Malthe Conrad Bruun (1775–1826)

Bruun, Malthe Conrad, 1775–1826, Digter, Publicist og Geograf. Han fødtes i Thisted 12. Avg. 1775 og var en Søn af Justitsraad, Amtsforvalter og Herregaardsejer Adolf Christian B. (der igjen var en Søn af den bekjendte Frederik Rostgaards Datter Conradine) og Anne Christine Lange f. v. Hoff. Allerede som halvvoxen Dreng skal M. C. B., da det ved et Middagsgilde hos hans Forældre kom paa Tale, hvad han skulde blive til, have svaret sin Moder: «Jeg vil haabe, jeg en Gang kommer til at staa ved Heibergs Side!» Efter at han 1790 var bleven privat dimitteret og «indkaldt» til Artium, begyndte han at studere Theologi, men opgav dog snart dette Studium, paavirket af Rationalisten Otto Horrebow, hvis Bekjendtskab han havde gjort ved Universitetet. Ogsaa Juraen lagde han snart paa Hylden. Men i denne spædlemmede, bly, lidt frygtsomme Yngling, hvis lange gule Haar, røde Kinder og blaa Øjne skaffede ham Navnet «Jomfru Bruun» mellem Studenterne, og hvis ravjyske Udtale og Hvergarns Kjole lode formode, at han var «et Guds Ord fra Landet», — i ham boede der en letfængelig Sjæl og en ustyrlig Attraa efter at kaste sig ind i Tidens Bevægelser. Han blev da Digter og Publicist. Som Digter hører han sikkert til sin Tids betydeligere. Hans Poesier ere som oftest i den pathetiske Stil og have ideale Begreber til Gjenstand («Menneskeadel», «Oprigtighed», «Kjækhed», «Dyden», «Sandheden», «Nøjsomhed»). Betydeligst er dog hans publicistiske Virksomhed.

Allerede før han havde fyldt sit 20. Aar, begyndte han Udgivelsen af det lille Ugeblad «Vækkeren» (1794), hvori han fremsætter de Rousseauske Anskuelser om Lighed og Broderskab. Men Bladet kom ikke længere end til de første 3 Numre, saa blev der anlagt Sag mod Forlæggeren, da Tidsskriftet udgaves anonymt. Nogle Tumulter mellem de kjøbenhavnske Tømmersvende formentes at være foranledigede ved nogle Udtalelser i «Vækkeren». Dette var sikkert grundløst, men «Vækkerens» Forlægger idømtes dog 200 Rdl.s Mulkt. En Del af denne Sum blev imidlertid dækket ved Subskription. Hvad B. udtalte, havde mange Lyst til at høre, og hans flydende Pen, et Særsyn i hine Tider, beundredes af alle. — De ældre liberale Publicister, Heiberg og Rahbek, vare lidt betænkelige ved at se denne 19aarige Yngling tumle saa flot med de Ideer, som de mente med Sindighed og Kløgt burde fremsættes for Publikum; hvorfor B. stiklede til dem i sin Satire «Oprørssnuserne» (1795). Men Forholdet til Rahbek blev dog efterhaanden det bedste; derimod blev det aldrig til Venskab mellem B. og Heiberg. En Gang i Begyndelsen af 1796 kom det endogsaa i Anledning af Besættelsen af en Hovedrolle i en Tragedie til et skandaløst Optrin imellem dem. B. kaldte sin politiske Meningsfælle for «en Løgner»; Heiberg svor, at han vilde sagsøge B. derfor. Denne saakaldte «Dyvekefejde» bilagdes dog af begges Venner; Forsoningen fejredes med Middagsgilder; men til Heibergs blev B. ikke indbudt.

