Skov-Sang
Mel.: Skaberen skued’ den nyskabte Klode.
Mel.: Skaberen skued’ den nyskabte Klode.
Roser alt krandse den skyggende Hække;
Skovene lyde af Qviddren og Sang;
blomsteromduftede, slyngende Bække,
risle afsted i melodiske Klang.
De grønnende Lunde tilbyde os Ly;
I Daarer, som qvalmfulde Mure ei flye!
Dagene rulle: vi derfor os bruge,
gribe og nyde hver Glæde vi kan;
Narre paa Galskab in Folio ruge,
spæge der’ Sjæl og der’ Legem med Vand!
Der ikke er Tid nu at mure sig ind
blandt Bøger ved Lampens sorgmodige Skin.
Helgenen knurre og bede kun stedse!
Viser og Klinken fordømme han kun!
Kalde det Synd, naar i spøgende Kredse
stjæles et Kys fra en Gratiemund!
Ei smiler Naturen for saadan en Mand;
den skabtes af Gud, den er kjærlig som Han.
Kommer, o Venner! med Viin og Pokaler!
Synger og drikker og jubler af Fryd!
Skovenes Skygge den Drikkende svaler,
Skovene tone af Glassenes Lyd!
Natur! Du, som lærte os bredfulde Maal,
alkjærlige Moder! vi drikke Din Skaal.
M. C. Bruun.