Den lystige Vind
farer ud, farer ind
i kaade, boltrende
Bukkespring,
i hastige Sving,
i Ring, i Ring,
gennem Gaard, gennem Hus,
over Krat, over Rev —
farer ud, farer ind,
fanger Bud,
fanger Brev —:
Breve i Mol,
med Sus af Regn
over tætte Skove,
med Brus af Storme,
Hvirvel af Sandflugt
og Skum af Vove —
Breve i Dur,
med Glans af Sol
og Duft af Viol,
som ingen kan slippe —
titusend Violer
i et eneste Knippe —!
I
Og det var den liden Regndryp,
hun sneg sig henover Rude —
hun græd for Sorgen der indenfor,
hun græd for Kulden derude.
Og det var den liden Regndryp,
hun kendte ej Talens Trøst —
hun sneg sig over en bøjet Kind,
hun fælded sig mod et Bryst —
Ak, kunde jeg tage din Kvide,
det Savn, som suger derinde
jeg lod dem rinde i Sandet ud —
lydløse skulde de svinde.
Ak, kunde jeg tage din Vaande,
den Sorg, som kender ej Ord,
jeg risled med dem saa langt saa tyst
ind under den sorte Jord — —
Og det var den liden Regndryp,
hun sneg sig henover Rude,
hun græd for Sorgen der indenfor,
hun græd for Kulden derude — —:
Ruth (til Tuk.)
Ved Du, hvad Du tog fra mig?
Ved Du, hvad ondt Du har gjort mig?
Intet forstod Du,
havde jeg ogsaa spurgt dig —!
Ved Du, hvad Du tog fra mig —
bitte smaa bløde Arme,
som skulde min Nakke tvinge,
vevre smaa varme Fødder,
som skulde imod mig springe!
Ved Du, hvad ondt Du har gjort mig —
har Du forstaat det?
Mit inderste Liv har Du traadt paa,
haanet, forsmaat det!
For dette med Barnet, ser Du,
det ligger saa tyst
som den dybeste Urgrund i Kvindens Bryst,
som den stærkeste Magt —
men det faar ikke Liv, før han har det vakt.
Der ligger en Tone og tier —
et Væld ligger bundet derinde —
det er ham, som faar Tonen til at klinge!
det er ham, som faar Vældet til at springe —!
Du dejlige unge
tindrende glade
solmættede Fryd,
hvi brast i mit Liv
din Lovsangs Lyd!
Nu kan Solen
skinne i Glans
Fugle kvidre
over Sankt-Hans,
Skoven bære mig
Blomst og Blad,
Engen skænke mig
Dug af Fad,
aldrig mere
bliver jeg glad —!
Tuk (til Ruth.)
Der stod en Eg i Skoven
saa ung og stærk fra Rod til Top,
der kom et Lyn fraoven
og rev den med Rode op.
Der stod en Bøg ved Siden,
fra Ungdomstid var Egens Ven,
men siden Egen fældtes,
da sygnede Bøgen hen. —
Jeg sidder saa tit i Skoven
paa Egestub ved Alfarvej
og ønsker det Lyn, som ramte
maa ogsaa ramme mig —!
Ruth (til Tuk.)
Altid naar Dagens Konge
afkaster sin Straalebro,
føler jeg Mørkets Aande
og gruer for Nattens Ro —
ak! den lange Nat —!
Mens Timer skride, og Mørket
tættes om Hus og Hjem
jeg lister paa bare Fødder,
ta’r Brudedragten frem —
i den lange Nat.
Helt op fra Foden til Knæet,
saa langt mit Øje kan se,
breder jeg den til Brystet,
dér lyser den hvid som Sne
i den lange Nat.
Som Ild mig Aarerne brænder —
og aldrig finder jeg Ro,
før under mit Hoved ligger
de hvide smaa Silkesko —
i den lange Nat.
Langsomt, mens Timer rinde
sorgfyldte som de kom,
ligger jeg der og tænker
det samme om og om
i den lange Nat —
Vaagen, mens andre sove
under det samme Tag,
ligger jeg ganske stille,
indtil det gryr ad Dag —
ak! den lange Dag — — —
Nu leger Vaaren sit Farvespil
Knopperne sprænges
Alverden er grøn, naar Vaaren vil,
men alt det skønne er ikke til
for den, der længes.
Nu lokker mig Livets Frydespil
Dagene længes,
nu følges de ad, som helst det vil,
men andres Glæde er ikke til
for den, der længes.
Nu ringer de Klokker med sagte Spil
Dagene længes —
nu flokkes de Ensomme, hvor de vil —
Kirkegaardsfreden er endnu til
for den, der længes — — —
Gerd (til Tuk.)
Tuk — der er noget, som Du skal vide,
fordi Du tænker paa det saa tit,
som Du tænker paa Gamle-Fruen —:
Det var mig, som arvede Buen!
Den laa i det gamle Syskrin, Du ved,
jeg fik efter Mor — men om Mor har gemt den,
eller om Farmor selv har bestemt den
for mig — det er noget, jeg ikke forstaar.
Vidste hun ikke Gamle-Fruen,
at den, der fik Violinen
fik ogsaa Ret til Buen —
Husker Du, hvordan Du sad en Gang
og spændte Strængene fast i Rammen
og limede Stumperne varligt sammen
med rørende Taalmod — Led efter Led!
Hver eneste Flis, som Du rørte ved
blev et helligt Kar — for den Violin,
den var dit dyre Reliquieskrin.
Helst vilde jeg spurgt, hvad Du tænkte dermed,
men jeg følte, jeg ikke turde — —
Du føjed den sammen saa fint og smaat
som en Tusendkunstner — saa sagde Du blot,
mens Du hængte den hen paa sit gamle Sted:
Nu kunde man spille den, hvis man turde.
Jeg brød ud: Hvorfor tør Du da ikke, Tuk —?
Er det — for Gamle-Fruen?
Men Du vendte dig bort og svarede kort:
Jeg har ikke Buen.
Tuk! Nu ved Du, hvor Buen er.
En eneste Gang —
den Dag, Fin kom, og det blev Vaar i mit Hjærte,
følte jeg en pludselig voldsom Trang
til at høre Slægtsviolinen spille
og synge til den — Suomis Sang!
Da hented jeg Arven fra Gamle-Fruen
og listed mig ind, hvor Cremoneseren hang —
Men hver Gang jeg nærmede mig med Buen,
var det som alle Strængene sprang! —
Jeg ved, at Du vil sige, det var Slægtsaandens Skyld,
som er i Violinens søndrede Dele —
Jeg ved, hvad Du tænkte — at det, hun slog itu,
var det Helligbrøde at hele —
men jeg tror nu alligevel, der kommer den Tid,
naar taalmodig vi bier,
da Slægtsviolinen spiller igen —
hvordan? — ja hvad ved jeg! — som gamle Melodier
— ikke noget Mesterspil med Evighedsrøst —
bare Spil for Mennesker, som trænger til Trøst — —
Ja, nu siger Du vel, at jeg er taabelig og dum
og misforstaar det hele.
— Siden har jeg jo ogsaa forstaat,
at den gamle Violin, som blev knust af et Hjærte,
der forblødte i Kamp for den store Kunst,
tør nu kun spilles af en, som har naat
den Pris, som ingen tør dele — —!
Tuk (til Gerd.)
Tak, lille Gerd, for Kærlighed,
for stille og varm Fortrolighed!
Med dine springende Tanker
siger Du mere, end selv Du ved — —
med dine unge, hastige Ord
gætter Du flere Gaader,
end selv Du tænker og tror.
Ruth (til Tuk.)
Hvorfor ligner jeg ikke de andre,
som skaffer sig Livets glade Ret,
og danser sig fri —!
Hvor dejlig let det maa være
at se paa Livet som de!
I vore flygtige Dage,
hvor Troskab ejer saa liden Magt,
skifter man Ægtemage
saa let, som man skifter Dragt —
saarer man stundom sig selv dermed,
saa danser man over det ømme Sted —
man er ung, man har Livets vaagne Sans,
der er nok, som byder En op til Dans,
hvorfor skulde man standse —?
Men jeg!
hvorfor kan jeg ikke danse —?
Hvad er der sket mig? — Det samme,
som sker saa mange hver eneste Dag,
at det, de troede var Lykke,
blev et Bedrag.
Nutidens Kvinder er kloge,
klogere end de selv det ved —
Nutidens Kvinder forstaar den Kunst
at glemme til stor Fuldkommenhed —
de døver Øret for Længselens Stemme —
men jeg!
hvorfor kan jeg ikke glemme!