B. havde, siden «Vækkeren» blev standset, imidlertid ikke været ledig. Navnlig havde han, medens Heiberg en Stund pavserede, været frugtbar som politisk Visedigter. Som saadan havde han alt tidligere skrevet den ironiske «Aristokratisk Selskabssang»; nu skrev han i samme Dur en «Engelsk Ministervise», i Anledning af, at den antirevolutionære Burke havde brugt Udtrykket «den svinske Pøbel». Men ogsaa som Journalist fortsatte han sin Virksomhed. Foruden et Flyveskrift «Om Trykkefrihedens Rettigheder» (1795), hvori han beklager sig over den Modsigelse, der finder Sted mellem Colbjørnsens liberale Pressereskript af 1790 og vedkommende § i «Danske Lov», udgiver han i Foraaret 1795 10 Numre af et lille Ugeblad, «Patrioten», et Bevis paa, hvor hurtigt et Hoved denne Forfatter besad. Næppe har den Kantiske Filosofi naaet dansk Grund, før hans rastløse Aand strax er helt oppe i den og søger at deducere sine politiske Theorier ud af dens Grundsætninger. Det lille Ugeblad blev dog pludselig afbrudt; rimeligvis har det trods al sin Klarhed været Læserne og det store Publikum for abstrakt. — B.s paafølgende Skrift, Samfundssatiren «Jerusalems Skomagers Rejse til Maanen» (1795–96), af samme Art som Holbergs «Niels Klim», paadrog Forfatteren en Generalfiskalsag, da Navnene Adina (Dania) og Anifah (Hafnia) vare let gjennemskuelige. Dog, takket være Advokat Klingbergs udmærkede Forsvar, slap han denne Gang for videre Tiltale. Ikke saa heldig var han med «Aristokraternes Katekismus» (1796), i Anledning af hvilken Biskop Balle optraadte som Angiver for det danske Kancelli. B. fik Ordre til at møde for Retten. Men da andre for kort Tid siden domfældte Brochureforfatteres Skæbne svævede ham for Øje, besluttede han efter sine Venners Raad at søge Sikkerhed paa fremmed Grund. Han ilede ud til Strandmøllens Ejer, Drewsen, og bad ham om Hjælp til at komme bort. Skjønt denne hverken kjendte B. eller billigede hans Færd, ynkedes han dog over det unge Menneske og skjulte ham paa «Springforbi», indtil han kunde se Lejlighed til at skaffe ham over til Hven. Her indrettede B. sig da for en Stund. Venner kom over og besøgte ham. Selv aflagde han i Smug et Besøg hos Clavs Pavels, der var Præst i Hørsholm. Men i Længden kjedede han sig ovre paa den lille Ø og spejdede efter Lejlighed til at forlade den. En saadan tilbød sig, da han havde forfattet en Ode ved den yngre Bernstorffs Død 1797; den fandt Gjenklang i alle danskes Hjærter; B. benyttede denne Stemning til at bede Regeringen om Tilgivelse, og han erholdt den paa den Betingelse, «at han for Fremtiden vilde gjøre bedre Brug af sine Evner».

Hjemkommen til Hovedstaden og hyldet som Nationaldigter, følte B. sig atter inspireret til Sang, da Efterretningen om Billes Sejr ved Tripolis naaede Danmark. Ogsaa denne «Ode» vakte Opmærksomhed; og nu synes det, som B. en kort Tid har været Dagens Æmne: alle indsaa nu, hvilke overordentlige Evner den 22aarige unge Mand besad, og Prof. theol. Cl. Frees Horneman, B.s ældre Omgangsven, maatte høre ilde for, at han ikke havde holdt sin yngre Ven tilbage fra den oppositionelle Journalistiks Afveje. — B. kunde dog ikke holde sig rolig. I Anledning af, at Assessor Peter Collett havde faaet sin Afsked, fordi han i en litterær Anmeldelse havde udtalt, «at den dydige Atheist synes ham i sin Person at realisere det højeste Ideal af menneskelig Fuldkommenhed», udgav B. 3 Smaaskrifter: «Tria juncta in uno» (1797), hvoraf de to sidste ere forfattede af ham. I det ene erklærer han, at den Regering, der bruger Magt for at undertrykke andres Tanker, handler mod Guds Indretning og opfordrer til Opstand; thi naar Tanken ikke længer er fri, naar en Regering ikke længer vil høre Grunde, saa «bør man bruge Kugler og Dolke». I det andet, «En besynderlig Trykkefrihedslov i Abessinien», haaner han den formentlige Modsigelse mellem Trykkefrihedsreskriptet af 1790 og Regeringens Optræden mod de liberale Publicister. — For disse to Smaaskrifter blev der atter af Generalfiskalen anlagt Sag mod B. Han flygtede atter til Hven og der fra til Sverige, men blev som mistænkelig snart udvist her fra. Imidlertid vare hans Sager ikke blevne forbedrede i Hjemmet ved hans Udgivelse af en spydig Piece: «Bevis for, at en monarkisk Regering ikke er forbunden til at bortgive Embeder efter de søgendes Duelighed» (1798); ogsaa denne blev nu inddraget i hans Proces og, hvad der var det værste, Sagen angaaende «Aristokraternes Katekismus» optagen paa ny. I Slutningen af Aaret 1800 faldt Højesteretsdommen i B.s Sag; den lød paa «Forvisning fra Kongens Riger og Lande». Men da var B. allerede langt borte.

