Birgitte Boye (1742–1824)

Du stærke Gud! bevar du mig,

Naar Døden væbner sig, beskyt mig da;

Thi jeg har sat mit Haab til dig,

Min Siel har stedse sagt til Jehova:

Du Herre er nu og evindelig,

Mit Gode naaer jo ikke op til dig.

Det naaer til Jordens Hellige,

De Herlige, til dem jeg har Behag —

Men de en Fremmed søge, de

Skal føle megen Siæle-Qval og Nag,

Blodmængede Drikoff’re hader jeg;

Og jeg bekiender deres Navne ei.

Min Arvedeel er Jehova,

Hans Alter bærer mig min Overflod,

Jeg Præsten er for Herren — ja!

Hans Lys og Ret er falden i min Lod,

Som Levi Arv, saa skiøn er og min Deel,

Og — o! min Arv behager mig saa vel.

Jeg lover Jehova, fordi

Han salved’ mig med Raads og Styrkes Aand,

Mig gav han selv det Raad, hvori

Hans høie Miskundhed fik Overhaand;

Thi grunder jeg endog om Natten med

Paa at forherlige ham selv derved.

Thi han har Fader-Hensigt havt,

Og jeg har stedse ikkun ham for mig,

Han er min høire Haand en Kraft,

Vi ere evig uadskillelig’,

End i min Død bevogter han mit Liig,

Min beste Deel derover fryder sig.

I Graven er jeg ei forladt,

Der bliver ei mit døde Legeme;

Thi Du tillader ikke, at

Din Hellige skal see Forraadnelse,

Du viser mig igien paa Livets Vei,

Og som en Seiervinder lever jeg —

Hos dig er Glædens Overflod,

Og fra dit Ansigt lyser Salighed;

En hellig Vellyst, Frommes Lod,

Den Løn, som varer giennem Evighed,

Den holder du udi din høire Haand;

Du, eene nok for en forklaret Aand!