Der sørges en Maaned, der sørges i to,
og saa er det glemt det hele,
saa bliver Sorgen en kedsom Gæst,
hvis Selskab ingen vil dele —
saa flagres der ud til Leg og Lyst,
for Livet er kort, og Blodets Røst
lokker En til at prøve —
hvorfor skulde man ogsaa tøve!
Hver Sjæl har nok i sin egen Ve —
bare le! bare le!
med de sorgfulde græder dog ingen — —
Men jeg!
hvorfor kan jeg ikke le —?
Ligner jeg mon den Kvinde,
man læser i Folkeviserne om,
som kun kunde elske én, og som
maatte dø, da han skiltes fra hende —?
Hvorfor kan jeg ikke suge
som Bien derude mig Honning
fra tusende Blomstermunde?
hvorfor er der kun én, hvis Kys
mig mætte kunde —?
Véd ikke selv, om jeg hører
til de daarlige Jomfruer eller de kloge
— véd kun, den Draabe af Olje,
som holder min Sjæl til at vaage,
er dyr som den af Rosens —
Ak, jeg elendige Taabe!
Hundred Pund visnede Blade maa til
for at skabe én eneste Draabe — —!
Tuk (til Ruth.)
Dit Brev har jeg faat og sender dig Svar.
Endnu er jeg paa Sindssygehjemmet —
men Hjærnen er klar.
Det er nærmest en liden Spas, jeg har,
maaske af de syndige,
men det morer mig altid at drille de kyndige.
Her holdes jeg for en rolig Patient,
med en fiks Ide, men fornuftig Tale —
Jeg har Lov til at færdes frit, hvor jeg vil,
blandt de mere gale.
Af dem har jeg særlig søgt Kunstnerne op —
— de interesserer mig con amore —
jeg føler et aandeligt Slægtskab her
mellem faldne store.
Der er Maleren — ham, som aldrig gaar træt
i Arbejdet med en fingeret Palet,
men maler bestandig ud i det blaa
noget, som i Kataloget skal staa
med det talende Navn: »Det evige Intet —!«
Der er Digteren, som med Pathos gaar rundt
og deklamerer
eller studerer
de sjældne Typer, han møder her,
men altid kommer til det Resultat,
at de ikke er fire Jamber værd —!
Der er Musikeren med det lange Haar
og den spinkle Vækst,
som med brændende Iver søger en Tekst
til Operaen, han aldrig skriver —
Der er Skuespillerinden, som gaar og driver,
men straks glider ind, hvor hun vejrer Død
og sætter sig ned ved Sygesengen —
for at lære at dø en naturlig Død!
Men over dem allesammen staar Lægen,
som altid gør Instrumenter i Stand —
han gaar med højtidelig langsomme Skridt
og døver sit Øre for Graaden og Skrigene —
han foretager kirurgiske Snit,
de eneste aldrig fejlende — han
dissekerer Ligene —!
Ham vil jeg tage Studier af —
ham vil jeg hugge en Gang i Marmor,
naar mit sidste Haab danser ned i sin Grav! —
Man skrev mig ud en vakker Dag
paa glittet, fint Papir saagar,
fra Daarekisten bagved Mur
til den, som ingen Mure har.
Jeg vandred paa min Fod afsted —
jeg trængte til at gaa og gaa
bort fra den Lidelse, jeg bar,
og bort fra den, som bag mig laa.
Men aldrig kan man gaa fra Sorg,
og Savn har intet Skjulested
for sine tunge Tankers Flok,
dem bærer man i Randslen med.
Ruth! Ruth! Dejlige Ruth!
Jo længer jeg fjærner mig bort fra din Vej,
jo højere elsker jeg dig!
Ruth.
Ved ikke, hvordan det har været i Dag,
men jeg syntes, det var Helg —
Stormen har pustet saa vildt og stygt
fra sin Blæsebælg —
huiende Løvet i Bunke den trilled —
men for mig var der kimende Klokker, der spilled,
for mig var det Helg!
Ved ikke, hvordan det har været i Nat —
der var stængt for min Dør —
men Døre sprang op paa viden Gab,
som aldrig før,
blegnende Skygger strøg bort i Klynge,
og hele Livet tog paa at synge
som aldrig før —!
Tuk (til Ruth.)
Jeg arbejder rastløs ved Dag og ved Nat —
jeg slaar med min Hammer, saa Gnisterne sprude,
men aldrig naar jeg den gyldne Skat.
Naar jeg er træt,
staar jeg og ser paa de brustne Strænge —
jeg lægger mit Øre saa tæt saa tæt
til den haarde Bund
og lytter til Klang fra den Tonemund,
som sang et Aarhundred en Kunstnerslægts
tungsindige Melodier —
men jeg lytter forgæves — Cremoneseren tier.
Den store Kunst har sin egen Hu —
Den store Kunst ganger langsomt —
den har ikke naat mig endnu.
Var Offeret for ringe? — Blev det halvvejs paa Skrømt,
ikke noget levende, mere noget drømt —?
I alle dine Breve dæmrer et Haab,
bag alle dine Taarer smiler det stille:
Vi to kan ikke skilles, selv om vi vilde —!
Jeg maa drive dig ind i den yderste Nød —
jeg maa tvinge dig til at give slip paa mig — fuldtud
for Liv og for Død!
Jeg er det skyldig —
ellers er Offeret ikke gyldig.
Ruth! Dejlige Ruth!
Jeg frister dig til Frafald — der er Magter i min Sjæl,
som tvinger mig til det!
Jeg er ond mod dig, Ruth, skøndt jeg ikke vil det,
Men glem ikke, Du!
jo mere jeg piner og martrer dig nu,
des vildere elsker jeg dig!
— Jeg sender dig hver Dag Hilsen,
hvert Ord er som Gift for dig og mig!
Jeg drager først frie Aandedrag,
naar Posten er gaat, og Brevet paa Vej —
Men naar det er borte, hugger jeg løs
paa en Marmorblok —:
en blaalig skinnende, tusenaaret,
vældig Kolos —
en lænket, rasende Tantalos —!
Ruth.
Tuk, Du er syg —
Som syg Mand drager Du Verden om —
Aa, gid Du vilde tage mod Lægedom!
Det at være glad,
det er det herligste Styrkebad!
Det er Sol, det er Varme,
aabne Arme
ud til Alverden!
Men er Du ej glad,
blev Jorden dig tom,
da kan Du søge
til Sundhedsbrønde
Alverden om,
og Du vender tilbage
syg, som Du kom.
Sorg kan styrke sin Ejers Fod,
men Længsel skærer,
filer, filer i Hjærtesaar,
dyber dem ud fra Aar til Aar,
tærer — tærer — —
Sorg kan løfte En højt paa Ryg
i frygtløs Ilen —
favne saa fast og bære saa trygt
i Graad med Smilen —
Længsel knuger som Gravens Sten
— ejer af Livets Evne kun en:
at kalde paa Hvilen —!
Længsel er Sot paa Hvermands Vej —
Og Tuk — Du længes jo — Du længes som jeg —!
Tuk.
Har Du hede Tanker,
søg med dem til anden Strand —
Har Du varme Længsler,
se, om der de svales kan —
mine ligger bundne
i iskoldt Marmorland —!
Ruth (til Tuk.)
Du sendte mig Hilsen igen i Dag
seks nye Linjer — seks Svøbeslag —!
Jeg drømmer saa tit om Natten,
naar Pulsen banker hed,
jeg ligger dernede bag Kistelaag,
hvor først Du kaldte mig ned,
— jeg føler det isne omkring mig,
men selv er jeg ung og hed —
da gribes jeg af en knugende Angst,
at jeg er lagt levende ned.
Saa bitterlig kold er den Brudeseng,
som redes i Jordens Skød —
da gribes jeg af den Tanke,
at jeg er en levende Død —
Men over mig skinner Solen,
tusende Liv bærer Blomst, sætter Frø —
og jeg rejser mig op — jeg vil ikke dø!
ikke for al den Ære,
som nogen i Verden ved,
ikke for Gods og ikke for Guld
og ikke for Kærlighed!
for Livet selv er den største —
den højeste Herlighed —!
Tuk (til Ruth.)
Jeg vidste det forud!
Du kunde gaa med til Kistens Bund —
men under Jorden? Aa aldrig, aldrig!
Du slap i den Stund.
Virkelig Troskab varer
langt, langt ud over Dødens Vande —
men Mennesker kræver den ikke
længer end Lyn kan rande.
