Storken knebred fra Kirkens Tag —
han saa sig ud saa vide —
han knebrede ud i den hældende Dag,
dér Solen randt under Lide —
Men det var den Tid, da de duftede, Æblerosernes Blade.
Stæren, som havde sit lidet Hus
i Kanten af Storkereden,
sad og fløjtede, fløjtede — aa!
saa det aldrig tog Ende med Glæden!
Af hvide Syrener og Gyldenregn
hang Haverne dryssende fulde,
det dufted fra hver en liden Gren,
det spired af Frø i Mulde.
Der var en Rødmen af Blomst i Knop
under de skyggende Grene,
saa frisk som den paa Jomfruens Kind,
naar hun ses, men trode sig ene.
Guldregnsgrenene hvisked i Smug
og vexlede skære Tanker,
og Slyngrosen fanged det sidste Glimt
af Solen i sine Ranker —
Men det var den Tid, da de duftede, Æblerosernes Blade.
Lige nedenfor Kirkens Taarn,
i Haven bag Rødtjørnshegnet,
laa de Nygiftes Hus! Der var tyst,
og det havde lige regnet.
Store Draaber hang endnu tungt
i Vildvinen under Taget,
blinked i Stærens blaagraa Fjer
og drypped fra Dueslaget.
Nede i Vænget brummed en Ko,
dér summed en søvnig Bi.
Storken stod tavs paa sit ene Ben,
lod Myggene sværme forbi —
De lyse Nætters dragende Magt
var over hans Storkesind —
Han lyttede til den nyfigne Stær,
som nylig var flyttet ind.
Stæren sang om det Svalepar,
som netop den samme Dag
havde faaet klinet en Rede op
under de Nygiftes Tag.
Hvor Svalen havde faat god Besked,
dér havde Stæren faaet Nys:
han kunde fortælle med Fantasi
om Stolenes røde Plyds,
om Dørens Portierer, som skyggede blødt
og gjorde Reden saa lun,
om Væggenes Billeder, Lofternes Pryd
og Sengenes fine Dun.
Den store Himmel, foret med blaat,
beundrede Svalen især —
»Jeg holder nu mere af lysegrønt Mos«,
mente den fløjtende Stær.
Men Svalen var hed af Begejstringsrus
over Ampelens røde Skin —
og pludselig dristede den sig til
at flyve ad Vinduet ind.
En gammel fin Cremoneser hang
under et Mandsportræt
og til dens Bue var bundet løst
en halvvissen Markbuket.
Svalen kredsede om den i Ring,
fløj nærmere — strøg saa en Gang
sit gule Næb mod en dirrende Streng
og flygtede ræd for dens Klang.
»Det var ligesom, Strengene hulked og lo
ud af et vaandefuldt Sind«,
kvidrede Svalen til Stæren, som kom
og kiggede nysgerrig ind. —
Fra Skovbakken kom der en Vogn i Trav
under Syngen af kvidrende Fugle.
Nede i Hulvejen rasled den tungt,
og sagtnede Farten en Smule.
Der sad de saa frydelig sammen
de unge Nygifte to —
og Livet og hele Verden,
gladelig mod dem lo!
Nellikerod og Gaaseurt
sprang ud, hvor de kom,
Fuglene sang — hver Rede stod tom!
Hæggebærblomsten saa skær og ren
dryssede Blade fra hver en Gren,
hvor de kom forbi,
nikked fra hver en Havesti,
hilsed: godt Mod for alle Dage
og fik et Fingerkys sendt tilbage!
Men de glade to
berused sig sammen i Majdagens Glans.
Hans Arm laa fast omkring Kvindens Skulder,
og hendes Kind laa fast op til hans.
De stirrede ind i den dejlige Egn,
der bredte sig for dem ved Skovens Rand,
som man stirrer ind i et Eventyrland.
De kom ogsaa fra et fortryllet Slot,
hvor Elskovs Festblus skinnede inde —
Kongeriget laa der og ventede sin Mand!
Prinsessen var hende,
og Eventyret: at de havde fundet hinanden!
Saa holdt de for Døren, og han hjalp hende ud.
Sammen gik de ind ved Verandaens Side,
hvor en Guldregn stod Brud.
