Birgitte Boye (1742–1824)

Hvo tør sit Vaanings Telt udslaae,

O Herre! hvor du bygger?

Hvo tør paa Zions Bierg opgaae,

Det Bierg du selv beskygger,

Der, hvor du straaler som en Gud,

Som den, der tordned’ Loven ud —

Hvo tør den Egn betræde?

Kun den, som gierne hører dig,

Og Syndens Stemme døver,

Som vandrer frem ustraffelig,

Og stedse Ret udøver,

Som taler af sit Hiertes Grund,

Med redelig og sanddrue Mund,

I hvor han endog taler,

Som aldrig med Bagtalelse

Vil Syndere fornøie;

Som aldrig sit Medmenneske

Vil noget Ondt tilføie;

Som ikke fuld af syndigt Had

Arbeider i sin Ondskab glad

Paa at beskiemme Næsten,

Som afskyer Guds Bespottere;

Men Agt og Venskab skienker

Til Fromme og Gudfrygtige,

Og eet med disse tænker,

Som holder hellig Pagt og Eed,

Om han tilsvær sig end derved

Sin allerstørste Skade.

Som trives ei af andres Sveed

Ved Overgift og Aager,

Som for nedtrykt Uskyldighed

Uegennyttig vaager;

O! alle de, som leve saa,

Tør frem for Herrens Ansigt gaae,

Og de skal ei bortstødes.