Den 39. Psalme
Mel. O Gud! du fromme Gud.
Mel. O Gud! du fromme Gud.
1.
Jeg sagde, da jeg saae Ugudeliges Lykke:
Jeg skal hver Tanke mod Guds Forsyn undertrykke,
Og agte, at jeg ei ved Ord forsynder mig,
Saa tit jeg seer en Ond, som dog er lykkelig.
2.
Saa sagde jeg, og taug, og i mit Hierte troede,
At ingen Rolighed, at intet jordisk Gode,
Som Uretfærdige lyksaliggiøres ved,
Mig skulde røre til en syndig Nidkiærhed.
3.
Men deres Yppighed min Smerte dog opvakte,
Og Nidkiærhedens Ild igjen i Luer bragte,
Jeg taled’ atter — men o Herre! var det Ret?
Thi hvad er Livet vel? lær mig at kiende det!
4.
Lær mig hvor meget nær mit Endeligt kan være,
Og mine Dages Maal, hvor kort det er! ja Herre!
Lad mig erkiende, hvor forgiængelig jeg er,
Og at Lyksalighed kan ei opnaaes her!
5.
En Haandbred er mit Liv, min allerhøieste Alder
Et Intet er for dig, du byder, og jeg falder
Til første Støv igjen — blot til Forandringer
Fremtræder vor Natur — vi er’ og sees ei meer —
6.
I Væsners Spireland gaae Mennesker som Skygger,
Dog hver paa Gravens Bred, som paa en Klippe bygger,
De sætte alt i Gang, og under blind Allarm
Nedsægne kraftesløs’ i Dødens kolde Arm —
7.
Ja nogle Skat paa Skat opdynge og sig glæde,
Og vide ikke, hvo det Samled’ skal adsprede;
Hvad skal jeg haabe da? hvad kan betrygge mig?
O Jehova! mit Haab gaaer over alt til dig —
8.
Forlad mig al min Synd! thi den min Glæde saarer,
Giør mig ei til en Spot for lykkelige Daarer,
Da vil jeg tie plat og ikke klage meer;
Thi du bestyrer alt — det er ei Hændelser —
9.
Vend dine Slag fra mig! din strenge Haand opriver
Samvittighedens Saar, og Smerterne opliver,
Naar du for Syndens Skyld vil tugte Syndere,
O! da forandres snart al deres Skikkelse —
10.
Da Gremmelse og Nag en syndig Siel opæder,
Som Møl, der gnaver og fordærver gjemte Klæder;
Thi end den Stolteste kun Støvets Broder er,
Forgiængelig er han og alle Mennesker —
11.
Hør, og bønhør min Bøn! mærk mine Raab — o Herre!
Du ei stiltiende ved mine Taarer være!
Thi jeg en Fremmet, ja! jeg en Udlænding er,
Som mine Fædre var, imens de vare her.
12.
Vær over med mig, og forund mig nogen Glæde,
Før jeg ved Graven skal af Leve-Banen træde,
Ja førend jeg gaaer bort og findes ikke meer,
Hvor Tid og Glemsomhed udsletter Mennesker.