Flux, Brødre! bortlister sig atter et Aar;
men lad det; i Morgen et andet fremstaaer:
Kun Skade, vi glide saa sagtelig med;
her Ingen, desværre! har blivende Sted.
Der kommer hiin skumle, forvorpene Dag,
da Scenen tillukkes for Munterheds Lag;
da Yngling, da Olding, hver efter sin Tour,
blandt Skyggerne gjør en elendig Figur.
Thi vide vi, Skjæbnen urokkelig er,
saa være den Daare, som nyder ei her!
Kort Rosen kun blomstrer, snart visner den hen,
og Ungdommens Foraar kom aldrig igjen.
Vi kjende desuden saa lidt til, hvad Spas
der hisset skal vanke; sæt, om det var Fjas:
Blandt evige Palmer, evindelig Sang,
blev mig som mindst Tiden ugudelig lang.
Nei, Venner! nyt Tiden, imedens I kan!
Naturen forundte os ikkun et Spand.
Selv planted’ hun Nydelsens Drift i vort Bryst;
dens Sødhed er Skabtes og Skaberens Lyst.
Hvad skjænker den bedre end Piger og Viin?
O, Glutter! sad her kun hver Broder hos sin:
saa glemte han Troner og Abrahams Skjød,
og skjønnere Lod i Jert Favnetag nød.
Til Ære for, hvad der meest pryder vor Jord,
for Druer, for Venskab, for smeltende Noer,
kom, klinker, og levner ei Glasset en Taar!
Nye Glæder os bringe det dagnende Aar!
T. C. Bruun.