Nedladen skuer jeg paa Dig,
Stedsøster! see engang paa mig,
Hvor jeg er smuk og lykkelig
Mod Dig, Du Dalens Skiønne —
Kun fire Blade! arme Ting!
Du staaer her godt; thi store Spring
Du skulde ei i Verden giøre,
Til Fristelse vist ei forføre.
Jeg pryder Kongers Blomsterbed,
Hver Dag man seer min Herlighed,
Og roser den — og raaber glad —
See Rosen! see hvert mindste Blad
Er underskiønt! og Vellyst flyder
I Ambraduft, som den udgyder —
Og brød man mig med venlig Haand —
Omsættes jeg af Silkebaand,
Jeg blomstrer paa den Skiønnes Barm,
Misundet seer man mig med Harm —
Jeg visner — det er sandt nok — men
Jeg hæderfuldt dog visner hen.
Bortdøe skal alt, hvad Jorden klæder,
Men det er sødt at døe med Hæder.
Vist, Skiønne! Du fordunkler mig,
Saa svarede beskedentlig
Dalrosen Havens Skiønne —
Jeg ubemærkt afsides groer,
Maaskee, omsat i bedre Jord,
Jeg skulde Dyrkers Flid belønne;
Maaskee meer lykkelig jeg var;
Men nu jeg nyder hvad jeg har,
Skiønt ei som Du, Naturens Under,
Jeg ingenlunde Dig misunder.
I Skoven rolig, uforfulgt
Jeg blomstrer; thi jeg blomstrer dulgt.
Mig brækker ikke lystne Hænder —
Naar Hyrdepigen hiemad vender,
Og seer mig staae uskadt endnu,
Staae Rose, siger hun, og Du
Skal ogsaa kier min Harald være
Naar snart i Aftendæmringen
Han mod sin Pige flyver hen;
Vi synge skal hans Ære,
Som bød Dig smuk at være.
Saa simpel Pigen er som jeg,
Saa blomstrer hun paa eensom Vei
For Gud og Harald ene. —
Snart Signes glade Øie seer
Den ønskte Dag, som endnu meer
Skal begges Skiebne sødt forene.
Glad døde jeg i Brudens Krands,
Henvisnet under kunstløs Dands,
Om hendes Haar jeg maatte zire,
(Skiønt mine Blade kun er fire)
Thi o! hun skulde mindes mig,
Saa tit hun saae en Rose sig
Af yngre Knop opspire.