Det er stille Luft
med begyndende Kløver- og Rosen-Duft.
Vaarsolen med Skyerne staar i Strid; —
det er Dæmringstid. —
Kun en Lærkes Slag
hilser oppe i Luften den unge Dag,
og ude paa Mosen staar Taagen hvid; —
det er Dæmringstid. —
I vor Sjæl en Gang
har der rørt sig det samme som nu i Vang:
Vi har alle en Gang sat vor største Lid
til en Dæmringstid!
Vore Barndomsaar
med de tryllende Drømme om Lys og Vaar,
ja, hele vor Ungdom med Haab og Strid
var en Dæmringstid!
Da var Tanken ren;
den var lagt i det skjulte, kun kjendt af En;
den var ligesom Dagen, der stille gryr
bag de fjarne Sky’r. —
Men om end den svandt,
denne Tid, da i Haabet vi Glæden fandt,
saa kan endnu vi finde en Efterklang
af dens Foraarssang.
Midt i Verdens Strid
kan der komme for Sjælen en Dæmringstid,
da der ligger en Tanke og lyser op
bag Skyens Top;
da der er saa tyst,
saa forventningsfuldt dybt i vort eget Bryst, —
da det ligesom ligger i Fred og gror
af vor Tankes Jord.
Og som Skovens Trær,
der nu staa i et feagtigt Trylleskjær,
kan vi end blive fyldt af den Dæmringsro,
som gjør Sindet fro. — —
Det er stille Luft;
jeg aander den krydrede Kløverduft,
og ude paa Mosen staar Taagen hvid:
Det er Dæmringstid!