Alt ondt kan Kvinden dele med Manden,
men Døden kan de færreste dø med hinanden!
Ruth (til Tuk.)
Under Jorden — død — begravet —!
Ved Du, at Du slaar til Krøbling
baade dig og mig med Kravet —?
De trøster os med — i et andet Liv,
dér faar vi Bod for al jordisk Smærte —
Men først maa vi dog have levet
et helt fuldt Menneskeliv i vort Hjærte,
vi kommer jo ellers som Krøblinge der,
som Halte og Blinde,
der aldrig kan Livets Mening finde —!
Engle kan juble saa højt, som de ville —
med Mennesket kommer den dybeste Tone:
Moderens kaldende Røst paa sin lille.
Men kaster Du Livets dyre Skat
i Grams for Vrimlen,
Du kommer som Krøbling, Du kommer som Halt
og Blind ind i Himlen.
Tuk (til Ruth.)
Nyd Du Glæden, hvor den findes,
slid Du Silken, hvor den spindes —
Graven passer ikke dig.
Lev og nyd! Drik Sol! Forgæves
venter Du et Liv paa mig.
Ruth (til Tuk.)
Jeg spørger dig ærligt — er din Kærlighed død?
Den synes saa fattig, saa fuld af Elende,
og den var dog en Gang saa rig og blød!
Hvor ung jeg end er, jeg har Kraft til at vente,
men aldrig lader Du skinne et Haab
— altid øger Du Sorgens Rente —
for det, at Du siger, Du elsker mig højest,
naar Du piner mig, mest, — det ved Du jo godt —
det lyder for mig som en hæslig Spot. —
Tuk! sig mig ærligt, hvad jeg skal tro
om vort sidste Møde?
Jeg lader mig hellere straks slaa ned
end langsomt pines og prikkes til døde.
Tuk (til Ruth.)
Du er Middel — ikke Maal —
som den smukke, sorte Bille,
Zoologen spidder stille
paa sin sikre, fine Naal!
Du er Middel — ikke Maal —
som det Lem, Kirurgen prøver,
naar i Kød han Kniven øver —
Bare lid og bare taal —!
Ruth (til Tuk.)
Du har spændt din Bue for højt — den er bristet!
Det er ikke med mig som med Slægtens Violin,
der gaar igen bestandig — trods alt, hvad den har fristet — —
Hjærtestrængen — min — den er bristet!
Gerd (til Tuk — nogle Maaneder senere.)
Kære Tuk!
Far blev pludselig syg i Aftes —
imorges drog han sit sidste Suk.
Vi sad ved hans Seng, baade Ruth og jeg.
Jeg spurgte, om jeg skulde hilse dig —
Han svarede ikke,
han laa, som han lyttede, hele Tiden — —
Jeg tror, at han tænkte paa Mor — for siden
sa’ han: Hun synger! Hør, hvor hun synger,
saa det lysner i alle Rummene tomme!
Og Max spiller til!
Men Mor staar tavs, som hun ventede en,
der først skulde komme — —
Det var de sidste klare Ord,
vi hørte ham sige —. Ak Tuk! kom hjem,
naar vi lægger ham ned ved Siden af Mor!
Her er saa forfærdelig tomt og trist,
i det store Hus —
jeg synes, at blot din Nærhed trøster — —
Tuk — skriv saa, at Du kommer snart!
Din lille bedrøvede Søster.
Tuk (til Gerd.)
Jeg ser en Skikkelse, rank og stor
staa stirrende udover Tidens Strøm —
hun faar aldrig Fred i den kolde Jord
før Skatten er hævet med Renters Rente —
Gamle-Fruen maa stadig vente
Opfyldelsen af sin Kunstnerdrøm — —
Gerd! Lille Gerd! Bed mig ikke komme —
husk, jeg er bunden —
der er langt endnu til den store Kunst,
jeg vender først hjem, naar den er funden.
Gerd (til Tuk.)
Fy, skam dig, Tuk! at Du skrev saa stygt,
saa rigtig væmmelig, koldt og ondt!
— Ja, nu har jeg gnedet Fingrene rundt,
først i Øjnene saa i Brevet —
Jeg kan ikke forstaa, hvad det er, Du har skrevet.
Hvordan ser det ud, Du stort vil kalde —?
Tre prægtige Værker, har Du sendt hjem,
— købte af Kunstmusæerne alle —!
Der er sort af Folk i den Sal, hvor de staar,
man trænges omkring dem fra alle Sider,
det er ikke Glemselens Kaar, de faar.
Jeg blev saa betagen, Tuk, da jeg saa dem —
jeg følte det næsten, som sank jeg i Knæ.
Tantalos havde jo dine Øjne,
og dine Hænder, haarde som Træ!
Men Lidelsen i hans martrede Træk,
den var saa forfærdelig, Du, at jeg pressed
Øjnene sammen og skreg: Tag den væk! —
Der stod en fin gammel Kunstkender bag mig,
— jeg hørte ham sige: »Et ægte Geni
saa fri i Detaillerne — storladen — prægtig —
for alt forlorent herlig befriet!
Han mangler bare en Prik over I’et.«
Maaske det er det, som Du kalder den store,
evige Kunst?
Jeg ved det jo ikke — men gid jeg gjorde!
Ruth vilde ikke se dine Værker —
hun sagde, det var som at stryge den Kniv,
der havde forødt hendes eget Liv,
og spurgte med saadan et underligt Smil
af bitter Ve,
om man ogsaa forlangte, at dødsdømte Fanger
først skulde Guillotinen se —?
Tuk! Hvis din stakkels forpinte Sjæl
har en barmhjærtig Tanke inde,
saa kommer Du hjem og gør godt igen,
hvad Du én Gang forbrød mod hende —!
En Mand har slet ikke Lov til at handle
samvittighedsløst mod en Kvinde —.
Maaske det var fejl, at jeg skrev, hvad jeg skrev.
Ruth vilde blive saa vred, saa vred,
hvis hun saa mit Brev —
men jeg ved ikke Raad — jeg staar magtesløs her —
det blir Spot, naar jeg trøster —
Tuk! Aa, pak din Koffert og kom!
kom hjem til
din lille Søster.
Ruth (til Tuk Aaret efter.)
Man sidder hen en vakker Dag
som døvet, sløvet af et Slag —
saa møder man, i Skyggen gemt,
en Mand, som man en Gang har kendt
og siden efter atter glemt —
Man saa ham paa sit første Bal,
og husker, han en Gang har sendt
et Brev, som man har læst og brændt,
den Tid, man dansed yr af Vaar,
henover andres Hjertesaar.
Men har man glemt, han husker end,
han rækker Haanden En igen —
han ejer Livets vaagne Sans,
klar, som den findes, kun hos Manden —
og han vil nøjes med den Rest,
som man har reddet ud af Branden,
naar blot, naar blot, man bliver hans —!
Hvad er det, som paa mig stirrer
i Angst og Fryd Ve,
som et stort, hedt straalende Øje,
mit eget ikke tør se —?
Jeg vender mig og vil flygte,
mit Hjerte isnes derved —
da er det, som noget græder,
dér, langt, langt af Led —
da er det, som Øjet brister
bag vigende Taageslør — —
jeg vender mig angst imod det —
det straaler igen som før.
Jeg er ikke ond — ikke troløs heller —
jeg er blot levende, varm og ung,
og Ensomheden er mig saa tung —
det er Livets rigeste Indhold, det gælder!
Jeg kaster mig bort —
ikke fordi mit Sind er haardt,
kun fordi mine Tanker er hede
og presser det dryppende Blod mod mit Hjærte —
— skal jeg leve, maa jeg drukne min Smærte!
Han kommer i Morgen — han tager den Plads,
som en Gang var din —
han lægger sin stærke Arm om mit Liv
og sin Kind til min;
han kysser mig Panden, han kysser mig Munden —
— husker Du, den Gang Du gjorde det, Tuk —?
Livet er meningsløst i Grunden —!
Han er kommen og gaat — jeg er ene, som før.
Jeg standsed ham selv, da han stod for min Dør.
Jeg havde jo ligget den hele Nat
vaagen og lidt,
saa havde jeg tænkt paa hans første Kys,
— men Kysset var dit —!
Saa havde jeg tænkt paa hans varme Røst,
der mødtes med min,
underlig klangfuld og dyb og stærk —
men Røsten var din —!
Da tog jeg hans Haand i min og sagde:
Jeg kan ikke, kan ikke leve
med nogen anden Ven —
ikke blandt levende Sjæle
og ikke blandt døde Mænd!