Han bød et tyst Velkommen — hun kunde ikke tale,
smiled kun og peged med sin blaa Parasol
paa den nyfigne Svale.
Han lo, da han saa den: »Den vil hilse paa Fruen«!
Og sagtelig traadte de ind i Stuen.
Hendes søgende Blik fløj rundt, hvor hun stod,
fra Plet til Plet:
»Violinen! hvor er den?« — »Den hænger derhenne
paa Væggen under din Fars Portræt.« —
»Aa ja, den var hans — han har første Ret.«
Saa blødt som et Kærtegn gled hendes Blik
over Strengenes Traade.
Hun trykked sin Kind mod det blanke Træ,
og det var, som hendes Øjne blev vaade.
Langsomt strøg hendes fine Haand
over Strengenes Net —
Men pludselig vendte hun sig med et Sæt:
»Nehls! Kan Du huske den Dag, da jeg bandt
mig til dig for Livet?
Da tog Du et Løfte af mig, som jeg tror
jeg ønsker, at jeg aldrig havde givet.
Jeg lovede: aldrig som en farende Svend
at spille de lyttende Skarer sammen
under min bævende Violin!
Jeg lovede, at jeg vilde kun være din!
Den Dag, da bandt Du en Markbuket
fast til min Bue — nu hænger den vissen —
Aa, Nehls, min Ven!
bind mig én igen
og sig, at Du vil tage det Løfte tilbage!«
Som den skibbrudnes Øjne hænger ved Bøjen,
saa hang hendes Øjne fast ved hans Mund;
men han mødte ikke Øjnene, han undveg dem kun.
»Elskede kære!
jeg kan ikke dele dig med nogen eller noget,
jeg maa eje dig helt —
intet eller alt! ikke stykkevis og delt.«
»Kvinden maa dog dele
sin Kærlighed til Manden med hans Gærning og Liv,
hun faar aldrig det hele.«
»Ja, Kvinden — det er sandt — hun er vant til at dele,
men Manden kan det ikke — i alt Fald ikke jeg —
husk, jeg gav dig Valget: enten Kunsten eller mig.
Fortrød Du allerede —?« Da lo hun »Nej, nej!
Jeg elsker dig jo,
Du forfærdelig stærke, selviske Natur!
Men Du aner ikke Faren ved at sætte mig i Bur.
Husk! jeg har Italiens Blod i mine Aarer —
det Land, som fostrer Sangere i hundredevis —!
Husk, det var fra Majland, min Slægt kom til Paris
og siden efter hertil. — Sansen for Musik,
vi fra Fødselen fik
saa levende som Evnen til at elske! — Nej, tys!«
Hun lukked sine Øjne for hans brændende Kys,
men vedblev, skøndt tøvende: »Kunsten dør ikke
i Evnen til at elske.« — »Hvorfor skulde den dø?«
hvisked han tilbage. »Spil, Elskede, spil!
Sid her i din Stue og spil ud dine Tanker,
jeg lytter jo til.«
Men hun smilede vemodigt: »For den, som har kendt
Violinens dirrende Sjæl et Moment
under sine skælvende Fingre
som en Streng mellem Himmel og Jord udspændt,
for ham er det ikke nok, at én lytter.«
Han tog om hendes Skuldre: »Er jeg da ikke nok?«
Men hun vendte sig fra ham: »Nej — Du er ikke nok.
Naar jeg spiller, maa jeg have omkring mig et Rum,
hvor Luften er mættet med Tankers Millioner
af alle de lyttende, som sidder dér paa Spring
for at fange mine Toner!
Jeg kan ikke spille alene for dig
som for alle de mange lyttende Sjæle
— det er ligesom, Gnisten manglede mig,
og som Spændingen var borte! — Tænk, nu er snart
tre Maaneder gaat — saa langt af Tiden! —
siden jeg gav dig mit Løfte Nehls,
og jeg har ikke rørt Violinen siden.
Ser Du da ikke,
at dette Løfte rummer en Fare?
Giv mig Violinen til frit Brug igjen!
Og aldrig, det lover jeg, kommer de Dage,
da min Kærlighed ikke er større end den!«
Han mødte hendes Blik.
