Jeg sad og lytted til Bølgernes Røst.
De kom glidende ind mod den stenede Kyst, —
Klangbølger alle!
I nogle var brustne Strænges Klang,
i nogle Fryd og i andre Trang;
jeg saa’ dem stige og falde.
Den ene strøg ud den andens Spor,
som Mennesker gjør det hver Dag paa Jord:
viger hinanden!
Den enes Død var den andens Liv;
hvers Levetid var kun et stakket Bliv,
saa laa de som Skum paa Stranden.
Men se! Fra hver Bølge, som blev til Skum,
fór der Aandepust hen i det store Rum,
kølige, bløde —
Det var tusende Suk, som i Luften steg
og blev fangne af Vindenes lette Leg,
for den evige Æther at møde! — —
— Som Bølger, der komme og svinde lig Lyn,
er Sjælenes Liv for Guds Evighedssyn:
Klangbølger alle!
Han hører dem jublende højt slutte Pagt
og ser dem, for Livsstrømmens rasende Magt,
vexelvis stige og falde.
Han ser dem bæres af andre frem,
fødes til Smerte og længes hjem, —
kæmpende alle!
Det ædleste i dem er Himlens Spejl;
det bærer dem oppe som hvide Sejl,
naar Dødsklokken høres at kalde.
Da ser han dem, frigjort fra Livets Tugt,
ej kjendende Grænse for egen Flugt,
stige og tindre. —
som Solstraaler fylde det store Rum,
mens Støvet ligger som Bølgeskum
og svinder i Jordens Indre! —
Bestandig, naar Bølger mod Kysten gaa,
paa Menneskeskjæbner jeg tænke maa
og Menneskekræfter!
Den enes Død er den andens Liv;
hvers Levetid er kun et stakket Bliv, —
dog gaar der en Evighed efter!