Hellere lever jeg ene
i Sorg og Savn og Pine
end fulgt af trippende Fødder smaa,
jeg kun paa Skrømt kalder mine. —
Han blev i en Time, han blev i to,
saa gik han bedrøvet sin Vej —
da var det ham klart, at jeg aldrig
kan tilhøre andre end dig. — —
Ak, Tuk!
Der stod en Sjæl foran dig,
det var saa ung og blank en Sjæl —
Du skulde skrevet paa den,
den stod jo dér og bød sig selv —
Men Du! Du traadte kun paa den,
hug Blod af den med din Hæl —!
Der staar en Sjæl foran dig,
den er saa syg, den er saa træt —
Du stjal den Lykken af Livet,
og blodig Graad saa har den grædt —
den skreg imod dig — saa tav den,
for nu har den blødt sig træt —!
Tuk! Husk paa:
Jeg gik dog tilsidst i Kisten med dig —
saa dødsenstille jeg hos dig laa.
Jeg ved, at jeg stritted imod til Blodet,
men sidst saa sejred min Kærlighed,
og jeg kom og lagde mig lydig ned
i den kolde Kiste — —
Jeg ligger endnu paa samme Vis
og føler mit varme Hjærte briste
og blive til Is.
Jeg mærker en Duft af Fyrretræ
og malede Brædder — og skimter en Lysning
af Brudedragten over mit Knæ.
Og pludselig mærker jeg noget vaadt,
noget koldt, som at rinde begynder,
— da bliver jeg rolig — jeg ved jo godt,
Du skar min Pulsaare sønder —
Saa ligger jeg tyst bag Kistelaag
og ængstes ej mer derinde,
jeg føler mit eget Hjærteblod
imellem Fingrene rinde — — —
Og naar den sidste Draabe
er rundet i Jorden ned,
tilhører to brustne Hjærter
hinanden for Evighed —!
II
Fru Solskin sidder i Bure
bag Skyernes Sølverlad —
Hun flænger i Øst, hun flænger i Vest,
da skilles Skyerne ad —
Se dig ud, Fru Solskin!
Alle de stakkels Spirer,
som frem af Mulde gik,
de haver sig næsten blinde set
alt efter et Solskinsblik,
— se dig ud, Fru Solskin!
Alle de Hjærter, som længes
og lagdes i stride Baand,
alle de Sjæle, som frøs i Sorg,
de længes at kysse din Haand —
Se dig ud, Fru Solskin!
Fin (til Gerd.)
Du spørger, hvorfor jeg saa længe tav stille? —
Ak, kunde jeg skrive, som helst jeg det vilde!
Men Du taler om Finland — bare om Finland!
I Dag har jeg fulgt den første Flok
forviste om Bord —
en Patricierslægt — i trehundred Aar
Ejer af samme finske Jord —
forarmet maaske, men stolt af sin Byrd
og sit Raceblod,
aller stoltest, fordi den var finsk
med hver eneste Trevl af sin Hjærterod.
De gik med hinanden langsomt og tyst
som Mennesker gør, naar de følger til Jorde —
en Kvinde strøg tavs en Taare væk —
ingen af Mændene tog til Orde.
En otteaars Purk gik allersidst,
holdt i Haanden sin Mor,
han stritted imod af al sin Kraft,
vilde ikke om Bord:
»Jeg har mit Hjem, som Russen har sit,
— ingen Tyranner skal drive mig fra det —
for Jorden er min — og Folket er mit!«
En russervenlig Matros, som gjorde
Tjeneste just i det Øjeblik,
voved en uforsigtig Replik:
»De smaa maa bøje sig for de store.« —
Men Drengen gav Svar
med et dygtigt Slag af sin knyttede Næve:
»Russerbarbar!«
Jeg hørte ham endnu ved Rælingens Rand
rasende, tænderskærende sige:
»Jeg vil blive her i mit eget Land!
for hver skal ha’ Lov at beholde sit —
og Jorden er min — og Folket er mit!« —
Gerd (til Fin.)
Skriv mere, Fin — skriv mere om Finland!
Jeg læste med brændende Hu, hvad Du skrev,
og næppe var det til Ende,
saa længtes jeg mod det næste Brev.
Du ved, jeg synger kun sjældent —
men hver Gang det blæser op henad Høst
til en rigtig rygende Storm af Nordøst,
saa gaar jeg i Skoven og synger
omkap med mit eget syngende Blod,
mens knækkede Grene strøs for min Fod:
Hör! de höga furor susa!
Hör, de djupa strömmar brusa!
Det är Suomis sång —!
Öfverallt en röst oss bjudar,
öfverallt en stämma ljudar:
Det är Suomis sång —!
Broder, egar Du ett hjärta!
i dess tjusning, i dess smärta
hör blott Suomis sång —
hör blott Suomis sång —!«
Fin (til Gerd.)
Nu har vi to Aar i Træk
vekslet med hinanden Breve!
Aldrig om os selv vi skreve,
Finland drak hver Draabe Blæk. —
Kære! Lad mig ærligt sige:
Det er dig, jeg tænker paa
i de lange, lyse Nætter,
dig, hvis Billed ind jeg fletter
i de tusan sjöars Blaa!
Det er dig, jeg hilser frit,
naar jeg staar i Folkesværmen —
Du er Blomsten, Du er Bærmen,
Du er alt, hvad der er mit!
Det er dig, jeg taler til!
det er dig, jeg hylder, hylder!
Du er Solen, som forgylder,
spaar os, at vi sejre vil!
Halvt et Barn Du mod mig kom,
gav mig Haand, før Du blev Kvinde —
Aa, Du Sjælens Sjæl derinde,
Du er alt, jeg drømmer om — —!
Gerd (til Fin.)
Kära, gamla, finska Bror!
kækkeste blandt alle Finner!
Har Du glemt dit Visdomsord
om os stakkels, svage Kvinder —?
Det er os, som bare binder —!
Det er os, som maa af Vejen,
hvis man har en Sag at vinde —
hvem tør hæftes af en Kvinde —!
Liv og Lys i Stuen inde
ofrer man Suomis Land,
hvis man er — »en trogan Finne« —!
Fin (til Gerd.)
Kære, lille, tapre Gerd,
kækkeste blandt alle Kvinder!
Har Du glemt den Dag, Du sad
i en Krog med vaade Kinder —?
Ak! Du faldt maaske igen
ned fra dine Begejstringstinder!
Liv og Lys i Stuen inde,
trogna Tankers Varetægt
ofrer man sin Stolthed kækt,
hvis man er — en ægte Kvinde —
Gerd (til Fin.)
Jeg elsker det Land mod den evige Sne —
tralali! tralala!—
Jeg er saa styrtende himmelglad!
for hvad? — ja, for hvad?
Ved Du det maaske —?
Fin (til Gerd.)
Jeg ved kun det ene,
at nu er der Fryd over al min Vej!
Lille Gerd! Hvornaar maa jeg hente dig?
Gerd (til Fin.)
Jeg bliver hos Ruth de første Aar —
for Ruth har ikke andre end mig —
Fin! — Skriv til mig, at Du forstaar,
jeg dog ikke svigter — — —
Fin (til Gerd.)
En faar blive der, hvor En tror, En har Pligter.
Gerd (til Fin.)
Fru Solskin sidder i Bure
bag Skyernes Sølverlad —
hun flænger i Øst, hun flænger i Vest,
da skilles Skyerne ad —
Se dig ud, Fru Solskin!
Fru Solskin ganger af Bure,
hun hilses med Jubelrøst,
hun knuger den hele kolde Jord
fast til sit varme Bryst!
Se dig ud, Fru Solskin —!
(Tuks Atelier i Rom. Tuk staar midt paa Gulvet, i Færd med at modellere. PAOLO, en nøgen, brun Italienerdreng, staar Model for ham. Paa Væggen lige overfor hænger et Billede af Ruth — over det en Buket af Evighedsblomster — neden under Gamle-Fruens Violin — I Skyggen i Hjørnet Gamle-Fruens Portræt.)
Tuk.
Paolo! ret dig! Du staar jo og nikker.
Er det en Holdning for Abrahams Søn!
Stiv Knæene, Dreng, og gør Gavn for din Løn!
Paolo.
Maestro, jeg kan ikke mer — jeg er svimmel.
Tuk.
Hvad! — Er Du svag?
Paolo (grædefærdig.)
Signor’ — jeg har ikke faat Mad i Dag —
og nu har jeg staat i fire Timer —
Tuk (lægger Mejslen.)