B. tog nu Ophold i Paris. Men her fandt han ved sin Ankomst den revolutionære Begejstring stærkt afsvalet: Napoleon Bonapartes Sejre beskæftigede alle Gemytter. Denne Stemning havde ogsaa sin Virkning paa B.s kamæleontiske Naturel, og i 1806 finde vi ham som ivrig Medarbejder af det Napoleonistiske Organ «Journal d’empire». Da «Kongen af Rom» blev født 1811, stemte han sin Lyre i Anledning af denne lykkelige Begivenhed i Kejserens Familie. Efter Slaget ved Waterloo blev han derimod Medarbejder af «Quotidienne», et Blad, som var en erklæret Modstander af den faldne Kejser, og udgav en Apologi for den hjemvendte Bourbon Ludvig XVIII. For dette politiske Vendekaaberis Skyld maatte B. da ogsaa i den satiriske «Dictionnaire des girouettes» se sit Navn betegnet med flere Vejrhaner.

Trods sit poetiske Talent, sit hurtige Hoved og sin sjældne Skrivefærdighed hører B. dog kun med til Skummet paa Tidens Bølger; og dette viser sig saa meget mere, som han i den historiske Situation har en Mand som P. A. Heiberg ved sin Side, en stolt Karakter, der alle Dage stod, hvor han stod. Forholdet mellem de to Skæbnefæller var da heller ikke det bedste. Paa den anden Side tør det ikke nægtes, at B. ved sin publicistiske Virksomhed i sit Fædreland har gavnet dettes Frihedsudvikling. Højesteretsdommens Virkning blev, paa B.s Ansøgning, hævet 18. Jan. 1826. Enkelte af hans gamle Venner, som J. P. Mynster, glædede sig ved Tanken om atter at gjense ham i Fødelandet. Men allerede 14. Dec. s. A. døde B. i Paris.

— Under Navnet Malte-Brun virkede Malthe Conrad Bruun i Paris især som geografisk Forfatter og var 1821 en af Stifterne af det geografiske Selskab i Paris og derefter dets Hovedsekretær. I Frankrig gjaldt han for Evropas første Geograf; men hans Betydning bestaar dog mere i, at han bidrog til Udbredelsen af geografiske Kundskaber i Frankrig, end i, at han har ydet noget væsentligt til den geografiske Videnskabs Udvikling. Blandt hans Skrifter maa fremhæves: «Géographie mathématique, physique et politique de toutes les parties du monde» (16 Bind, 1803–7, i Forening med flere), «Annales des voyages» (24 Bind, 1808–15), «Nouvelles annales des voyages» (30 Bind, 1819–26), «Précis de la géographie universelle» (8 Bind, 1810–29), «Tableau historique et physique de la Pologne» (1807). Af blandet Indhold er «Le Spectateur», som han udgav 1814–15. Flere af hans Afhandlinger ere efter hans Død samlede og udgivne af Nachet: «Mélanges scientifiques et littéraires de Malte-Brun», 1828.

Bruun, Malthe Conrad (i Frankrig kaldet Malte-Brun), 1775—1826, Digter, satirisk Forfatter og Geograf. F. 12. Aug. 1775 i Thisted, d. 14. Dec. 1826 i Paris, begr. sst. (Cimetière Montparnasse ou du Sud). Forældre: Justitsraad, Amtsforvalter, senere Godsejer Adolph Christian B. (1741—1800) og Anna Christine Hoff (1755—1823). Gift i Paris med Eléonore Victoire Doyet, f. 22. Okt. 1787 i Bosmont, Aisne, d. 1847 i Châtillon-sur-Seine, begr. 20. Aug. s. A. i Paris, D. af Alexis D. og Marie Joseph Faret (el. Fovet).

