Romanze
frit efter F. L. Stolberg.
frit efter F. L. Stolberg.
Gamle Ridder Rudolf hvilte
Stridvant Arm i Fædres Slot.
Frankrigs Skræk hans Vaaben vare,
Og paa vantroe Røverskare
Hevned’ han Europas Spot.
Han, den sidste af sin Stamme,
Græd for sine Sønners Fald.
Fra bemooste Muur tilbage
Tonede hans bittre Klage
Giennem Slottets øde Hall.
Agnes med de gyldne Lokker
Var den Gamles Trøst og Stav.
Taaren, som med Zittren rinder
Over Rudolfs blege Kinder,
Kysser hun med Ømhed af.
Selv, ach! selv i Løn hun græder;
Maanen kun det øinet har.
Albrecht, som med Guld ei pralte,
I hvis Øie Dyden talte,
Pigens valgte Yngling var.
Men den Ridder Horst, som holdte
I sin Sold en Krigerhær,
Brouted med sin Stammes Ahner,
Pralte med tilvundne Faner;
Yndt af Faderen han er.
Eengang Albert tog den hulde
Piges Haand og kyste den.
Hendes blide Øie vilde
Straffe ham, ach! see, da trilde
Taarerne paa Kinden hen.
Horst forbittret saae til Siden,
Til sit tunge Mordegevær.
Kierlighed og Vrede gløde
Paa hans Kind i fiendtlige Møde;
Lutter Ild hans Øie er.
Hen paa Agnes Skiød han slænger
Feidehandsken vild og fræk.
„Albert, tag! Vi tale sammen
„Hisset under Eegestammen!“
Neppe sagt, alt fløi han væk.
Albert tog mod Feidetegnet,
Rolig paa sin Ganger steeg.
Han ved Taarerne sig glæder,
Som, til hans og Elskovs Hæder,
Sig fra lysblaa Øie sneeg.
Rød ved Aftensolens Straale
Deres Rustning glimrede.
Slag af Hestens blanke Hove
Dundred i de mørke Skove;
Bange flygted Hiortene. —
Agnes stod paa Slottets Tinde,
Kold af Frygt, af Haab nu varm;
Saae de blanke Spyd at blinke,
Saae — den ædle Albert synke,
Sank, som han, i Dødens Arm.
Fuld af mørke Varsler kommer
Horst paa skumhvid Ganger her;
Hører hele Husets Jammer
Iler ind paa Agnes Kammer,
Seer og styrter paa sit Sværd.
Rudolf tog sin Datters Legem
I sin faderlige Arm,
Holdt det saa to lange Dage,
Taareløs og uden Klage,
Og hensvandt i stumme Harm.