækning glemmer
Og hvirvler Slag paa Slag og Stød paa Stød;
Det lyner gjennem Luften, ej han mattes,
Og Aande ham saa lidt som Styrke fattes.
24.
Ej Tankred finder Tid til Sværd at svinge,
Til Skjold at løfte, drage Aandedræt,
Med Mesterskridt han viger, med sin Klinge
Han bøder for sig, hurtig, snild og let;
Men Sværdehaglen synker lige tæt,
Den maa tilsidst af Ligevægt ham bringe:
Han glemmer Kunst og svinger Sværd med Styrke,
Nu kæmpes fort i Raseriets Mørke.
25.
Vredt voxer Armens Kraft med Hjærtets Flammer,
Vildt begges Glavind hvined Kampens Sang;
Hvor Sværdet synker, knusende det rammer,
Hvor Stød blev rettet, Staal i Stumper sprang
Og, vaadt af Blod og Sved, fløj vidt om Vang;
Alt hælder Dag, men Intet Striden lammer;
Man vogter aandeløs fra begge Sider
Paa Kampens Gang, ud Nattens Mørke skrider.
26.
De Kæmpende, skjønt hver har stridt sig træt,
Maaske for brat hinanden Bane volder;
Da nærme sig fredbringende Herolder,
Én Saracener, én af Frankers Æt,
Og, støttede til gammel Folkeret,
De roligt Sceptrene mod Staalet holder.
»Man kæmpe,« mæler hin, »mens det er Dag!
Nu søger Hvile! Søvn er Nattens Sag.
27.
I staa hinanden lig i Kraft og Værd.«
Brat mæler Kæmpen: »Natten mig bedrager
For Stridens Frugt, det mig kun lidt behager.
Han sværge, atter mig at møde her!«
»Sværg, at du kommer hid til Kampens Færd,«
Var Tankreds Svar, »din Fange med dig tager!
Du kun paa den Vis Kamp med mig erholder.«
Da satte sjette Dag de to Herolder.
28.
Saa mange Dage Saarene man skjænker
Til Lægedom og kyndig Røgt at faa;
Et Indtryk sig af Skræk og Undren sænker
I Alles Hjærter, som paa Stævnet saa;
Det glemmes sent, dets Enkeltheder gaa
Fra Mund til Mund, i begge Lejre tænker
Man kun paa denne Kamp og den, som følger,
Dog mest Erminia, som sin Tanke dølger.
29.
Kassanders Datter var den Jomfru bold,
Og Antiochia hendes Faders Rige;
Hun faldt med det i Sejerherrens Vold,
Men Tankred hvælved om den skjønne Pige
Med mandig Mildhed Ridderærens Skjold,
I højmodsfuld Ærbødighed tillige:
Skjønt Fange i sin Faders tagne Borg,
Hun sad med Dronninghæder i sin Sorg.
30.
Med Friheds gyldne Skat hun fik tilbage
Af ham al anden Rigdom, Sølv og Guld
Og hvert Klenodie fra større Dage.
Da nu hun saâ ham, skjøn og ungdomsfuld,
Saa kongelig af Sind og mod den Svage,
I al sin Heltekraft, saa vennehuld,
Blev hendes Sjæl af Amors Baand omvundet,
Et fastere hans Haand har aldrig bundet.
31.
Og nu, da Legemet har Frihed vundet,
Hun føler mest, at Sjælen er i Fængsel,
Til hendes Herre bandt den evig Længsel;
Dog Anstand, dybt i Sjælens Adel grundet,
Bød hendes Bortgang: Tilflugt har hun fundet
Med Moderen, som delte hendes Trængsel,
Hvis Graad med hendes randt for Slægt og Hjem,
I Kongeborgen i Jerusalem.
32.
Den dybt Nedbøjede sig stille bukker
Mod Graven dybere, og i dens Fred,
Fulgt af Erminias Klage, synker ned;
Dog Taarers Regn ej Hjærtets Lue slukker,
Sig Jomfrusindets dybe Kjærlighed
Bag Dattersorgens Slør i Længsel vugger
Og vaagner stærk, da Hæren stævner frem
Og staar med Tankred for Jerusalem.
33.