B. dimitteredes privat 1790 til Universitetet og tog n. A. Filosofikum. Embedsstudium slog han hurtigt af Tankerne. Et ungt Menneske med hans overordentlige Tilegnelsesevne, Paavirkelighed og Trang til at vække Opmærksomhed maatte drages ind i Hovedstadens Litteraturverden paa denne Tid, da den franske Revolution havde givet yderligere Tilskyndelse til Reformerings- og Kritiseringslysten, medens Publikums Maalestok for Ydelsernes Værdi endnu var ret uudviklet. Selv over ældre Publicister kunde der være saa meget ansvarsløst og naivt, at B.s Grønhed ikke stod hans Udfoldelse i Vejen. Skæbnesvanger kunde denne Periode ogsaa blive for en, hvis umiddelbare Dristighed ikke var parret med fast Mandsmod, fordi Myndighederne stod usikkert og vægelsindet over for den litterære Opposition og til en Tid straffede strengt, hvad de til en anden oversaa.

Den spædlemmede Knøs med den elskværdige, fordringsløse Væremaade blev Ven med ledende Litterater som Rasmus Nyerup, Pram og Rahbek og kom til at skrive Vers og Kritikker i Tidsskrifter. Teatret dyrkede han i et eget Tidsskrift »Svada« (Nov. 1795—Okt. 1796), hvor han kom ind i et Kævleri om en Rollebesættelse (»Dyvekefejden«), der medførte et bittert personligt Sammenstød med P. A. Heiberg. Men allerede August 1794 havde han begyndt et politisk Tidsskrift »Vækkeren«. De tre Numre, der saa Lyset, optoges af ganske almindelige Betragtninger om Menneskets Ret og Samfundets Uret; uheldigvis var Myndighederne just da nervøse over Arbejdsnedlæggelse og Uro blandt Haandværkssvendene og mistænkte den anonyme Forfatter for agitatoriske Hensigter. Tidsskriftet blev forbudt, og Bogtrykkeren idømtes Bøde. At der i den Anledning foranstaltedes en Indsamling til Forfatteren som »værdig til et Agtelsestegn for ... fremsatte vigtige og nyttige Sandheder«, har sikkert drevet B. videre ud i Rollen som uforfærdet Frihedshelt. Hans andre abstrakte og saglige Publikationer — en Pjece om Pressereskriptets vilkaarlige Anvendelse, et Ugeblad »Patrioten« — vakte dog ikke tilstrækkelig Interesse. Saa udgav han 1795 i Smaahæfter »Jerusalems Skomagers Rejse til Maanen«, en Satire efter »Niels Klim«s Mønster, der paadrog ham en ny Proces, men ingen Dom, og i Begyndelsen af 1796 »Aristokraternes Catechismus«, som ved sin Travesteren af Trosartikler og Salmer og sin Haan mod den ortodokse Kirke maatte støde stærkt an, og som foruden almindeligere Angreb paa Despoti og Kryberi indeholdt Hentydninger til, at Enevoldsmagten var »fremtvunget ved List, omgærdet af Vold«, og til, at Monarken havde »jaget en talentrig og ærlig Mand (o: Professor C. F. Cramer) i Landflygtighed«. Biskop Balle henledte Kancelliets Opmærksomhed paa Bogen, og der gjordes Skridt til Sagsanlæg. B.s Venner raadede ham til at gøre sig usynlig; en Tid holdt han sig skjult hos Chr. Drewsen paa Strandmøllen, og herfra flygtede han i Slutningen af April 1796 til Hven, hvor han opholdt sig ca. halvandet Aar (med Udflugter til Skaane), optaget af Studier og uskyldigere litterært Arbejde, bl. a. de ikke-politiske satiriske Smaastykker »Fluesmækken« (1797). A. P. Bernstorffs Død Juni 1797 foranledigede ham til en Ode, der gjorde saa stor Lykke, at hans Venner kunde medvirke til en Forsoning med Myndighederne. Han sendte Kancelliet en Skrivelse med Bortforklaring af Tendensen i Katekismen og Bøn om at faa Tiltalen hævet, hvad der bevilgedes »i Anledning af Supplikantens Ungdom« og »i Forventning om, at han for Fremtiden gør bedre Brug af sine Evner«. Hjemvendt i Sept. styrkede han vel sin Stilling som patriotisk Digter ved at besynge Steen Billes Sejr ved Tripolis, ligesom han samlede sine »Poetiske Forsøg«; men sin Oppositionstrang tilfredsstillede han ved to Afhandlinger (forenet med en tredie af P. H. Mønster under Fællestitlen »Tria juncta in uno«, 1797), i hvilke han ret aabent gaar Kronprinsregenten personlig paa Livet paa Grund af Assessor P. Collets Afsættelse og vilkaarlige Presseforfølgelser. Han blev nu atter sat under Tiltale, ogsaa for »Aristokraternes Catechismus«, senere inddroges en Pjece fra 1798, der satiriserede over den kongelige Udnævnelse af en Notarius publicus (ved hvilken P. A. Heiberg var forbigaaet), og 19. Dec. 1800 faldt den endelige Højesteretsdom, hvorefter B. »for sine formastelige Udtryk i samtlige under denne Sag paaklagede Skrifter forvises Kongens Riger og Lande«. Men allerede Dec. 1797 var B. flygtet til Skaane; han opholdt sig i Lund, indtil han i Foraaret 1799 udvistes af Sverige, hvor Udbredelsen af »Aristokraternes Catechismus« vistnok havde foruroliget Regeringen, og efter et forgæves Forsøg paa at opnaa Naade i Danmark gennem Ydmygelse drog han over Hamburg til Paris.

