Fra jeg forstod, hvad Livsmaal er,
var Digterkunsten mit:
To Barneøjne saa det først;
men siden voxed det sig størst,
da Kampe fler’ var stridt.
Fra Vuggen til min stille Grav
jeg har det samme Maal,
kan aldrig svige det med Frygt,
ej veje det mod Verdens Kløgt
paa Livets Lykkeskaal.
Jeg elsker dette store Maal,
hvis Roser gro bag Tjørn,
som stiller Livskrav, vækker Haab
og stiger op af Sorgens Daab
med Vinger som en Ørn!
Jeg véd: at eje det er Strid;
men Liv er Stridens Frugt,
naar ungt i Stræben, stærkt i Tro
det bærer op og kaster Bro
for hver en Tankeflugt! —
Jeg elsker dette store Maal,
som gav mig Kamp til Løn;
jeg vier det mit Ungdomsmod,
min Tankes Liv, mit Hjærteblod,
éngang min sidste Bøn! —