Tit hendes Blik ud over Egnen svæver
Og spejder efter Helten i det Fjærne:
I Kongeborgen højt et Taarn sig hæver
Nær Muren, dèr hun sidder tit og gjærne
Og stirrer ud, fra Morgenrøden bæver
I Skjoldes Staalspejl, til den første Stjærne
Mod Aften smiler, — dèr med lønlig Gru
Hun følger Kampen fjærnt paa Sletten nu.
34.
Hvert Træk af Stævnet hende siden naâr,
Og Rygtets Mund dets hele Grumhed maler,
Og melder om det ny, som forestaar —
Da sønderrives hendes Bryst af Kvaler,
Hun ser ham, pegende paa sine Saar,
Og hvert et Saar har Røst, og Røsten taler
I dybe Veraab, ret som, vendt til hende,
Den kræved Hjælp, og hun maa Hjælpen kjende.
35.
Tit med sin Moder som lærvillig Datter
Hun gransked i Naturens Visdomsbog,
Dens tause Vink til Lægedom hun fatter
Og kjender Urters løndomsfulde Sprog —
I Morgenland man højt slig Kundskab skatter,
Og deri mangen Kongemø var klog —
Den Elskte vil hun læge, men af hende
Forlanges, at hun læge skal hans Fjende.
36.
Da mindes hun, hvad Mennesker kan gjøre,
Thi Lærdomsord, som gjaldt en Dødens Kraft,
Med Isnen atter lød i hendes Øre,
Og Urter, svulmende med Giftens Saft, —
Hun véd derom, men tør dem aldrig røre —
Fik Liv, som aldrig før de havde haft,
Og bølged, som med Dødens Lugt, forbi
Den rene Sjæl, kun kjendt paa Fromheds Sti.
37.
Forfærdet Jomfruen med travle Hænder
Sin bedste Lægedrik til Kæmpen bringer;
Hver gavnlig Trylleformel, Tanken kjender,
Fra hendes Læbe ved hans Leje klinger;
Men ingen Magt dog Hjærtets Vilje tvinger,
At taust sit Suk det jo til Himlen sender:
At intet prøvet Middel her maa gavne,
Men hver en Kunst sin vante Kraft maa savne.
38.
Hun vender Tanken mod sin Længsels Kald,
Men kvindlig Blyhed standser hendes Fod —
Frygt var det ej, hun hørte Lurens Gjald
I spæde Vaar og skued Kamp og Blod
Og saâ sin Faders og hans Riges Fald
Og øved i Landflygtighed sit Mod:
Ej skjælver hendes Bryst for Sværdets Farer,
Men ærbar Fromhed hendes Tanke varer.
39.
I Fangenskab var Æren hendes Vagt —
Nu da hun nyder Friheds dyre Hæder,
Hun skulde vove sig mod Ringeagt?
Men Tankreds ædle Billed atter træder
For Sjælen frem, og Tanken hende glæder:
At staa med hver hans Heltedaad i Pagt
Fra nu af, naar han vorder snart til Livet
Ved hendes Haand og Kunst tilbagegivet.
40.
Men Amor leger med den Jomfru prud,
Og brat hun i det fjærne Vest sig drømmer
Og ser sig som hans lykkelige Brud
I Vælskland hist, hvor Livets Fylde strømmer,
Hvor Tapperheden bor med Tro paa Gud,
Dèr kjendt i Sandhed: dog hvordan hun rømmer
Fra Staden bort, lukt under Vold og Vagt,
Derpaa hun grunder, raadvild og forsagt.
41.
Erminia med Klorinda samles tit,
De dvæle med hinanden ømt og længe
Og tale sammen søsterligt og frit,
Naar Sol staar op, og naar den gaar til Senge;
Naar samme Leje da dem favner blidt,
Og hver en Sjælens Røst vil frem sig trænge,
Har aldrig end et Ord om Elskovstanken
Dog røbet Hjærtets hemmelige Banken.
42.
Tit naar Klorinda hører Hjærtesukket,
Der stiger fra Venindens stille Bryst,
Og ser i Drøm det blide Hoved vugget,
For Tab og Frændesorg hun byder Trøst;
Saa favner dem et ædelt Venskabs Lyst,
Klorindas Dør er ingensinde lukket
For Kongedat’ren, er hun selv tilstede,
Er hun i Kamp, har hun i Raadet Sæde.
43.
