Thomas Christopher Bruun (1750–1834)

Man væver os immer om Fædrenes Tid:

De vare saa kloge i al deres Iid;

    fast ingen den mindste Sottise begik,

    og Fanden knap een af hvert Hundrede fik.

Lad, Venner! Jer ikke indbilde den Snak:

De salige Herrer langt meer end vi drak;

    og, farer ei Krøniken ganske med Tant,

    de legte gar gjerne med Tøsene Pant.

Betræffende ellers den Viisdom og Dyd,

hvoraf man os gjør saa forfærdelig Skryd,

    hold bare for Lyset ret Tingene frem,

    saa, Herre Gud! er der og Naade med dem.

Hvor Tiden har faldet de Stympere lang!

De Viser ei havde, ei kjendte de Gang;

    med stirrende Øine om Flasken de sad;

    høit, om een imellem Christillid dem qvad.

Men var det at undre? Mamierne jo

bar sorte Uldhoser i Rugsbartes Sko,

    og blaa Filtes Buxer til Loppernes Trøst:

    Alt nok for at iisne hver Arvesynds Lyst.

See derimod vores fortryllende Noer!

Hvor pipper igjennem det spøgende Flor

    hver Yndighed, frem i Chariternes Dragt,

    og fængsler vort Hjerte med tryllende Magt.

Thi hylder hver lykkelig Yngling sin Glut

ved lokkende Bæger! Men er een saa mut,

    at ikke han Deel i vor Munterhed ta’r,

    saa sige vi: Lykke paa Reisen, min Fa’r!

Magisterne altsaa fortryde ei paa,

jeg troer, at vi Tranten lidt bedre forstaae!

    Thi, Brødre! giv Glasset sit rundeste Maal,

    og tømmer det ud paa Oplysningens Skaal!