»Du har givet dit Løfte, og jeg ved, Du vil holde det.«
Det var, som en Kuldegysen gennem hende gik,
da hun greb om hans Arm:
»Nehls! Saa maa Du tage Violinen bort,
hænge den ind, hvor jeg aldrig kan komme!
Jeg tør ikke anslaa en eneste Akord,
for jeg elsker den, Nehls!
Min Morfar købte den med sin Sjæl,
som Sagnet fortæller — han var Frispiller selv,
og Frispillertrangen gik i Arv til os alle!
Du bliver saa bleg, Nehls?« — »Din Slægts Violin
skal snart blive flyttet!« — Stemmen var haard
og dirred’ en Smule. Hun smilte ironisk:
»Du er bange for det, Du ikke forstaar.«
Da drog han hende til sig: »Skibsrheder Hauge
har klaret baade Grunde og Skær før igaar.
Her staar Du saa fast i min Favn sluttet ind,
at jeg føler din bævende Aande paa min Kind —
Jeg holder om din Nakke, den raadyragtig fine,
saa dine varme Læber mødes med mine —
Se mig nu ind i Øjet og sig mig det saa:
Hvad tror Du er stærkest og størst hos en Kvinde,
Evnen til at elske eller Evnen til Kunst?«
Og atter og atter favnede han hende.
Da slyngede hun Armen om hans Hals og brød ud:
»Evnen til at elske!« Og han jublede og lo!
Han bar hende rundt fra Stue til Stue,
beundrede al Ting og sang: »Leve, vi to!«,
mærked ikke Sommernattens glidende Skygge
eller Svalen, som sad vaagen i Vinduets Karm,
helt fortumlet af al denne vaarlige Lykke.
Saa gik de ud i Haven. De gik langsomt de to,
begge saa straalende stærke og unge,
med Livets og Lykkens allerfejreste Tro —
standsede og kyssede en Gyldenregn — den samme!
lo, da de mærked det, og kyssede igen,
gik langsomt henover de fugtige Gange,
lyttede til Nattergalens dæmpede Kluk
og nynnede Skærsommernattens Sange,
begge saa lykkelige, taabelig forblindede —
gik saa let og sagte ind, hvor Ampelen skinnede.
Men før hun gik ind,
standsed hun i Dagligstuens dæmpede Mørke
og pressede til Afsked sin brændende Kind
mod den gamle Cremoneser, — nærmede sin Mund
til de kølige Strenge og hvisked nogle Ord,
som hviskende gemtes i den syngende Bund —
slap den og gik ind. —
Maanen gled netop frem i det samme
og kasted sit Skin
paa Svalen, som stirrede mørkeblind
og kvidrede op til Magens Dør
næsten som i Drømme:
»Fru Svalelil, hør!
Jeg vil smykke dit Hus
med alt, hvad jeg véd
af vaarlig, skinnende
Herlighed!
Gyldne Pokaler
af blinkende Dug!
og sølverne Tæpper
af Løvetandsfnug!
Himmelsengsforhæng
af Spindelvæv fine
og Ederdunsdyner
af Fjerene mine!
Snirklede Stole
af Bøgebladsstilke
og røde Portierer
af Gyldenregnssilke!«
Et Vindstød kom —
Maanen gled langsomt bag Skyer tilbage,
og Svalen smuttede ind til sin Mage.
»Hør«! sa’ hun, »Svalen er vaagen endnu!«
Hun stod i sin hvide Natdragt — saa stille —
læned sig op til hans Skulder og lyttede — —
Udenfor hørte de Duggen trille — — —.
Oppe paa Taget stod Storkefar
og drømte en liflig Drøm om Sankt Hans;
Myggene summede om ham og traadte
en luftig Dans.
Alt var jo Fest —
de lyse Nætters straalende Fest!
I Maaneskin laa de Nygiftes Bo,
feagtigt skinnende Huset og Haven — —
Lysene slukkedes,
Dørene lukkedes
efter de to — — —
Nede i Hylden slog Nattergalen Triller —
men Taarnuglen lo —!
(Samme Sted. Aaret efter. Klar Septemberdag med varm Sol. Svaleparret sidder foran Vinduet og kvidrer.)
Lyttende hælder det lave Tag
ned mod Kastanietræernes Rødder —
i Stuen skinner det hvide Gulv,
venter paa Trip af smaa Barnefødder.
