Vi gynger vor Baad med Aaretag smaa
paa den lyttende Aa —
Rind nu, rind under Kjølen,
I glidende Bølger smaa!
Sjæl er hos Sjæl i den sitrende Luft,
finder for Glæden ej Lyd: —
som Dugdraaber glide de sammen
i den fælles Forstaaelses Fryd.
Var det aldrig saa kort, sligt et Øjebliks Lykke
kaster Glans over Livsvejens Skygge!
Tavse, kun talende hviskende Ord,
mellem Siv vi ror —
Duft nu i Engenes Taager
hver Blomst, som ved Bredden gror!
Min Ven har lagt sig paa Knæ ved min Fod,
han ser mig i Øjnene ind.
Rødmende Morgensolsstraaler,
ejer I varmere Skin,
større Magt til at fryde og Tankerne højne,
mere Glans end min Elskedes Øjne? — —
Jeg bad ej om Lykken, den gaves mig kun
som en Drøm i et Blund;
men hele mit Liv har jeg længtes
efter Forstaaelsens Stund. —
Og nu er den kommet som Strømme af Lys,
har stillet min dybeste Trang —
Fløjtende Drosler i Krattet
syng os en Forsommersang!
Der glider en Baad over lyttende Vande
mod Kjærligheds Vidunderlande! — —