Tør denne Blomst, o beste mellem Piger!
Mit Hjertes bange Ønske tolke Dig?
Om ei et Venskabsblik Dit Svar mig siger,
O, da er jeg ulykkelig!
Jeg saae Dig, skiøn i Uskylds Morgenrøde,
Paa Glædens stormfri Rosenenge gaae,
Og høit mit Hjerte banked’ Dig imøde;
For ingen har det banket saa.
Vil Ondskab ogsaa dette fra mig rive,
Det Glimt af Haab, at yndes lidt af Dig?
Skal selv af Dig jeg glemt og miskiendt blive,
Bagtalt af Dumhed eller Svig?
O, see herpaa, og hvisk da til Dit Hjerte:
”Han er mig tro, han værd at mindes er.”
Vel lønligt jeg et større Ønske nærte;
Men tør jeg, tør jeg sige meer?
M. C. Bruun.