Friheden
En Ode.
En Ode.
Hvor vi Dig øjne, Du Fædrenes Kraft!
Glade vi signe Dig og Dig tilbede;
Enten Du stiger med Solens, det klare
Billede, eller vi lyttende høre,
Evige Kjæmpe! i fjerneste Dyb, Din
Mægtig arbejdende Haand.
Være af tusind Forbandelser fulgt
Trældommens Lyd, som sig binder til Fejghed!
Ned i den skumleste Nat være styrtet
Alt hvad den aander og Alt hvad den taler!
Være den snart som en faldende Niddings
Sidste afsky’lige Skrig!
Jubel! Du kommer; lang Tiden ej er;
Du gjennemtrænger Jerndørre og Laase,
Kommer, naar Tid er, naar Forsynet kalder.
Trøst skal opfylde hvert længselfuldt Hjerte;
Aanden, som tørstigen efter Dig smægter,
Skue Dit venlige Syn!
Tusinde Suk, ak! ved Dag og ved Nat
Lade Dig nede i Dybet ej Hvile.
De Dig opvække, som tusinde Tordner!
Engel med himmelske Glorie! stig da,
Far i Triumph! og Vilkaarlighed spænd’ Du,
Bunden i Aag, for Din Vogn!
Her udi Dødens den mørkeste Dal
Hentæres Sindet, og Smerten mig dræber. —
Livets og Lysets og Stjernernes Fader!
Lad en Prometheus gyde en himmelsk
Gnist af din hellige Ild i de døde,
Aandløse Legemer her!
Tys! hvilken Lyd fra det fjerneste Old!
Lyder du end, du Tyrtæus’s Harpe?
Svæver i Sagas fortryllede Halle
Skyggen af Cato og Skyggen af Brutus?
Ak! Hvor langt bedre at leve ved Død; end
Døe i det samfulde Liv!.
Siig! Er den evige Moder vel træt? —
Aandernes Forraad udtømt har Naturen,
Og for det Nittende Sekel kun Lidet
Er til de Legemer levnet, som ikkun
Tjener for Lovenes skamløse Drejer
Og til det fromme Bedrag.
Slumrer du, Kraft! Vaagn, Kjæmpe! os hør!
Fast har dig Vellysten bundet i Kjæder,
Dysset dig ind med bedøvende Pestluft,
At dig en tung og fordærvelig Slummer
Trykker mod Jorden; hør os! Lad dig vække!
Mægtigen Kjæderne bryd!
Vee! den ej vaagner! O Vee! er den død? —
Maatte da hellere Lyset og Dagen
Slukkes for stedse, og maatte de høje
Stjerner udslukkes, naar Manddom og Kjækhed,
Ærlighed, Frihed og Tro skal forgjæves
Søges i Hytte og Borg!
Venlige Haab! O jeg kjender din Røst!
Hvor har du laant den fortryllende Tale?
Hvor er den Haand, for din Sanddruhed borger? —
Ak! fra hvad fjerneste Egn du end kommer,
Vær med Henrykkelse hilset! Jeg Altre
Bygger, og offrer til dig.
Dampe.