B.s Løbebane som dansk Forfatter var endt; kun dens opsigtvækkende Afslutning har givet den egentlig historisk Interesse; i Nationallitteraturen vejer den ikke til. Hans betydelige formelle Evne og forholdsvis ædruelige Smag kunde ikke gøre hans alvorlige Digtning til Poesi, og som Satiriker raader han kun over en rørig Angrebsevne; hans ensformige, massive Ironi er helt uden Vid. Hans senere fremragende videnskabelige Gerning tilhører helt hans nye Fædreland, Frankrig; det samme gælder hans øvrige Publicistvirksomhed, navnlig som Hovedmedarbejder siden 1806 ved »Journal de l’Empire« (»Journal des Debats«), og hans skiftende Holdning over for de skiftende Magthavere, i hvilken man genfandt hans Evne til umiddelbart at rives med og hans Ulyst til at blive Martyr for en Mening. Hans Karakterbillede bør dog ikke undvære de positive Træk, hans Liv i Paris lagde for Dagen: den sejrsvisse Energi, hvormed han slog sig op i et Kulturland, der er lidet aabent for fremmede, hans støtte Virken for Hjem og Børn, hans smukke Kærlighed til Sagen og Faget, der saa daarligt lignede den Stræber, man stundom vilde gøre ham til paa Grund af hans politiske Vankelmodighed, hans godmodige Hjælpsomhed som Menneske uanset hans frygtede Kritik og Drillelyst som Skribent. I Modsætning til P. A. Heiberg, der kun havde Foragt og Bitterhed til overs for sit utaknemmelige Fædreland, holdt B. altid ved, hvad dansk var. Danske Pariserfarere nød Gæstfrihed i hans Salon og blev hjulpet ved hans gode Forbindelser. 1801 digtede han paa Fransk om Slaget paa Reden, 1807 tordnede han mod de engelske »Røvere«, og hans travle Virken for Danmarks Interesser og en skandinavisk Union under den svenske Tronfølgersag 1809—10 er et Udslag af samme Sindelag. Ogsaa 1813—14 lagde han sig stærkt i Selen; hans Forhold til Regeringen som udenrigspolitisk Medarbejder ved dens officiøse Organ kunde vel bibringe hans sangvinske Natur overdrevne Forestillinger om, hvad han evnede. Han fulgte nøje med i dansk Aandsliv og skrev ofte derom, navnlig om Oldforskningen. Et Vidnesbyrd om hans Fædrelandskærlighed er ogsaa hans ivrige Ønske om at faa Landsforvisningsdommen hævet, uagtet han med sit franske Livsværk og sin franske Familie umuligt kunde tænke paa at slaa sig ned hjemme. 18. Jan. 1826 fik han sit Ønske opfyldt.

— B. var en af den moderne Geografis Grundlæggere. Af hans Livs Storværk, »Précis de la géographie universelle« udkom I. Bd. 1810, 6. Bd. 1826 kort før hans Død, medens 7. og 8. Bd. blev udgivet 1828—29 af J. J. N. Huot paa Grundlag af B.s efterladte Materiale. Denne store Haandbog, som har oplevet mange Oplag og er blevet oversat paa mange Sprog, er den første, der skildrer baade Landenes Natur og deres Befolkning og søger at vise, hvorledes Naturen og navnlig Klimaet indvirker paa Menneskelivet. I de to første Bind finder man, hvad man i Nutiden kalder »Almindelig Geografi«, nemlig en Skildring af Geografiens Historie, Jordskorpen, Havet, Luften og de levende Væseners, navnlig Menneskets Udbredelse under Indflydelse af Naturforholdene; de sidste fire Bøger er helliget de enkelte Landes Geografi.