En Dag Erminia søger sin Veninde
I hendes Bo forgjæves; da, som hjemme,
Hun bliver der, og grublende i Blinde
Paa Midlet, som kan hendes Bortgang fremme,
Hun ser Klorindas Hjælm og Brynje skinne
Paa Væggen ophængt, og med sjælfuld Stemme
Og ildfuldt Blik paa Stand hun bryder ud:
»Hvor jeg misunder dig, du Jomfru prud!
44.
Din Skjønhed ikke, nej, din Krigerhæder
Misunder jeg, hin Heltestyrke god:
Du hindres ej af disse lange Klæder,
I Kaabens Folder snubler ej din Fod,
Dig stænger Kamret ej, men fri du træder,
Hvorhen du lyster, baaren af dit Mod,
I Staalet klædt og i din egen Adel,
Med løftet Hoved uden Frygt og Dadel.
45.
Hvi gav Naturen ikke mig tillige
Saa stærke Lemmer og saa mandigt Bryst?
For Storm saa lidt som Staal jeg skulde vige,
Mod Ild og Is gaa paa med samme Lyst;
Da sad jeg ej, en sorgnedtynget Pige,
I modig Handling søgte Hjærtet Trøst:
Ledsaget eller ene, stod jeg fri
I Dagens Lys, blandt Lyn paa natlig Sti.
46.
Jeg vil det, ja! Klorinda vil jeg være,
Jeg for en stakket Stund mig klæde vil
I hendes Vaaben og i hendes Ære,
For hende lukkes ingen Udgang til.
Og hun begyndte Vaabnene at bære
Ind i sit eget Kammer; dette Spil
Gik heldigt af, thi hun var ene dèr
I Aftenskyggen, Tyv og Elsker kjær.
47.
Sig breder Mørket over Hvælvets Fjærne,
De klare Stjærner skride stille frem;
En trofast Svend, en længe prøvet Tærne —
Da fulgte hende fra det fordums Hjem —
Hun kalder tyst og, for sin Flugt at værne,
Hun halvvejs lukker op sin Hu for dem:
Sin Agt hun røber dem, dog ej dens Kilde,
Sin Flugt, dog Grunden ej, at fly hun vilde.
48.
Mens Svenden ordner Alt, i Hast hun klæder
Sin Skjønhed i Klorindas Vaabenpragt,
Det Amor ser og sig ved Synet glæder,
Som da Herakles kom i Kvindedragt.
Med mandig Holdning, faste Trin hun træder,
Til krigersk Væsen tvinger sig med Magt,
Mens Hjælmen om det gyldne Haar sig klemmer,
Og Jærnet strammer om de fine Lemmer.
49.
Det tunge Skjold, som næppe hun kan bære,
Hun griber med den spæde Jomfruhaand!
Men hvor var Hjælm og Rustning hende svære,
Hvor skrider langsomt frem den Liljevaand,
Mens Tærnen tro maa hendes Støtte være!
Hvor løfter Elskovs Mod dog hendes Aand!
Og frem de naa til det bestemte Sted,
Hvor Svenden holder Gangerne bered.
50.
De møde Mange, mens de fremad ride,
I Mørket skinne Vaaben fjærn og nær;
Men hver for dem ærbødig gaar til Side,
Hint blanke Hjælmtegn hædres af Enhver;
Den Kappe, denne Dragt som Bjærgsne hvide
I Skyggen lyse med det kjendte Skjær;
Til Portens Vagt Erminias Røst er vendt:
»Jeg er Klorinda, Kongen har mig sendt.«
51.
Den kvindelige Klang i hendes Tale
Ham skuffed, saa han adlød; ud de red
I hastigt Ridt og mod de lave Dale
Ad Skraaninger i Bugter styred ned.
Tilsidst de naâr et skjult og ensomt Sted,
Hun Tøjlen slapper og sin Angst kan svale:
Da kommer Frygten for det næste Skridt,
Hvorpaa hun før kun tænkte altfor lidt.
52.
At vove sig midt ind blandt Fjender gramme
I Krigerindens vidtberømte Dragt,
Var Vanvid; hun sig vender i det Samme
Til Svenden: »Du, som var mig Værn og Vagt,
Saa tro mod mig som mod min Slægt og Stamme!
Gaa hen, søg Tankreds Telt og faa ham sagt:
En Kvinde for sig selv begjærer Fred,
Mens Lægedom for ham hun bringer med.