Lyttende hænger de Billeder smaa,
lyttende Væg og Loft sig højne —
i Skyggen dikker det gamle Uhr,
venter paa Smil fra to Barneøjne.
I Vinduet lytter hvert Blad, hver Blomst
med hver en dirrende Støvdrager fremme,
i Karmen driver den varme Sol,
venter paa Lyd af en Barnestemme —
Døre aabnes og lukkes tyst,
ingen Røster er der, som skingre —
lyttende drejer sig hver en Laas,
venter paa Greb af smaa Barnefingre.
Højtidsstemte staa Havens Trær —
Dugdiamanter over dem trille,
skære og bævende som en Mors
Tanker over sin ufødte Lille — — —
Saa er der pludselig noget, der summer!
Svalerne tænkte,
at det var en drukken Humlebi,
som, ruset af Honning fra en mørkerød Rose
tumlede forbi.
Men saa var det Toner — en hel Melodi!
Fra Loftsrummet kom de — oppe i Gavlen —
Lugerne stod aabne —
nu klang de igen!
Og hurtig fløj de nyfigne Svaler derhen.
Derinde laa Husets Frue paa Knæ!
Hun knugede Violinen mod Brystet
og pressed sin Mund mod dens blanke Træ.
Hun bad —
ikke som man ellers hører Mennesker bede,
af tusend vaklende Tvivl holdt nede —
ikke dette vege: Herre, hjælp! hvis du kan det!
som næsten er en Haan —
Saadan bad hun ikke — nej, hun hviskede kun
med sin faste, blege Mund — —
hendes Bøn var et Krav
til Ham, som ved at holde de Løfter, Han gav:
»Herre! Du har Magt —
Den, som beder troende, skal faa, det har Du sagt.
Den som ikke tvivler, flytter Bjærge paa sit Bud —
og jeg tvivler ikke, Gud!
Jeg ved, Du giver Tonen i Arv til min Søn:
Nat og Dag — bestandig — har jeg bedet om det samme,
til jeg følte, at jeg fik,
til jeg mærkede det paa mig, at hans Sjæl var Musik,
at Toner havde Magt til at gøre ham stille!« — —
Og hun rejste sig fra Bønnen og begyndte at spille.
»Violin!
Du evige dirrende, syngende Sjæl,
stemt sammen med min! —
sunget ind i hans Sind
Dag efter Dag
med mit eget blødende Hjærte-Slag —
Violin!
Violin! Violin!
Hvorfor tog han dig fra mig!
Nu elsker jeg dig dobbelt, da Du ikke er min,
som man elsker den Ven,
man aldrig tør møde! —
Jeg kan ikke andet: jeg maa spille dig igjen,
til Hjærtet staar i Flamme!
om Lykken og Kærligheden saa spilles ud
af min Sjæl med det samme!«
Saa kastede hun Buen med et pludseligt Hvin
og blev borte nedad Trapperne. —
Det hviskede i Lindene, det susede i Løvet.
Svalerne blev siddende i Loftslugens Dør
ganske bedøvet —
De kunde ikke synge, de glemte at tale;
men fra Tagryggen fløjtede den lystige Stær:
»Ej! Hr. og Fru Svale!
Hvad er det for Støj i det ensomme Hus?
Mange Stemmer taler, og der løbes dernede;
der er en Uro — omtrent som hos os
den Dag, der kommer Unger i vor Rede«.
»Mulig, der ogsaa kommer Unger dernede«,
kvidrede Fru Svalelil —
»Tror Du, de er nøgne?
Sig mig dog, hvordan kan de saa holde dem varme?
De Stakler har jo hverken Dun paa deres Bryst
eller Fjer paa deres Arme.«
»Men Vuggen er blød,«
sang Stæren — »jeg har set den, den er skarlagenrød
og med Silke i Bunden.«
»Bevare mig vel! hvor du er næsvis igrunden!«
sa’ Svalen.
»Hvad behager? Jeg taaler ingen Skoser«?
— »Nej flyv, naar I vil nappes! Aa skaan mine Roser!«
bad lille Fru Svale.
