Broder Graarok
(Efter Bürger.)
(Efter Bürger.)
Det var en Munk af Ordnen graae,
Som eensom vandred om —
En Pige, skiøn som Vaarens Pragt,
Iført en simpel Pilgrims Dragt,
Ham taus i Møde kom.
"Den Herre Christ velsigne Dig!
Saa hilsed hun — Guds Fred,
Han svarte blidt — men underlig
Hans Hierte slog; han følte sig
Ved gienkiendt Yndighed.
Bly talte hun, og rødmende
Slog hulde Øine ned:
" Ærværdige! o siger mig,
" Om her min Elsker skiuler sig
" I Kloster-Eensomhed?
Hvor, gode Pige! kiendelig
Kan være mig Din Ven?
" Ak paa den grove Dragt, han bar,
" Paa Bælte, Pilestav, han skar,
" Da bort han vandred’ hen.
" Men meest paa Væxt og Ansigtsglands,
" Liig Vaarens Morgenrøde,
" Paa gyldne ringelokked Haar,
" Paa Øine blaae, som Himlens Blaae,
" Der blikte ømt og sødt.
Du arme Barn! forlængst han er
Hendød, og dybt nedsænkt!
Nu bølger Græsset om hans Grav,
En Marmorsteen ham Brødre gav —
Forlængst er han nedsænkt!
Der, hvor Du seer ei Vintergrønt
Om Cellevindue groer,
Der klaged’, græd og døde han,
Som Lysets fluktes Livets Lam,
For falsk hans Pige soer.
Sex unge Karle bar ham bort,
Med traurig Sang og Klang,
De Kisten sank til Hvilested,
Og mange Taarer faldt derned,
Da Afskeds-Chor de sang.
O vee! o vee! saa er Du død,
Din Død forvoldte jeg!
Nu Hierte brist, Du Skylden har —
Om kun hans Marmor haardt Du var,
Saa haardt det var dog ei.
Taalmodighed, græd, Pige, ei,
Men desto mere beed —
Forkuust Dit Hierte mat skal slaae,
Dit Øies Lys fordunkles maae,
Naar uafbrudt Du leed.
Fordøm, Ærværdige! dog ei
Den Qval hos mig opkom;
Paa Jorden var der ingen Fred,
Saa lever, elsker ingen meer
Den vide Verden om.
O derfor lad mig græde hen,
Hver Stund er uhenlagt,
Til mat mit Øies Lys gaaer ud
Og til jeg takke kan min Gud,
At Tiden er fuldbragt.
Du fromme Pige, græd ei saa,
Ved Graad ei Gienkomst skeer;
Ved ingen Dug kan ny opstaae
Den Rose, som afplukket laae;
Den blomstrer aldrig meer.
Løb dog hver Fryd saa vinged snel,
Som Svalen flyver let,
Hvi holde vi da Sorger fast,
Der tung, som Blye, paa Hiertet kast,
Kun varig knuser det.
Ærværdige! o for min Harm
Du seer ei Maalet ned;
End leed jeg for den kiere Mand
Alt hvad en Pige lide kan,
For meget jeg ei leed.
Saa seer jeg Dig da aldrig meer!
Ak aldrig mere her!
Nei! nei! Dig giemmer dunkelt Hegn,
Du boer i Gravens mørke Egn,
O hvilte jeg og der!
Hvor er’ I nu I Øine blaae?
Du Kind saa rosenrød?
I Læber sød’ som Blomsterduft
Alt muldres hen i Gravens Luft,
Og mig fortærer Nød.
Du gode Pige, græd ei saa,
Husk Mandfolk troløs var;
De fleste i det samme Bryst
Kan føle Hede, Kulde, Lyst
Og Ulyst lige snar.
Hvo veed om ei, trods al Din Huld,
Hensluknet var hans Ild?
Din Elsker havde Ungdoms Blod,
Og Ungdomsblod har Vankelmod,
Ustadig som April.
Ak nei! Ærværdige! ak nei!
Fortæl ei sligt for mig,
Min Elsker var saa troeskabsfuld,
Saa fast, saa reen, som prøved Guld,
Ukiendt med Falskheds Svig.
Ak er det sandt, at mørke Grav
Ham evig dækker til,
Saa Fødeegn jeg Afsked gav,
Og Verden om med Vandrestav
Jeg gaaer, hvor Skiebnen vil.
Først vil jeg dog hans Gravsted see,
Der vil jeg knæle ned,
Der for min Brøde giøre Bod —
Og mine Angertaarers Flod
Skal Græsset blomstre ved.
Forgrædte Skiønne! kom først ind
At hvile, før Du gaaer,
Hør Stormen tuder barsk og vild,
Den kolde Pladskeregn umild
Paa Tag og Vindue gaaer.
O nei! Ærværdige, o nei!
For mig er ingen Roe.
O hvad er Storm og Regnens Sted?
Ei, om den Verden overflød,
Kan den min Synd aftoe.
Jo, elskte Pige, vend kun om,
Begræd ei meer Din Ven,
Her under grove Kiortel graae
Du seer den Elsker for Dig staae,
Som Liv Du gav igien.
Af haabløs Elskovs bittre Sorg
Jeg valgte Klosterdragt,
I stille Mures Eensomhed,
Fortvivlet snart den grumme Eed
Jeg havde nær aflagt.
Men Himlen dog! mit Prøveaar
Er endnu ei forbi —
Min Elsker! er Din Anger sand,
Da meer end nogen jordisk Mand,
Du giør mig lykkelig.
Og da skal evig Sorger flye
Fra Dagen, da jeg saae
Dig al min Sorg — mit Haab og Lyst —
Os rive fra hinandens Bryst,
Skal Døden kun formaae.