Er det virkelig fire!
Naa — saa kom frem — —!
Paolo fik jo i Gaar en Lire.
Paolo (stikker i Klæderne.)
Ja — men Mor tog den, da jeg kom hjem.
Tuk.
Her er en anden — Gaa — spis dig mæt!
Men skynd dig tilbage.
Paolo (ved Døren.)
Er Maestro ikke en Smule træt?
Tuk.
Ikke en Smule!
Mit Blod er som Ild, naar jeg tager fat.
Arbejd! Arbejd! Der kommer den Nat,
da ingen kan arbejde, staar der jo skrevet —
og Du ved, jeg ser ikke klart imod Nat
— det gælder at nytte de lyse Dage — — —
Paolo (smutter ud.)
Om et Øjeblik er jeg igen tilbage.
Tuk (gaar frem og tilbage i Atelieret — bliver staaende foran Ruths Billede.)
Underligt — for siden den Idé
greb min Tanke fat,
har jeg ikke haft Ro hverken Dag eller Nat!
Siden jeg saa hende for mig i Drømme
som Hagar landflygtig, i snehvidt Lin,
med Drengen Ismaels Haand i sin,
har jeg staat her og stirret,
snart paa hendes Nakke og snart paa hendes Kind,
til der dansed mig tusende Sole for Øjet,
og jeg trode, jeg var blind —!
I Gruppen derhenne begynder de at leve,
de faste, unge Former, den mejslede Hage
og den dunede Kind —
Hun standser og vender sig med tvivlraadigt Sind,
som tager hun Maal af sine inderste Kræfter —
og Drengen gaar langsomt — modstræbende efter.
Saa træt ser hun ud, mens hun strider sig frem
med hans Haand i sin — — — —
(støtter Panden imod Væggen.)
Jeg har prøvet hende over hendes Evne —
langt over hendes og langt over min — — —
(Staar stille i nogle Minutter — River sig saa løs og begynder ivrig at udforme Gruppen, men standser pludselig og lader Haanden synke.)
Gamle-Fin var en kløgtig Mand —:
Han vidste, det eneste sikre
Haandværk viden om Land —
for Mand som for Dreng —
var det, at høvle de Brædder,
som luner Støvet den sidste Seng —!
(gaar hen til Vinduet.)
Jeg husker i disse Dage,
hvor Minderne er saa svære,
et lille bitte Gulduhr,
hun altid plejed at bære.
Det ligned det varme Hjærte,
hvorved det trofast laa —:
aldrig vandt det og tabte,
og aldrig gik det i Staa — —
(En Lirekasse spiller nede i Gaarden — Tuk lukker hurtig Vinduet.)
Jeg ved ikke noget, der saadan
kan haane et Menneskes Liv
som Tonerne af et gammelt,
sprukkent, falskt Positiv!
Her kommer ellers kun Cithar og Fløjte,
Guitar, Violin —
Den fattigste Stymper bliver en Konge,
saa snart han synger til Mandolin —
men den, som drejer paa Lirekassen,
er en Plebejer.
(Kaster nogle Sølvpenge ud af Vinduet.)
Der! Jeg ser helst, at Du ikke drejer.
Paolo (i Døren.)
Ak, Maestro!
Tuk.
Naa, hvad blev der af Sviren?
Paolo.
Mor stod nede paa Trappen
og snappede hele Liren.
Tuk.
Fy føj da!
Paolo.
Jeg havde glædet mig saadan
til dejlig, fed Maccaroni
med fin Olivenolie paa
og en Osterand — —
Tuk.
Naa — og hvad fik Du i Stedet?
Paoln.
En Haandfuld Ris med Vand.
Tuk.
Stakkels Paolo — Livet er fuldt
af bitre Skuffelser uden Frist!
Saa mangen fed Maccaroni
blev tørret Ris tilsidst.
Kan Du staa igen?
Paolo.
Hvor, Maestro?
Tuk (peger paa Ruths Billede.)
Hos hende.
Paolo (ser beundrende paa det.)
Aldrig saa jeg saa dejlig en Kvinde!
Maestro — fortæl om hende!
Tuk.
Staa stille!
Saa fint som et Billed af Guldmosaik
skal jeg tegne dig hende.
(Sagte og ligesom han talte til sig selv.)
Aldrig hørte jeg en Stemme,
der saa mygt sig kunde føje,
lade som en Vaand sig bøje,
som et Aandepust fornemme —!
Aldrig saa jeg slige Øjne,
der sekundvis kunde lyse
og sekundvis atter fryse
sammen over Livets Løgne —!
Aldrig har som her jeg funden,
løndomsfuldt og uden Lige,
Livets Digt, det gaaderige,
lagt i Linjerne om Munden!
Ak! men hør, hvad jeg dig raader:
Spørg ej Stemmen, blød og bøjet,
spørg ej Glimtene i Øjet,
spørg ej Læbens tusend Gaader!
Ser fra Øjet Du i Hjærtet,
vil Du se en Blodstrøm rinde
fra et aabent Saar derinde,
som har saaret, brændt og smærtet! — —
Faa er de, som Sorgen fatter;
Livet møder den med Løgne —
Røb Jer aldrig, bløde Øjne!
sænk Jer over Gaaden atter!
Vær til Tavsheds Lov forpligtet,
underfulde Mund, hvorover
Taaren bagved Smilet sover —
luk dig atter over Digtet — —!
Paolo.
Maestro! dit Sprog er saa smukt i Sorg —
Det synger, som der var Violintoner i det!
(peger paa Cremoneseren.)
Den dér har Du sagtens spillet en Gang.
Tuk.
Aldrig har jeg rørt med min Haand ved en Bue,
aldrig har jeg lokket fra Strængene en Klang —
klingende og springende. som Sang af en Bue
spiller mine Tanker, fra da jeg var Dreng
paa en èneste Stræng! — —
Paolo!
Paolo.
Maestro!
Tuk.
I tre lange Aar
har jeg ikke talt i Fortrolighed til nogen —
Du, Italieren, som lidet forstaar
uden Klangen af min Røst,
Du skal være min Fortrolige — for dig vil jeg skrifte.
(Med et pludseligt Omslag.)
Paolo!
Paolo.
Ja, Signor’!
Tuk.
Du kan skifte.
Paolo (skifter Stilling.)
Tuk (arbejder videre i Tavshed.)
Kom nærmere Dreng! — Staa længere fremme!
Paolo (bønlig.)
Tal til mig, Maestro! Jeg forstaar dig kun halvt —
men jeg elsker Musikken i din Stemme.
Tuk (nikker langsomt uden at svare — — Pludselig.)
Ved Du, hvad det er at blive kronet?
Paolo.
Nej, Maestro —
Tuk.
Det er at leve den Dag, da Lykken
bydes En hel —
— samlet — indtil den mindste Del.
Og ved Du, hvad det er at blive stødt fra sin Trone,
voldsomt og haardt?
Paolo.
Nej, Maestro —
Tuk.
Det er, naar man ødsler sin Lykke bort
og danser efter en Djævletone —!
Er Kongedragten først pjaltet
og Slottet revnet fra Gulv til Tag,
saa rejser man Afgudsaltre
for det, man ejed sin Kroningsdag!
Men har man bot under fyrstelig Pragt
i kongeligt Hus —
og pletted man selv sin Kroningsdragt,
rev Slottet i Grus,
saa kan man ligge i lange Nætter
kalde, kalde — og ingen svarer —
ingen ved Hovedgærdet sig sætter — —
da svider de Saar, man slog saa haardt —
og ikke Ens hele Liv forslaar
til at angre dem bort — —!
Paolo
Maestro — tal mere!
Din Røst har en Klang saa dyb og saa fin —
den ligner min døde Brors Mandolin —
(Efter et Ophold.)
Maestro! Jeg falder i Søvn, naar Du tier.
Tuk (farer op.)
Hej, Paolo! — Hvor er Du født?
Paolo.
I Venezia!
Tuk.
Saa kender Du godt San Marcos — Dom.
Du har tøvet ved Porten, før Du gik ind
og stirret dig blind
paa Tempelpragten og Skønhedsglansen.
Du har bøjet dit Knæ for det gyldne Skrin,
hvor de gemmer Monstransen —
Paolo.
Det har jeg gjort de hundrede Gange!
Tuk.
Det hvide Brød i den gyldne Monstrans,
Du knælede for under hellige Sange,
det har han stjaalet — han, som først
blev daaret af Violinens Klange —!