Men Svalefar og Stæren var forlængst røgne sammen;
de nappedes og brødes med forpjudskede Fjer
helt røde i Kammen —
Septembersolens Straaler faldt glødende hede
nedover Astersklyngen og Resedaens Bede,
kiled som et Lyn opad Stammer og Stene,
blinked mellem Nøddegangens vuggende Grene
og gled i en bred, varmtstrømmende Flod
udover Vænget, hvor Negene stod
med gylden Sæd —
men inde i Havehuset
var der et Barn, der græd — — —!
Paa Knæ foran Sengen laa han
den stærke Skibsrheder Hauge
og kyssed den Haand, som træt og mat
neppe greb om hans Fingre fat.
»Nehls! hvorfor ser du bestandig paa mig
og ikke paa Drengen?
Hvad var det, Lægen hviskede dig,
da han stod her ved Sengen!
Nehls! hvad er der med Drengen?«
Han krympede sig under det spørgende Blik,
der gik som en Sonde gennem hans Indre;
han evnede ikke at møde det med Smil,
eller gøre sin egen Skuffelse mindre.
»Du skal sige det, Nehls! Jeg vil vide alt.«
Det kom som en Befaling, og han adlød mekanisk.
Langsomme og stammende Ordene faldt —:
»Det er — Han siger, det er noget med Ryggen —
Han anser for givet,
at Drengen, hvis han lever, vil blive en Krøbling,
saa Du ser, at vi ikke tør ønske ham Livet.«
»Ikke ønske ham Livet!
naar der lever i hans Legeme en syngende Sjæl!
Jo, tusende Gange ønsker jeg ham Livet!«
Hun stirrede paa ham med sit flammende Blik:
»Aa, Du kender ikke den Magt, jeg fik!
Nehls! Du ved ikke, hvad Evner han fik givet!«
»Men hvoraf ved Du da —?« Hun tav med et Smil,
et andagtsfuldt, lønligt, som en hemmelig Tanke —
»Ja, hvor kan En vide, hvorledes Ens Hjærte
dagevis i Takt med en andens kan banke!
hvorledes Ens bævende Bryst kan drage Aande
sammen med en andens i Længsel og Vaande —
hvorledes man kan møde
bagved sit eget som et vaagnende Blik,
der lytter efter Livsharpens fine Musik —!
Hvor kan En vide, hvorledes en Kvinde
Dag efter Dag og Nat efter Nat
væver med paa den Sjæl, som hun selv slutter inde?
Er det ikke næsten som et Skabelsens Under!
eller, som Gud selv
gav hende at dele sin Magt i de Stunder!«
Hans Øjne hang forskende fast ved hendes Mund —
Han begyndte at ane som en lurende Fare,
og han nikkede, men uden at svare.
Hun vedblev med en underlig drømmende Stemme:
»Hver eneste Dag, naar Du ikke var hjemme,
stod jeg deroppe
paa Loftet, hvor Du hængte Violinen den Gang
og spillede for Drengen, saa Strengene klang!
Drengen, som skal arve Violinen fra sin Mo’r,
spille mine Tanker og Toner ud i Verden,
blive æret stor!
Aa, Du skulde vide, hvordan vi har levet,
med hinanden — jeg og Drengen!
Alle de Toner, som jeg ejede selv,
har jeg sunget for hans Øre, spillet ind i hans Sjæl.
Og for hver Gang jeg spillede, var det som, om Strengen
en ny Tone fik,
og som hvert af hans Aandedræt blev til Musik!
Da var det, jeg begyndte at føle det paa mig,
dette underlige store: at hans Sjæl sang derinde —!
Aa, Nehls! er det dog ikke vidunderligt at vide?«
Men Skibsrheder Hauge svarede ikke.
Med Hænderne knyttede og Læberne hvide,
sad han og lyttede.
Langsomt arbejdede Vreden sig op
i hans heftige Sind
og brændte i en blussende Plet paa hans Kind.
Det var ligesom, Blodet under Øjnene sprang,
da han hviskende spurgte:
»Tænkte Du aldrig paa mig den Gang?«
»Nej, Nehls! jeg vil tilstaa det ærligt for dig,
jeg gjorde det ikke, — for Barnet og jeg
levede jo sammen i en Verden for sig.«
Da brød det ud af ham i et vildt Raseri:
»Jeg hader Violinen!