53.
Fast hviler hendes Tillid i hans Ære,
Thi Skyggen af hans Telt for Ondt er ren.
Sig det til ham alene! Taus du være,
Hvis mer han spørger, men vær ikke sen
Med Budskab fra hans Læbe hid at bære!
Her venter jeg, her truer ingen Mén!
Bort haster Svenden, som han havde Vinger,
Faar Adgang og til Tankred Budet bringer.
54.
Den blege Ridder, som paa Lejet hviler,
Med anspændt Øre saadant Budskab fanger,
Mens glad Forundring om hans Læbe smiler.
Og atter Svenden paa den rappe Ganger
Med Hilsen til sin Herskerinde iler
At komme did i Løn, som hun forlanger;
Dog hun imens har talt den Andens Skridt
Og tænker, at han skynder sig for lidt.
55.
»Nu naar han did, nu træder han derind,
Nu vender han tilbage,« — da omsider,
Selv sporet af sit længselsfulde Sind,
Hun sporer Gang’ren brat og fremad rider
Og spejder med sit Blik: ej mindste Vind
Forstyrrer Timens Stilhed, Øjet glider
Ustandset fremad, hvor man Lejren skimter,
Hvis hvide Telte gjennem Natten glimter.
56.
Den dybe Nat sit Stjærneslør udspænder,
Og ingen Sky gjør mindste Rift deri,
Og Maanen i sin Straaleklarhed sender
Sin Is af Perler over Mark og Sti.
Sin Røst hun til de tause Marker vender,
Den længe dulgte Længsel gav hun fri:
»I mig velsignede latinske Telte!
I Smertens Vægt kan fra mit Hjærte vælte.«
57.
Men Sorg beredes for den arme Pige:
Dèr hvor hun staar, den fagre Straale rammer
Fra Himlen hendes Vaaben skarpt og lige,
Den hvide Klædning blank som Sølvmor brammer,
Og højt fra Hjælmen Tigrens Billed flammer,
Indtrykt i Sølvet, Alle maatte sige:
»Dèr staar hun.« To af Frankerhæren laa
Med Folk i Baghold, og de sagde saa.
58.
To Brødre var det, Polyfern hed denne
Og hin Alkander; de skal vogte paa,
At ej det lykkes hornet Kvæg at sende
Til Staden, om hvis Volde Hæren laa.
Men hver af disse var Klorindas Fjende,
Thi Faderen — hvad deres Øjne saa —
Blev dræbt af hende midt i Slagets Larm;
»Vær Dødsens!« skreg nu Polyfern i Harm.
59.
Han Spydet mod den bange Jomfru kaster,
Men rammer Luft. Som Hinden, der vil stille
Sin Tørst, og mod de kjøle Vande haster,
Blandt Stene rislende fra sølvklar Kilde,
Naar træt i Sommerskyggens Læ den raster
Og bukker sig mod Flodens Bølger milde,
Med ét forfærdet, skræmt ved Glam af Hunde,
Før den har drukket, flyr de svale Lunde, —
60.
Saa flygter hun, og Hestens Hove flytte
Sig snelt som Lynet; hin forfølge vil,
Og Tærnen vejres bort som Angstens Bytte
I anden Retning; Svenden kommer til
Med sildigt Budskab, sær Forvirrings Spil
Han mærker, vil sin Herskerinde støtte,
Men hvor hun færdes, véd han ej at finde;
Saa spredes disse tre for Skjæbnens Vinde.
61.
Den anden Broder i sit Baghold bliver,
Men sender Budskab med betænksom Hu
Til Gotfred: Ingen Faareflok man driver,
Bedækt med frodig Uld, til Staden nu,
Ej hornet Hjord, som den sin Fedme giver —
Klorinda saâ man, men, som ramt af Gru,
Hun flygted og forfølges af hans Broder;
At hun har Krigsfolk med sig, han formoder.
62.
Hvis man skal drage ud, han rede staar,
Kun Høvdingens Befaling maa han vente.
Men Rygtet strax den sjældne Nyhed sendte
I Lejren om, til Tankreds Telt den naâr,
»Hun er i Fare,« det som Ild ham brændte,
»Hun kom for min Skyld«, ej han husker Saar,
Han let sig ruster, taus afsted han drager,
Frem i de friske Spor han Gang’ren jager.