Han skød igennem det rene Blad,
saa den hellige Hostie skiltes ad —
Paolo (korser sig.)
Det var en Dødssynd — en Dødssynd, Signore!
— en af de store — —
Tuk (nikker.)
Den har haft sine Følger ned i vor Slægt.
Den ændrede Kaarene —
den gjorde, at Kunstnerblodet, vi fik,
blev til Ild i Aarerne!
Det blændede Øjet, det knækkede Ryggen
— og hvor det randt hedest, der dræbte det Lykken.
Paolo (ser uforstaaende paa ham — Peger paa Ruths Billede.)
Sig mig, hvem hun er, Maestro!
Hun er saa vidunderlig dejlig
med Haarets skinnende sorte Væld!
Hun ligner et gammelt Billed
i Sancta-Croces Kapel.
Tuk.
Hun! Ja, hun er det hvide
Offerdyr i vor Slægt —
vi prøver paa hende, hvor meget
en Menneskesjæl kan lide.
Der er intet for pinefuldt —
og intet for haardt! —
Hende maa jeg hugge i lysende Marmor,
før jeg gaar bort.
(Efter et Ophold.)
Paolo!
Paolo.
Maestro!
Tuk.
Tag Blomsterne bort!
Jeg synes, de skygger for Halsen og Kinden —
Eller maaske var her mørkt forinden —
Vejret er graat —
Paolo.
Nej, Solen skinner.
Tuk.
Snak! Du ser jo paa Arbejdet dér —:
der falder ikke et Straaleskær
henover Gruppen —! Selv ved jeg ikke,
hvordan jeg har kunnet arbejde her,
under stadigt Graavejr.
Paolo.
For Maestro føler,
ligesaa meget, som Maestro ser.
Tuk (farer op.)
Hvad er det, Du siger?
Paolo.
Jeg har lagt Mærke til sommetider,
at Du føler dig frem, mens Fingrene glider.
Tuk (hæst.)
Dreng! Tag Blomsterne bort, har jeg sagt!
Paolo (rækker ham Evighedsblomsterne.)
Tuk (stirrende.)
Men — — men Skyggen er ikke svunden!
Det maa være, fordi — — (haardt) Vend Billedet om!
Jeg kender ikke det Træk ved Munden.
Det bankede —
Paolo (springer til Døren.)
Her! — Det var Posten, der kom.
Der er Brev til Maestro — fra Danmark —
Tuk (griber efter det.)
Skynd dig!
Det er længe siden, det sidste kom —
det, som jeg aldrig svarede paa — —
Kom nærmere Lyset! — Lad Vinduet staa!
Er Du vis paa, Solen skinner derude?
Paolo.
Ja, Maestro —
Tuk.
Jeg synes, det var, som der steg
en tæt, tæt Taage op mod min Rude.
Brevet —! Linjerne danser for Øjet —
Maaske jeg skal sidde lidt mere bøjet —
jeg er vel syg —
det maa jeg jo være — (bleg.) Eller — eller — —!
(pludselig.)
Maaske den Feber, hvorom Du fortæller —
Paolo.
I den er Øjnene store og klare
og hede som Ild — men dine er matte.
Tuk (holder Brevet tæt op til Øjnene — men lader det atter synke. — Forstenet.)
Jeg ved, at Lyset kan dø for andre — —
At det dør for mig, kan jeg ikke fatte —!
(sidder længe ubevægelig med Blomsterne i den ene Haand og Brevet i den anden.)
Paolo (rører sagte ved hans Arm.)
Maestro!
Tuk (farer op.)
Umuligt! Drengen er træt
og taler isøvne — Tænd Lys!
Paolo.
Midt paa Dagen!
Tuk.
Gør, som jeg siger —! (da Paolo tænder.) Det ændrede Sagen.
Straks var det, som Linjerne skiltes en Smule —
Men nu — — nu løber de sammen igen.
Læs Dreng! — Det er sandt — Du kan ikke læse —
men Underskriften, stav mig til den!
Der staar vel et R, et u og th?
Paolo.
Nej, Maestro! der staar et G. og et H.
Tuk.
Tænd flere Lys! jeg vil selv se efter!
Ved den stadige Stirren paa Billedet dér
har mit Syn forbrugt sine Kræfter.
I ugevis har jeg forsømt at tænke
paa andet end dette — — det maa have en Ende!
Jeg har ikke haft fat i en Bog, i et Blad —
det er ligesom jeg og Gruppen derhenne
knap et Sekund kunde skilles ad.
Men dette med Øjnene — lille Ven,
det maa være en pludselig Sygdom,
som hastig kommen, hastig dør hen.
Paolo.
Jeg har længe mærket den komme,
snigende — snigende paa — —
Men Maestros Fingre er ligesom Øjne —
de føler alt, hvad vi andre saa.
Tuk (rejser sig — hans Kinder er askegraa.)
Paolo — gaa!
Der bor en Øjenlæge ovenpaa — —
Men sig, jeg er syg — og sig, at det haster!
Det er altid en Spore —
Paolo.
Jeg springer, Signore!
Tuk (ene.)
Mit Liv er givet hans Dom til Pris.
Mister jeg Synet,
Saa tappes mit Hjærteblod draabevis,
saa mister jeg Livet Tomme for Tomme — —
Nej, nej! Hvorfor skulde det komme?
Fik jeg ikke nok af Forbandelsens Vægt
i Sorger og Saar, jeg aldrig faar lægt,
i Tvivl og Spørgsmaal, jeg sent faar klaret —?
Hvorfor rejser sig Hammer og Mejsel
i Mørket og hugger imod mig Svaret —!
Andre slog Du saa dybe Saar —
Vunden brænder end hedt bag Arret —
hej, nu kommer den Tid, da Du
skal i Persekarret!
Andre støbte Du i din Form,
suged af Hjærteblod som Iglen —
hej, nu kommer den Tid, da Du
skal i Smeltediglen —!
Du formed saa fast, Du formed saa blødt,
Du gjorde det levende, hvor det var dødt.
Ha! ha! ha! — Og haa! haa! haa!
Du glemte at forme det dyre Liv,
hvis Indehaver er Mand og Viv!
Sløv var den seende Kraft i dit Sind
— Du var født — født blind — —!
(kaster Blomsterne, som han har holdt krampagtig fastknuget i Haanden.)
De hvisker saa underligt i min Haand,
de gule Evighedsblomster, jeg fletted
med Silkebaand — —:
Du samled saa flittig, Du bandt saa net —
Du lagde i Krans os tungt og tæt
om din Elskedes Billed —!
Med selvisk Hjærte og selvisk Mod
tapped Du alt hendes røde Blod —
Du tænkte: En Haandfuld visne
Blomster det stilled — —!
(gaar hvileløs frem og tilbage paa Gulvet — staar stille foran Ruths Billede.)
Forunderligt, at jeg skulde stirre mig blind
paa det dejlige Billed, jeg altid mindes! —
Mine Tanker stirrede jeg blinde paa mig selv —
mine Øjnene stirrede jeg blinde i hendes!
Paolo (i Døren.)
Maestro! Lægen, som Du har kaldt,
er med tilbage!
Lægen.
De ønsker, Signore?
Tuk (imod ham.)
Vished, for alt!
Lægen
(undersøger omhyggelig hans Øjne og prøver deres Sekraft.)
Jeg mærker, De endnu kan skelne klart
mellem større Former — kun svagt mellem mindre.
— Ser De mig tydelig, Træk for Træk?
Tuk.
I grove Omrids — ikke i fine —
Nuancerne glider bestandig væk.
Lægen.
Har De mærket det komme?
Tuk.
Hver søvnløs Nat
har jeg syntes, mit Syn var sløvt — men det klaredes
næste Dag, naar jeg atter tog fat.
I det sidste halve Aar af mit Liv
læste jeg aldrig, endsige skrev — —
Saa var det i Dag — jeg fik et Brev —
Linjerne løb saa underlig sammen
ved hvert et Ord — —
Lægen.
Er der Blindhed i Slægten?
Tuk.
Blindhed i Slægten!
Lægen.
Far eller Mor?
Tuk.
Nej — (Pludselig.) — Men jeg havde en blindfødt Bror.
Lægen.
Tak. — Ja, saa ved jeg, hvad jeg bør vide.
Det var godt, at De kaldte mig — Hvis De skal hjælpes,
er det paa Tide.
Tuk.
Jeg bér Dem blot om et ærligt Svar.
Lægen.
Nuvel — naar De vil — Det er Stær, De har.
Tuk (tumler tilbage.)
