Du undres, hvi du faaer ej mindste Skjænk fra mig?
O, Intet eller Alt jeg vilde give dig.
Gid kun jeg ejed’ een af Jordens første Throner!
Jeg gav dig den i Dag, og fik et Smil igjen.
Gid kun min Harpe lød, saa skjønt som Kellgrens Toner!
Dit Navn ej skulde døe i tusind Aldrer hen.
Men Skjebnen intet Stort bød i min Lod at falde;
Den gav mig kun en vild og øm og sværmersk Sjel;
Ja, paa den hele Jord kun Eet jeg mit kan kalde;
Jeg kun et Hjerte har — og det forsmaa’r du vel?
M. C. Bruun.