Jeg hader den dobbelt, nu, dette er forbi!
Og dersom det er sandt: dersom Barnet derhenne
tog hele dit Hjærte med sin syngende Sjæl,
saa ønsker jeg ham tusend Gange hellere Døden!
Desuden — han er Krøbling — det hørte Du selv.« —
Da rejste hun sig pludselig rank overende
og vendte sine flammende Øjne mod hans,
saa han følte dem brænde:
»Barnet dør ikke.«
sagde hun med Vishedens Kraft i sin Stemme:
»Gud har selv lovet det, og Gud kan aldrig glemme —
Barnet dør ikke.«
Og hun bøjede sig ned
over de smaa klare, alvorlige Træk —
saa’, der hang en Taare, og kyssede den væk.
»Ha! ha! Hvad tror Du Livet for en Krøbling er værd?
hvad bryder han sig om det?«
Det skar igennem hende som rustede Søm,
saa haanende kom det.
Men hun rettede sig straks:
»Jeg kender det, som endda bærer oppe i Nøden:
Tusend Gange hellere Krøbling for Livet
og Kunstner til Døden!«
»Ti stille! Du ved ikke selv, hvad Du har sagt.
Er Kunst maaske Lykke?«
»Nej, men Kunsten er Magt
og den højeste Rigdom!« — »Det sagde Du ej
vor Bryllupsaften. — Du sagde: Skal jeg vælge
mellem dig og Violinen, saa vælger jeg dig.«
»Ja, for det syntes mig saa rent ud umuligt,
at vi kunde skilles!
Men Faren laa just deri, at Valget kunde stilles.
Hvad der tages fra En, det længes man imod,
og Længselen voxer som en rivende Flod!
Aa, Nehls? Du havde gjort klogt mod dig selv
ved ikke at stænge for min syngende Sjæl,
saa havde Du ejet den til Dagenes Ende,
men nu — var det ligesom, den gled dig af Hænde
og sænked sig med hele sin Styrke i Barnet,
hvis Livsmaal er mit.«
Han vendte hende Ryggen,
og hans Ansigt blev hvidt.
»Jeg mærker, vi to ser forskelligt paa Lykken.
Mig synes hver en Evne, som blev Menneskene givet
intet imod det, som hedder: Glæden over Livet;
der, hvor den maa savnes, er Livet ingenting!
Drengen — hvis han lever — vil faa det at finde.
Og aldrig blir han Kunstner med mit Minde,
det skal Du vide! Min Bøn staar imod din!«
Hun smilede i Tryghed:
»Din Bøn er kold mod min —
Du tvivler, naar du beder — men jeg Du, jeg tror!«
Da var det, som han pludselig fattedes Ord,
og som unge Skibsrheder Hauge blev bøjet!
Det var næsten, som en Hulken kvalte hans Røst. —
Da han listede sig bort,
følte han en jagende Smærte i sit Bryst
og en stikkende Svien i Øjet.
Men udenfor Vinduet fløj Fuglene sammen.
»Kom dog og se
saa nydelig en Skabning i en Vugge af Sne.
og med skarlagenrødt!« —
Stæren havde aldrig set noget saa sødt
og saa silkeblødt!
Duerne syntes, han var rent ud fortryllende!
Svalerne forsikrede, at Haaret var langt
og snode sig ved Tindingen i smaa bitte Ringe —
Og saa havde han Øjne! — »som et Æventyrdigt«,
fløjtede Stæren og rystede sin Vinge.
Irisken kom ogsaa og gjorde Visit,
Bogfinken sluttede sig kvidrende til Flokken,
Vedbenden klinkede med Klematisklokken
paa den nyfødtes Vel,
og alle saa drak de paa Sundhed og Held!
Fra alle Fuglestruber og alle Blomsterkalke
klang langt ud i Stilheden lystige Skaaler —
Over det hele faldt Septembersolens Straaler,
og Spindelvævstraade hang dugbesprængte — —
Men oppe paa Kirketaarnet stod Storken
paa ét Ben og tænkte — —:
Sundhed og Held!
Aa, hvor de Mennesker dog er dumme! —
Var han min Unge,
saa huggede jeg ham paa Stedet ihjel! —