Det — — Vil det sige, jeg bliver blind?
Lægen.
Paa ingen Maade —
saa pludselig plejer det aldrig at komme.
Tuk.
Af særlig Naade
er der dem, der dør langsomt — Tomme for Tomme!
Lægen.
Jeg tror, at ved Skaansomhed, Hvile og Ro —
Tuk.
Ha! ha! — Ja, tilgiv, Signor’, at jeg lo!
Lægen.
Ved Skaansomhed holdes Ondet nede.
Dersom De anstrenger Synet et Aar,
er De blind om to.
Men dersom De opgiver Arbejdet nu,
har de Chancer for mange, mange flere.
Tuk.
Jeg foretrækker at leve et Aar
fremfor i ti at vegetere.
Lægen (trækker paa Skuldrene.)
Nuvel! Jeg har advaret.
Tuk (imod ham.)
Mand, er De gal!
Forstaar De da ikke, at nu maa jeg arbejde,
vildt, som en Guldgraver efter sin Skat —
— som den dødsdømte gør det den sidste Nat!
Lægen (sagte til Paolo.)
Af hvilken Grund,
ser han bestandig til Væggen derhenne —?
Tuk (sagte.)
Det undrer mig kun,
at den gamle Cremoneser ikke falder ned
med et skingrende Skrald —!
(knytter Haanden imod Gamle-Fruens Billede.)
Duk dig nu, Du! — Du skal! Du skal!
Det var noget udenfor Beregningen dette —
sin dyreste Lykke paa Spil at sætte,
og saa blive blind før Vejens Ende —!
(griber Mejslen) Men bi! Jeg har Uger og Maaneder tilbage.
Lægen.
De foretrækker altsaa, lige som før,
at stampe mod Brodden?
Tuk (nikker.)
Lige til jeg dør.
Jeg gør endnu et Dødsspring efter Kunsten — den store!
Lægen.
Adio! — A revidére, Signore! (Ud.)
Tuk (forstenet.)
Blind! Blind!
Aldrig naar jeg Bunden af den Afgrund,
hvori jeg nu stirrer ind!
Saa dyb og saa vid, saa gabende stor,
som den møder mig fra det ene lille
ubarmhjærtige Ord! — —
Synet var min Fryd og min Styrke,
Lampen i min Stue, og Kraften i mit Sind —
aldrig naar jeg Bunden af det Mørke,
som vælder med det Ord i mit Tankedyb ind:
blind! blind! — —
(synker sammen paa Gulvet — men springer straks op igen.)
Paolo! — Er Du herinde?
Paolo (graadkvalt.)
Ja.
Tuk.
Jeg synes, jeg hørte dig — — Hvad var det, Du gjorde?
Paolo.
Jeg — — — — Jeg hulkede, Signore!
(Samme Sted — en Uge senere. Tuk arbejder rastløs. Gruppen er nu mere fremskreden. PAOLO er falden i Søvn i en Krog af Værelset.)
Tuk.
Jeg tvinger mig til med halvvejs lukkede
Øjne at forme i Ler,
saa længe jeg endnu ved, at jeg ser —
at naar jeg vil, kan jeg rette Forsøgene,
jeg famler mig til —!
Men aldrig har jeg følt mig saa fri for Baand!
Aldrig har jeg været saa sikker paa min Haand.
Jeg ser med en Kraft, jeg aldrig kendte —
Jeg føler, som sad den skabende Ild,
dens levende Attraa, med alt, hvad den vil,
i Spidsen af mine Fingre og brændte!
Før var jeg saa underlig blind og døv —
det er som en indre Sans bliver klaret
paa samme Tid, som en ydre blev sløv.
Jeg forstaar — som jeg aldrig forstod det før —
hvorfor den største Kunstner var døv,
da han skabte de Toner, som aldrig dør!
Ingen forstaar at male en Fest
bedre end den, der blev udelukket —
og ingen forstaar at beskrive Lys
bedre end den, hvis Syn blev slukket —!
Han sad som de store Ensomme sidder
paa Vagt om et Minde
og drak af dybe Skaaler derinde.
Han hørte et Brus fra det store Hav,
hvor andre saa Krus paa Overfladen —
saa var det, han digtede Asdurs-Balladen —!
Han sad som den Blinde og tænkte sig ind
i glødende Farvers Straaleskin — —
hans Tanker var ligesom Silkelarver,
der pludselig sprængtes — og ud af dem fløj
Fugle med alle Livets Farver,
flammet i Sol og glødet i Ild —
saa var det, Kreuzersonaten blev til —!
(Efter et Ophold.) Paolo! Paolo!
Paolo (farer op.)
Maestro!
Tuk.
Min Ven!
Nu maa Du vaagne. Det gælder at bruge
den Tid, vi har — jeg er gerrig paa den.
Paolo (gnider Øjnene.)
Maestro, fortæl det Eventyr,
Du begyndte igaar!
Det var om en Slægt af sydlandsk Rod,
med springende, hedt, uroligt Blod —
Tuk (nikker.)
— de maatte bestandig eje det store.
Det, at de vidste, der kom den Sjæl,
for hvem deres Stamfar solgte sig selv,
var Evnen og Kraften i alt, hvad de gjorde.
(langsomt og vemodigt.)
Der fødtes i Slægten en lille Dreng —
han fik Forjættelsen — eller Forbandelsen,
fra han var lille.
Den Dreng var en underlig søndret Sjæl —
han slog alt godt ihjel for sig selv —:
Vandt han i Slagsmaal, blev han ustyrlig
og bankede ærlig hver Pog, han fandt,
til alt var tabt igen, hvad han vandt.
Roste en Lærer ham for hans Flid
og klare Forstand,
sørged han straks for en Spandfuld Vand
til Is i Blodet,
tog »slet« i Opførsel som en Mand —!
Mødte der ham noget fint og kønt,
han elsked med hele sin varme Sjæl,
saa rev han det straks itu for sig selv. —
Hans kæreste Legeplads var paa et Sted,
hvor en gammel Ligkistesnedker bode — — —
(standser et Øjeblik, aabner Øjnene og stirrer paa Ruths Billede ligeoverfor.)
Snedkerens Datter var ung og glad,
med kulsorte Fletninger ned ad Ryggen —
hun dansed og sang, naar de fulgtes ad.
Tit lo hendes Øjne, og tit var de vaade —
Han bad — og hun gav ham sit Hjærtes Tro
paa barnlig Maade.
Men han! Til Svar? Hvad tror Du, han gjorde?
— Han sprang i en af Kisterne ned
og spurgte, om hun turde følge til Jorde —!
Paolo.
Hun løb vel sin Vej for at blive fri?
Tuk.
Nej, Du! Hun pressede Øjnene i — —
Saa lod hun sig glide
stille i Kisten ned ved hans Side —!
Paolo (korser sig.)
Jesus Maria!
Tuk.
En Dag blev der tomt i Snedkerens Gaard
og koldt og tyst i Rummene triste.
Kun Høvlens Hvinen fra Værkstedet lød —
Den gamle Ligkistesnedker var død,
og en af Svendene høvled’ hans Kiste.
Hun laa over Tærsklen og græd, som før
han aldrig havde set Mennesker græde —
— han dristed sig næppe nok til at træde
indover Tærsklen til hendes Dør.
Men pludselig lagde han Armen fast,
skøndt kantet og haard,
om hendes fine, sitrende Skuldre
og drog hende hjem til sin Fars Gaard.
»Dit Hjem er nu mit.« — Hun klynged sig fast
til hans Arm, under bævende Smil og Sukke.
»Er det — fordi Du vil savne mig Tuk?«
Han vidste, det var! Men den straalende Ild
i de Øjne, den maatte han slukke.
Saa sagde han koldt og slog sine ned —:
»Det er, fordi jeg har kendt dig saa længe —
og saa — Du ved,
din Bror og jeg var Venner som Drenge.«
Hun slap hans Haand,
Graaden sad ham i Halsen af Smærte,
den bitre Anger sled i hans Hjærte —
han laa og hulked, da Natten kom,
og sloges vildt med sig selv i Blinde —
men det var ham helt umuligt at finde
de Ord, som gemte paa Lægedom.
Da hun var voksen, kom han en Dag
og saa hende gemme et gammelt Uhr
paa sit varme Bryst.
Først kyssed hun det med selsom Lyst
og holdt det i Haanden fast og varm —
saa lod hun det langsomt glide
ned paa sin nøgne Barm.
— Hvad er det, Du gemmer? — Fars Uhr! — Lad mig se!
