Sagte, klare Bække rinde
Mellem Rosers tætte Hegn.
Rystet let af milde Vinde,
Busken strøer en Blomsterregn.
Munter Sommerfuglen surrer;
Kjelent Turtelduen kurrer
Mellem Lærkers glade Slag.
Søen glat i Soelglands hviler;
Jord og Hav og Himmel smiler,
Som de smilede den Dag,
Da fra spejlklarstille Vande,
Op paa Cyprens Blomsterstrande
Hilst af Smil og Sang og Leeg
Den nyfødte Venus steeg.
O, hvor er du, Huldgudinde,
Eller troldomsvældig Fee,
Denne Dals Forskjønnerinde,
Disse Lundes Herskerinde? —
Hvo du er, o Tryllerske,
Tilgiv, at jeg kjek betræder
Disse guddomsfulde Steder,
Denne dig indvi’de Lund. —
Dog hvad seer jeg? Iler hun
Hist ej frem, den Himlens Datter?
Men! — — — — Tør jeg mit Øje troe?
Er det Virkelighed? — Jo?
Det er Laura! — Nu jeg fatter
Hvad den hele Troldom er,
Hvi en Himmel trindtom smiler;
O, thi hvorhen min Laura iler,
Did ile alle Gratier!
I glade Zephirs sagte Hvislen,
I løvrig Lunds den muntre Rislen,
I Lærkens Slag, i Duens Kurren,
I Bølgens Skvulp og Kildens Surren
Det lifligt toner: Her hun er! —
M. C. Bruun.
