Den 74. Psalme
Mel. Hiertelig mig nu længes.
Mel. Hiertelig mig nu længes.
1.
Saa vil du os ei redde;
O Herre Gud, hvorfor?
Hvi mon din tændte Vrede
Sin Røg paa Hiorden slaaer?
Tænk! du i fordum Dage
Os selv udkaarede,
Os fordred’ du tilbage
Fra hine Fremmede!
2.
Kald dog vort Suk tilbage,
Kom Zions Bierg ihu!
Og mærk vor tunge Klage:
Det Bierg beboede du!
Du dine Fodtrin hæve,
Besee den Muur, der faldt,
Til — Pillerne de bæve
I Helligdommen alt.
3.
Høit dine Fiender brøle,
Og med uskyldigt Blod
Den reene Egn besøle,
Hvor dine Feste stod’;
Ja deres Varsler gielder:
Den Øxen hæver, og
Den tætte Skov nedfælder,
4.
De Konstens Mindes-Mærker
Med samlet Magt nedslage;
De fine Billed’ Værker
Alt Øxen knuser smaa;
I Røg og Luer seigned’,
Din Helligdom og faldt,
Det Huus, du dig tilegned’,
Vanæret Støv er alt.
5.
Opblæst af Nid og Lykke
De raabe: lader os
Dem alle undertrykke —
Og Herrens Arm til Trods
De Festene udrydde
I Zions blide Egn;
Høit vore Klager lyde:
Vi see ei vore Tegn!
6.
Propheter os ei sendes,
Og ingen af os veed,
Naar denne Nød skal endes;
Vil du i Nidkierhed
Os gandske underkaste
Vor bittre Fiendes Spot,
Skal han bestandig laste
Dit Navn, Gud Zebaoth!
7.
Hvi vender du tilbage
Din stærke høire Haand,
Du den af Barmen drage,
Og ei din Fiende skaan!
O Gud! du er dog vorden,
Som vores Konge kiendt,
Som den, der tit til Jorden
Har mægtig Redning sendt.
8.
Du os ved Haanden førte,
Dig saae Vandvoverne,
Og Dybene dig hørte,
Og Havet flyede,
Du kaldte, og det brused’,
Og under Trængseler
De stolte Strømme knused’
Uhyrers Hoveder.
9.
Ved Havet hæve op
Til Ørkens mange Vilde
Dens sønderknuste Krop;
Dig maatte Klippen høre,
Den brast, og Væld udbrød; —
Og Jordans Væld flød tørre,
De veeg, saasnart du bød.
10.
Du Dag og Glæde giorde,
Og svøbte Natten i
Sit gyselige Sorte;
Din Almagt skue vi
I Solen, som udruer
Naturens skiulte Liv,
I hine Midnats-Luer
De Funker fra dit Bliv!
11.
Du satte Jorden Grændser,
Bestemte Tiderne;
Den skarpe Vinter glindser,
Hvor Høsten prangede —
Og det er dig de laste! —
Giv paa de Daarer Agt!
Hvor tør de sig formaste,
Og spotte med din Magt.
12.
O! hør vor stille Klage;
Din Turteldues Liv,
Som Rovdyr efterjage,
Du ikke overgiv!
Glem ei Elendiggiorte,
Som dog tilhøre dig!
Tænk Pagten, og den vorde
Hos dig ubrødelig.
13.
See Landets dunkle Egne
Kun Morder-Kuuler er’,
Det lyder allevegne
Af Forurettelser;
Men lad ei Undertrykte
Fra dig beskiemmed’ gaae!
Gid Arme, som dig frygte,
Dit Navn ophøie maa!
14.
Ja reis dig Gud i Vrede,
Og før din egen Sag!
Du Daarer ei tilstede,
At spotte dig hver Dag!
Hør dine Fiender støie;
Forgiet ei deres Harm,
Gienlyder ei det Høie
Af deres frække Larm!