— Nej, nej! — Hun knuged sin Haand omkring det,
midt imellem at græde og le.
Men jeg vil! — Han skød heftig Haanden ned
paa det hvide Bryst og rev Uhret op
— der var Skinsyge i hans Kærlighed.
Det var gammelt og slidt — han aabned og saa —
Det gemte et Billed’ af ham som Dreng,
og en Lok af hans Haar laa ovenpaa —!
Hun vendte sig bort — hun var rød og vred —
nu vilde hun gaa.
Da greb han hende! Han kyssede blindt
hendes Mund, hendes Haar, hendes Øren smaa,
men mest hendes lille, varme Bryst,
som dækked saa tro, hvad det gemte paa.
Og Dagene gik —
han rev sine Følelser op med Rod,
staalsatte sin Hue, stensatte sit Hjærte —
Den evige Magt, som gav Mennesker Liv,
ved, hvad det kosted for Smærte!
Der var aldrig en Glæde, saa ung og saa kaad,
uden at han kom og forstyrred dens Hvile —
der var aldrig en Gang, hvor han saa hende smile,
uden at han vendte Latteren til Graad —!
Hun dansed og sprang gennem Livet hen
paa unge, raadyragtige Fødder —
hans Tungsind havde slaaet dybe Rødder —
hun lo det bort — det kom altid igen.
Hun bøjed ej Ryg en eneste Gang —
jo sygere Tanker hans Hjærte knuged,
des sundere gik hun ved Siden og sang.
Se, da forstod han, hun slap ikke ham,
om han saa sled hende Tomme for Tomme —
og da — da var det, han lod det komme,
det onde — det grusomme — uden for ham!
Han vidste, Forhaanelser tilgav hun ikke —
Han gav hende Roser, og lod Tornene stikke,
han skænkede Vin, og gav Gift i at drikke!
Alle Forhaanelsers Højdemaal,
tog han og brygged til en drivende Edder
i Livs-Lykkens diamantslebne Skaal —!
Du husker Historien om Abraham, Dreng,
som ofrede Isak —?
Drengen gik selv og bar Brændet paa Ryg,
saa rørende tryg.
Hun ogsaa — —! Alle de fine Ting,
hun havde siddet ved Nat og vævet
i Sting paa Sting,
hun bragte dem villig til Offerstolen!
Hun stod derinde i Aftensolen
og snørede Skoenes Silkebaand — —
Han løftede Kniven — Men ingen Herre
fra Himlen rev den ud af hans Haand!
Paolo (forfærdet.)
Maestro! Dræbte han hende!
Tuk.
Ja —
ikke som Italieneren dræber,
med et Dolkestik — i et flygtigt Nu —
men langsomt, langsomt — Tomme for Tomme!
— Jeg ved ikke, om hun er død endnu —
men én Gang dør hun af det, det ved jeg.
Paolo (sidder et Øjeblik skræmt i sin Krog — vover sig saa frem.)
Solen er nede — Maa jeg gaa hjem?
Tuk (heftig.)
Ja, gaa! gaa! gaa!
Paolo (tøvende.)
Hvis Maestro er vred, vil jeg hellere staa.
Tuk.
Vist ikke. Gaa hjem — Og vær glad og fri!
Paolo (ser paa ham med vaade Øjne.)
Hvorfor vil I ikke hvile?
Tuk.
Fordi
jeg arbejder bedst, naar de indre Syner
drager forbi — —
Paolo (imod ham.)
Aa, for San Marcos Skyld!
Tuk (studser.)
San Marco!
(nikker.) Javel — San Marco — —
Paolo.
Maestro — husk, det er Synet, det gælder!
Tuk (uden at standse Arbejdet.)
Jeg ofrer det tusende Gange heller,
end jeg slipper mit Maal!
(nikker over til Violinen.)
Jeg drypper mit eget Hjærteblod
i en underlig Skaal —:
Dens Bund er af Marmor, dens Sider af Ler —
Men Laaget har Form af den gamle Cremoneser-violin, som Du ser — —
Paolo (i Døren.)
Vil Maestro ikke, at jeg skal tænde?
Tuk.
Jo, tænd i Olielampen derhenne —
tænd Lys i alle Lampetterne med!
De maa skinne for mig i Solens Sted.
Paolo (sagte.)
O, Signor mio!
Tuk.
Vent! Giv mig Pen og Papir, før Du gaar!
Paolo (gør det — tænder — og lister ud med et sagte.)
Adio!
Tuk (gaar hen til Bordet — famler efter Pen og Blæk.)
Jeg vil skrive — Men hvad skal jeg skrive —?
»Min Ven! min Ven!
Jeg ofred tre Aar af din Ungdom —
nu ofrer jeg mer end den —
nu giver jeg mine Øjne hen — —!
Min Ven! min Ven!
For al dit Hjærtes Ømhed
giver min Kærlighed Saar igen —
og endda kræver jeg af dig,
at du skal tro paa den —!«
Tænk ikke, at Helved er langt herfra!
Alt Helvedes Kryb med sugende Munde,
lever i dette: at ville, ville,
men ikke kunne —!
(Skriver:)
Førend mit Øjes Lys bliver slukt
i den dybe Nat,
skriver jeg til dig, Du eneste kære,
som jeg har forraadt, forstødt, forladt! —
Først tog jeg Livets Lys fra dig,
som havde Lykkens Guldskat inde —
saa tog Du Livets Lys fra mig,
da paa dit Billed og paa dig
jeg stirred mine Øjne blinde!
Men noget af en Livets Mening
tror jeg deri at finde,
og underlige dybe Spor
tilbage til den Dødes Ord. —
Var det maaske et ægte haugesk Træk,
at fra mig selv jeg straks skød Ofret væk
og fandt, at som nu Livet formed sig,
Saa maatte Offerdyret være dig —?
Der var i min Sjæl en Uro —
en Storm — en jagende Vildhed!
Fra Øjets Sekraft blev sløvet,
begyndte den store Stilhed.
Tænk dig, at Stilheden øges
med aldrig anet Styrke!
Tænk dig, at Mulmet tættes,
saa kender Du Dødens Mørke! —
De lysende Dun, der var om din Kind,
jeg mærker dem, naar jeg sover —
De vugger i glødende Sol mig ind,
og da driver Sorgerne over.
Du stirrer saa underlig vemodsfuld,
saa tit Du i Drømme mig kysser —
og da er det altid, som noget sner —
som Æbleblomster, der drysser — —
I alt, hvad der lever, ser jeg noget, der dør — —
Jeg hader Naturen, som jeg elskede før —!
De grønne Kviste neje sig tyst
paa silkebetrukne Blade:
Hvorfor, hvorfor
satte Du ikke Blade?
De duftende Blomster røre min Haand,
mens Bien summer om Sommer —:
Hvorfor, hvorfor
satte Du ikke Blommer —?
Og Fuglene haane med kvidrende Mund,
alt medens de næbbes dernede —:
Hvorfor, hvorfor
bygged Du ikke Rede —?
Men Kirkegaardslaagen smælder i Storm
og hviner min Sjæl i Møde:
Hvorfor, hvorfor
leved Du ej, før Du døde — —?
(Standser et Øjeblik — Med en pludselig Tanke:)
Gerd! — Lille Gerd! — Hvad var det, hun skrev —?
Jeg har jo ikke faat læst det Brev — — —
(Famler paa Bordet, til han finder det — sætter alle Lysene i en Halvkreds og holder Brevet ind under den — læser langsomt.)
»Kom hjem nu! — — Ja, Du forstaar mig vel —:
Det kunde jo ellers være, de Saar,
Du gav, slog ihjel.
Ak Tuk! — Der kommer den Dag, Du forstaar:
Der er ingen Vækst i de Sorger, man tager —
der er kun Vækst i de Sorger, man faar —!«
Tuk (synker hulkende sammen over Brevet.)
Lille Gerd — jeg forstaar.
(farer op.)
Jeg er angst, hun er død!
Det er, som hun skriger paa mig langt borte
i den yderste Nød!
(samler de skrevne Ark og holder dem ind i Lyset.)
Den Hilsen, jeg fik, var saa simpel og klar — —
I fire ærlige, simple Linjer
sender jeg Svar — — —
(Skriver langsomt:)
Ruth! Jeg er halvvejs blind — men jeg kommer! — —
Ruth! Jeg har syndet imod Himlen og mod dig!
Den svidende Anger i Hjærtet mig brænder —
Jeg er ikke værd, at Du kalder mig din Mand —
men gør mig til en af dine Venner — —!