Den 38. Psalme
Mel. Vreden din afvend.
Mel. Vreden din afvend.
1.
Vær Jehova til Miskundheder rede!
Og straffer du, saa straf ei i din Vrede;
Nei! du mig, for den Naade jeg misbrugte,
Ei nidkiær tugte!
2.
Thi stærke Gud — Thi dine Pile hænge
Fast i mit Kiød, ja de mig gjennemtrænge,
Din stærke Haand, opløftet i din Harme,
Faldt paa mig Arme.
3.
Min Leve-Saft udtørres ved din Vrede,
Anstikkende Sygdomme Kiødet æde
Fra mine Been; men al min Nød begynder
Fra mine Synder —
4.
Thi — o min Synd, hvorfor du Straf beskikker,
Er som en Last, der paa mit Hoved ligger
Saa tung og svær, saa at jeg den, desværre
Kan neppe bære.
5.
Ulægelige Bylder sig udbreder;
Svær er min Straf for mine Daarligheder,
Af Smerter gaaer jeg bøiet ned mod Støvet,
Hver Dag bedrøvet.
6.
Saar, idel Saar omgjorde mine Lænder,
Og som en Ild hvert Ledemod antænder;
Der intet sundt er paa min Krop — mit Hierte
Er idel Smerte.
7.
Alt staaer mit Blod i kolde Aarer isnet,
Jeg er forknust, som Løv forkrympet, visnet,
Mit Hiertes Qval i Hylen høit udbryder,
Ja rædsomt lyder —
8.
O Jehova, du kiender mig saa nøie,
Blot ligger al min Længsel for dit Øie,
Mit tunge Suk døer ikke under Sorgen
For dig forborgen.
9.
Mit Hierte, snart forsmægtet, aander efter
Nye Leve-Kraft; men alle mine Kræfter
Forlade mig — ja dunkelt er mit Øie,
Og seer med Møie —
10.
De Venner, som min Sygdom skye, med Jammer
Staae lige for og see hvert Slag mig rammer —
Beslægtede, som forhen Løfter gjorde,
Staae nu langt borte.
11.
De, som attraae min Død, udbrede Snarer
For mine Fied, og hver Uven forklarer
Alt tale om min Undergang, og tænker
Ikkun paa Rænker —
12.
Men jeg er taus, som den, der ei kan høre;
Som Stumme, der kan ei et Ord fremføre,
Hvis Hierter ved Fornærmelser ei svie,
Og derfor tie.
13.
Thi Gud — min Gud! paa dig jeg ene haaber,
Du naadefuld mig høre, naar jeg raaber:
Ak! lad mig dog ei blive ved din Vrede
Min Uvens Glæde!
14.
De bleve vist hovmodige og stolte,
Og stedse mig nye Lidelser forvoldte,
Ifald de saae, at mine Fødder skreded’,
Som de har ventet;
15.
Da vilde de mig leende bespotte:
At jeg som den Haltdøde uvist traadte;
At mine Smerter skulde immer være,
Som de nu ere —
16.
O! jeg min Skyld bekiender for min Dommer,
Og for min Synd er jeg nedtrykt af Kummer;
Men Fienderne, de leve og udmærke
Sig blant de Stærke.
17.
Jeg er et Maal for deres Ondskab vorden,
Som tælles blant de Mægtige paa Jorden,
De vil, skiønt de mig uden Aarsag hade,
Dog ei aflade.
18.
Og de, som Godt med idel Ondt gjengjelde,
Forfølge mig — o Gud! med hvilken Vælde —
Fordi jeg vil det Gode efterjage,
Som de forsage —
19.
Men Jehova, dig over mig forbarme!
Unddrag dig ei! forlad du ei mig Arme!
Il mig til Hielp — o red mig for din Ære,
Min Gud, min Herre!