Luk din Højsals Døre op og kom ud,
min Skjærsommernatsbrud!
Kølende Dug ligger endnu i Skoven,
og Morgensolsstraalerne danse paa Voven.
Der gynger en Baad; —
om dens Sider smaa Lysbølger ruller,
faar Du Lyst til en Fart,
har jeg Aarerne med paa min Skulder!
Luk dit straalende Øje op og kom ud,
min Skjærsommernatsbrud!
Vi vil følges, vi to, ned hvor Skovbakken daler;
vi vil hilse paa Flugten de svirrende Svaler,
møde Lærken med Sang,
naar den foraarsglad stiger mod oven
og saa danse afsted
ned mod Strandbredden, tæt forbi Skoven. —
Se, nu bærer jeg Dig i Livet ud,
min Skjærsommernatsbrud!
Er her ikke vidunderlig dejligt herude?
Og et Liv skal vi sejle paa samme Skude! —
Læg din Arm om min Hals
og dit Hoved trygt til min Skulder —
Saa sejle vi ud,
hvor de tindrende Smaabølger ruller!